Hvert andet år ruller Batida hele sit repertoire ud på gratis festival for venner og naboer i Københavns Nordvest-kvarter. Det er ligeså charmerende og overfyldt og overvældende hver gang.
Dette års festival åbnede med ’Aben Osvald’. Skønt denne forestillingen har 17 år på bagen (sin lyserøde bavianrumpe) har den undgået Børneteateravisens anmelderøjne – i sig selv en utrolig bedrift – så det er på høje tid at den nu indlemmes i redaktør Carsten Jensens righoldige arkiv.
Overaben og hans ydmyge undersåt
Vi ser en stiliseret jungle med æbletræer, og i det højeste træ sidder den tyranniserede abe Osvald og spiller en melankolsk truttelut på klarinet. Den Store Abe, så tyk og fed at den ikke længere kan klatre der op, behersker undergrunden – æblerne inklusive – med brovtende muskelmagt og evnen til at brøle ØV! så hele skoven ryster. Og ængstelige Osvald gør hvad der bliver sagt – han spiller sin truttelut igen og igen når Den Store forlanger det, han griber guitaren og jazzer med når en rytme bliver anslået, mens han ser langt efter de æbler som Den Store grådigt smovser i sig. Herskeren deler ikke med nogen – det skulle lige være æbleskroget når det er spist helt ind til kernerne.
Osvald må finde sig i alt. At loppe den anden, at akkompagnere på fløjte når den anden har fundet en tuba, at sidde i regnen når den anden sætter sig under et palmeblad, at være hovedpude for sin overvægtige artsfælle, og til og med synge godnat-sange og give sin egen hale som sut til den forkælede tyran. Osvald får mange venner blandt de mindste i salen! Måske har de følt sig lidt som Osvald ind i mellem, og kan genkende typen, – den anden, han eller hun som vil bestemme alt, som altid har ret blot de åbner munden, og hele tiden tvinger sin vilje i gennem?
Men øverst i det høje træ vokser der et stort – et rigtigt stort! – æble. Det er Osvalds hemmelighed og hans håb. Og mens Den Store har mareridt om sultne, pyton-store æbleorme med blues-feeling og stemme som Tom Waits, drømmer Osvald om det store æble der snart er modent, og som han skal ha helt for sig selv.
Forsigtigt, forsigtigt ordner han det så den anden får sin egen hale at sutte på, og stille lister Osvald mod sit høje træ og den fristende frugt. Dermed er grundlaget lagt for forestillingens afgørende konflikt og vendepunkt. Spændende!
Vendepunkter og fokus
Osvald (Søren Ovesen) og hans tyran (Simon Holm) er ret overbevisende som aber i deres sjove bavian-kostumer. Kropssprog og bevægelsesmønstre, trusler og underkastelse, minder ikke så lidt om abeburet i Københavns Zoo. Der er fine øjeblikke, når Ovesen på sekunder klatrer op til sin plads i det høje træ, eller når Holm blæser sig op til et skrækindjagende ØØØV! (som aldrig bliver til noget), og der er sjove detaljer i abe-akrobatikken.
En smule koreografi bliver der også plads til. Og musikalske og musicerende er de selvfølgelig – sådan er det jo bare i Batidas forestillinger.
Men generelt vil jeg sige at de er bedre aber end skuespillere. Og det bliver tydeligst, når vi kommer til slutningen, hvor magtbalancen forrykkes. Jeg ville gerne have set den beslutning, Osvald tager, når han begynder sit oprør, når han siger sit første nej. Jeg tror det er en længere proces, før han vover at opponere, en proces der kræver et større fokus, en beslutning der må vokse organisk frem og med større modstand.
Den store abe skal også gennem en stor og fuldstændigt uvant proces inden det går op for ham at spillet er tabt. Og det er ikke nok at sætte sig og være ked af det og flæbe når verden går en imod.
Her ligger større spillemæssige muligheder – også komiske!
Men kampens udfald er i alle fald givet. Osvald får nemlig et flerstemmigt publikums tilslutning til sit NEEEJJJ! Og slutningen er både sød og rørende, når de to aber falder hinanden om halsen og beslutter sig for at dele æblerne, ikke kun med hinanden, men også med alle i publikum! Men jeg bliver nødt til at spørge: Hvad sker der med Det Store Æble?
