Kan man underholde sig til sundhed? Til et ‘nej’ til skumbananer, flødechokolade og fysisk ‘ladhed’, og et ‘ja’ til gulerødder, grønt og masser af motion?
Ja, ifølge Hjerteforeningen og Milton-Sand & Søn. Sammen har de skabt en forestilling, hvor Rumlerikkerne, Tumle og Kloge, alias Thomas Milton og Michael Sand, havner inde i en Fedtegreves krop. Og herfra går det med publikumsinvolvering, sang og musik rundt til snart alle indre organer i en jagt på at finde Fedtegrevens kone, for ad den vej at gøre Fedtegreven glad, så han ikke gør alvor af i én mundfuld at æde Rumlerikkernes hjem og klode, Rumkuglen, som hævn for at Rumlerikkerne trodser Fedtegrevens reglement der forbyder folk at danse, lege og være glade. Et forbud Fedtegreven har udstedt som reaktion på, at han på sin bryllupsdag mistede sin kone og fra da af konstant har trøstespist og aldrig gidet bevæges sig.
Sundhedsteater
Milton og Sand forstår med deres naive og højrøstede Rumlerik-figurer at gøre børnene til deres trofaste allierede i deres historie om at redde dem, alias sundheden, fra de usunde livsglædefortærende skurke. Som små legegardister er børnene med på at opbevare hemmelige koder. På at spurte af sted på stedet for at give energi til Rumlerikkernes flugt fra Fedtegrevens udsendte hjælper Ædedolken. Og på at råbe med på remserne i den handling, som foregår hid og did, når de to spillere løber ud og ind af det telt (Rumkuglen), spillet foregår i.
Som en slags forstørret og tempoopskruet live-version af en højtgearet ‘Fjernsyn for dig’-udsendelse flygter Tumle og Kloge af sted og havner inde i Fedtegrevens krop. Herinde får de – og børnene – en lektion i nærmest alle indre organers navne og virke. Fra vener, aorta, lymfebaner, galdeblære, milt, bugspytkirtel, tolvfingertarm, til hjertet.
Ofte omskrevet til fnise- og fjolleglade fraser og med masser af bøvs, prut og remser,
ender den hæsblæsende jagt med at de finder Fedtegrevens kone der viser sig at være Sukkergrisen, som Fedtegreven tog for at være et stykke bryllupskage, og Fedtegreven bliver reddet fra den blodprop han nær dør af, og at den onde Ædedolk duellerer med sit flæskesværdsværd mod Kloges Gulerodssværd og taber både kamp og skumle planer.
Legestue-teater
Det velkendte står i fokus. Børnene, jeg så forestillingen sammen med, fandt som flest behag ved at røre sig og lege sig gennem stykket. De spørgsmål, der melder sig, er bare: Hvor grænsen går mellem pædagogisk legestue og teater som scenekunst? Hvor meget af stykkets budskab, der siver ind sammen med hop, prut, bøvs, medråbsremser og snak om flødeboller i colasovs? Hvad det er som gør indtryk? Om forestillingen overhovedet flytter ved børns lyst til at vælge gulerod frem for skumbananer, eller det hele drukner i en chokoladeflod af sjov og ballade?
