Miras verdener er mange. For Mira er et bonusbarn. Et barn med mange familier. Ved stykkets start møder vi Mira sammen med den bonusbror, Hans, som hun nu bor sammen med efter at hendes mor, Susanne, er blevet kærester med Hans’ far, Kim.
Mira og Hans er ikke rigtigt kommet overens med hinanden – de er nye for hinanden – og i hovedet på dem begge – i al fald på Hans – synes allermest at stå den forældre, som han ikke lige nu er sammen med. Hans grubler over, om han nu har sagt noget til sin mor, som hun kan gå og være ked af. Fx har han sagt til hende, at hun tænker langsomt og at han ikke vil spille tværfløjte. Mira synes optaget af at finde sin plads i det nye – og der synes Hans – som i øvrigt er i færd med at skrive en bog om bonussøskende – at Mira indtager hans private rum.
Men stemningen mildnes og relationerne mellem de to børn går hen og bliver helt varm. Første skridt er at Hans opdager, at Mira viser sig at være god til at tackle hans far.
Velspillet Mira
Mira er heller ikke bare Mira – hun er også forestillingens fortæller – hende som skarpt iagttagende, kløgtigt reflekterende og kækt berettende videregiver informationer og statements til publikum. Mira er stykkets travlt optagede heltinde – børnefamilie-eksperten (‘Jeg er barn, jeg er ekspert i sådan noget’) og Lotte Bergstrøm er med sin vågne drengepigede vævre krop og sin skønne energiske og velartikulerede stemme et perfekt cast.
I betragtning af at Henrik Steen Larsen er talrige år ældre end Hans, gestalter han rollen som Miras bonusbror rigtigt godt. Hans skuespil er et godt eksempel på, at det kan kræve mange år erfaring som børneteaterskuespiller, før man som granvoksen kan skabe troværdige børneroller.
Udover børneroller indgår også flere sæt forældre samt en skolesundhedsplejerske. Og rollerne er byttet om, i og med at de to bonussøskendes forældre spilles af Casper Sloth og Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet som er noget yngre – end Larsen i al fald. Sloth og Kehlet har nu deres ansigter gemt bag nogle meget store stangholdte masker, når de spiller Kim og Susanne. Maskeansigter som når dem til under navlen. En far og en mor med store hoveder og små kroppe. Måske som udtryk for at de som forældre ikke handler med særligt megen følelsesmæssig omtanke i forhold til deres børn?
Vi er i al fald ikke et øjeblik i tvivl om, at forestillingens synsvinkel og sympati ubetinget er på børnenes side. De voksne er ‘kejtede i begyndelsen af deres embedsperiode’, siden bliver de feje og forsøger at argumentere udenom.
Overlæs
Charlotte Amalie spiller også en skolesundhedsplejerske, Inger Hassing, som i stykket har rollen som den single, der stiller spørgsmålet: ‘Børn, er jeg en familie?’
Hvad er en familie overhovedet? Det er kernespørgsmålet i ‘Miras verdener’, som tager mange facetter af emnet op, mens spørgsmålet: ‘Holder man op med at være søskende, fordi forældrene holder op med at være par?’ – får specielt fokus.
Det er udmærket at tematisere, hvad en familie er i en tid, hvor så mange børn vokser op med to forældrepar og ikke-biologiske søskende. I tillæg til den bonusfamilie, Mira og Hans er en del af, tilføjer forestillingen også en historie om en dreng, Oliver, som har homoseksuelle forældre på begge sider – både hans far og hans mor har fundet sammen med kærester af samme køn som de selv.
‘Miras verdener’ byder på ‘hele pakken’. Ikke at virkeligheden ikke kan tage sig endog endnu mere voldsom og facetteret ud, og ikke at nuanceringer i en dramatisk tekst klart er at foretrække frem for forsimplinger, men her presser den svenske dramatiker Martina Montelius lige lovlig mange ting ind – i al fald i den måde hvorpå hun har skruet stykket sammen.
– og finesser
Hermed bestemt ikke sagt at Montelius er ueffen som dramatiker. ‘Miras verdener’ har noget på hjerte og rummer – i sit væv af hverdagsgenkendelige vendinger og passager af poetisk anstrøg – mange skønne replikker. Her er sjove replikker, som når Oliver hos sine bøsseforældre kan ‘få pandekager til at ligne sløjdlæreren’, eller når Montelius gør Hans til noget af en ordnørd. En dreng der elsker ordet ‘niplet’ og ‘nuancerigt’ – som han siger, at han har fundet i bogen ‘Flora i farver’.
Teksten er også dejlig konkret. Den skildrer fx meget præcist, hvordan familier går op i noget forskelligt. Nogle dyrker kæledyrsmesser, andre karaoke og andre igen nordsjællandske slotsruiner eller brætspil. Den kommer med bud på hvad en familie ikke gerne skal være: ‘En legeplads uden børn, sådan er en familie uden kærlighed’ eller en familie med en evigt fraværende far ligesom Miras. En far som Mira udviser overbærenhed overfor med replikken: ‘Jeg vil betragte ham som et barn. Ingen vil minde dig om hvad du ikke gjorde. Det er derfor at det er så synd for dig. Du mærker det gradvist. Din datter har ikke længere brug for dig. Ingen vil blive ulykkelig over dit fravær. Du er falmet, næsten visnet bort’.
Og endelig kommer den – via Oliver og hans fire forældre – med bud på hvad en familie er: En familie er én hvor alle forældre giver barnet en kæmpe-krammer, en krammer så stor at man slet ikke kan få øje på barnet, som befinder sig midt i fællesomfavnelsen.
Replikvolumen som skurrer
Som iscenesætter og scenograf har Marita Dalsgaard og Tanja Bovin været på noget af en opgave med at guide os rundt i de mange forskellige familier og familiesituationer som Martina Montelius’ tekst består af.
Til at nuancere familieskildringerne har Bovin valgt en blå nylon paryk til skolesundhedsplejersken og store masker, små stangdukker og en kæmpehånd (scenen med Miras far) til forældrene.
Herudover har hun valgt store billedrammer i forskellige størrelser til at markere, at nu træder vi ind i et nyt rum, en ny familiefortælling. Bovins visualitet er enkel del for del, men også noget uegal, når elementerne bliver sat sammen.
Dalsgaard har sørget for, at forestillingen som helhed har et godt drive. Dog med det forbehold at skuespillerne skulle være tysset noget på. For de råber – helt unødvendigt – tendentielt deres replikker, når vi ser bort fra de mere lavmælte passager.
På positivsiden er Mira og Hans godt personinstrueret og Kehlets violin-spillende passager fungerer fint. Men der er – som noget der trækker ned – noget af et stilspring fra skildringen af børnene til den karikatur-lignende måde, hvorpå skolesundhedsplejerske er iscenesat, og den måde hvorpå maske-forældre bliver tegnet, selvom man aner et bevidst valg i overdrevet.
‘Miras verdener’ ender smukt. Med en Mira som i et af sin private øjeblikke betror os, at hun nu er blevet bedre tilpas og mere afklaret: ‘….nu er jeg helt alene med stumper af spørgsmål som er rettet ud, ikke fuldstændigt, men inddelt i små lysende prikker. Nu kommer hele resten af livet brusende som et vandfald, men jeg er ikke bange mere’.