En ellestinger lyder måske som et eksotisk insekt eller et mærkeligt fiskeredskab. Men i virkeligheden er ellestingeren altså en sagnkonge fra Bornholm – kongen over de underjordiske, der har så meget magt på klippeøen.
Det finder man da også hurtigt ud af i Bornholms Teaters charmerende forestilling 'Ellestingeren' for de 6-12 årige. For her fortæller Christine Albrechtslund om, hvordan hun mødte Ellestingeren, dengang hun var lille. For hendes oldemor var syg, og hun havde hørt, at Ellestingeren kunne hjælpe med alt. Fordi han var stærkere end døden… Og så gik hun ud i skoven for at finde ham.
Grimmere end nisser
Forestillingen er egentlig rendyrket fortælleteater. Pigen på scenen har godt nok et sjovt stativ med mærkelige redskaber, men monologen afleveres som en historie.
Christine Albrechtslund er en dygtig fortæller med sikker stemme og spændstig krop. Og hun har ikke mindst evnen til at se ungerne lige ind i øjnene og sikre sig, at de forstår alt det, hun fortæller.
'Ved I, hvem de underjordiske er?', spørger hun børnene. ’De er en slags nisser – bare uden huer og meget grimmere,’ forklarer hun.
Så er det på plads.
Mangel på myte
Desværre er der ikke nær så meget drama i historien, som der sagtens kunne være.
Dramatikeren Dennis Gade Kofod har gjort fortællingen til et lovligt traditionelt eventyr, hvor alverdens forhindringer lægges i vejen for pigen, der leder efter ellestingeren. Og det er ærgerligt, for idéen om ellestingeren virker så dragende, at det ikke kan virke andet end skuffende, når han så endelig dukker op og egentlig bare fungerer som problemknuser.
Her er ingen vilde detaljer om klippekongens næsebor eller overnaturlige kræfter – eller om hans berømte, trebenede hest. Der er heller ikke nogen ritualer omkring højen på de gloende pæle, som faktisk kunne have givet forestillingen en særlig bornholmerkolorit.
Undervejs er det faktisk kun åmanden, ’der drukner børn’, som sætter fart på pigens farlige løb gennem skoven.
I stedet virker historien mest af alt som en eventyrfortælling, der kunne have fundet sted hvor som helst – og det er da ærgerligt, når nu bornholmermyten om ellestingeren tydeligvis har været inspirationen for det hele.
Haveredskabernes fest
Scenografisk er forestillingen yderst spartansk og uden mindste mystik – med nogle haveredskaber som rekvisitter, der bliver ’levende’ undervejs. Og med et par kondisko og et regnslag og en gammel parcacoat som vildeste kostumedele.
Tine Mette Jespersens koncept er sympatisk i sin underdrivelse – og i sin jordnære inspiration til børnene om selv at kunne lave teater uden det store udstyr. Men den scenografiske sparsommelighed det hjælper ikke ligefrem fortællingen frem mod det mytiske. I hvert fald ikke i en skoleaula.
Instruktøren Jens Svane Boutrup har tydeligvis villet nå ungerne, dér hvor de er, som man siger. Men han har altså samtidig kastet teatermagien og mystikken fra sig i krattet. For selv om replikkerne i fortællingen er fint fraserede, så kan iscenesættelsen ikke skjule, at teksten er for tynd.
Stilhed uden sus
Lykkeligvis sad 5. klasses eleverne på Paradisbakkeskolen musestille, da de fik lov til at opleve forestillingen. De var tydeligvis godt underholdt – måske også fordi forestillingen kunne pirre deres bornholmske baggrundsviden, der uundgåeligt er større end denne anmelders.
Men det store, dramatiske sus – det skabte forestillingen ikke. Det kunne Christine Albrechtslund godt fortjene, netop fordi hun så troværdigt giver sin fortælling videre til børnene.
Måske Bornholms Teater skulle opsøge ellestingeren og få lidt hjælp til dramaturgien i fortællingen?
Som det lyder i en replik: ’Han er dér, hvor der er mest brug for ham.
