Det er dejligt modigt, det Grønnegade Teater gør i ’Blues’: At udtrykke sørgmodighed, tristhed, melankolsk ensomhed og fortvivlelsesfyldt desperation ved hjælp af blues, som den bærende ingrediens i en teaterforestilling er vovet. For holder det? Kan blues'en forløse det, som teatret vil bringe sit publikummet i kontakt med? Og går det an, når man, som her, oven i købet vælger at krydse flere forskellige historiefragmenter sammen, i stedet for 'bare' at holde sig til en fortælling?
Ja, endda opløftende godt.
Med mange afarter af musikgenren kommer ’Blues’ med bud på hvordan blues-følelser for børn i forestillingens målgruppe kan tage sig ud i betydningen hvordan det føles.
Blues er dæmpet lys, guitar og mundharpe. Det mærker vi indledningsvis, når Thomas Guldberg Madsen, Sune Skuldbøl Vraa Nielsen og Jens Andersen indtager en næsten mørklagt scene ’beklædt’ med en stor rød melankolsk solnedgang i baggrunden. 'Blues, det er en følelse, som kan gøre dig rigtig trist', 'Blues kan være som en sygdom, som gør ondt på en måde du aldrig har følt det før' og 'Blues kommer snigende om morgenen og rumler og raser rundt hele dagen', fortæller de os lidt efter. Fint.
I et med musikken
Og endnu bedre bliver det, når musikken og sangen bliver koblet til et hverdagsliv, som børnepublikummet kan identificere sig med. Et følelsesliv, der ellers er tys tys. Som de måske gemmer væk, er flove over, eller kede af. Når den vemodige guitar, den grædende mundharpe og de fortabte, triste eller klagende stemmer via velvalgte ord og fysisk skuespil glider sammen og bliver til udtryk for hvordan det føles som barn at have mistet sin mor, at have oplevet skilsmisse, ikke at blive set og værdsat, og at blive overmandet af forelskelse.
Thomas Guldberg Madsen, Sune Skuldbøl Vraa Nielsen og Jens Andersen kan deres blues-kram. De glider topmusikalske i eet med musikken. Vi tror på dem. Og vi mærker meget overbevisende bluesmusikken som følelser indeni og udenpå de børn spillerne spiller. Også fordi spillerne optræder med en udadvendt energi og et stort nærvær.
Kun én sang – forelskelsessangen – bevæger sig lige på vippen til at blive overdrev frem for afbalanceret spil.
Mor er død og far har dummet sig
Det store, enkle og rå stilladslignende stativ, der kan slås ud og vendes og drejes, snurre rundt og anvendes som klatrestativ, skibsmast, ramme for børneværelse m.v. er også en styrke for forestillingen.
Og teksten er tilsvarende dejlig konkret og samtidig med fine abstrakte ingredienser, som nemt lader sig overføre til virkeligheden. 'Tidligt om morgenen kom døden ind af vores dør. Døden gik ind og tog min mor', hedder det i en sangtekst. En anden strofe er: 'Det undrer mig, at mor ikke elsker far mere. Far må have gjort noget dumt, siden mors hjerte gør så ondt'.
Jordnære tekster suppleres effektfuldt af to svalehaleklædte gøglere, der synger, at de er dem, der gøgler drømmene blå. Siden begår de en munter teskeblues om, at 'alle mennesker kæmper for en ske – en skefuld sukker…'.
Guldberg Madsen gør det med en dejlig umiddelbarhed og en intens energi helt naturlig for drengen at synge, at han oplever havet forme sig som et billede på et ansigt. Et ansigt, der ligger sig fladt på vandet og kryber ind og overtager hans krop.
Og sådan følges sorrigfuldhed og glæde ad i en forestilling, der viser, at livet netop er denne blanding. Samtidig med at den – som et clou – også viser, at sang kan forløse. Blues er ikke alene modløshed og kærestesorg. Det er også lethed og lyse udsigter.
I det optimistiske og livsbekræftende hjørne slutter forestillingen med en godmorgen-blues ('godmorgen blues, blues her er jeg, jeg har det helt ok, hvad med dig?'). En sang, som børn såvel som voksne kvitterede for med glade klap og hujende bifald, da jeg så forestillingen.
