Snefnug daler blindt ned over publikum i plyssæderne i Aarhus Teaters Store Sal, alt imens vi synger Oh Lands ’Julefeber’-sang, og i en koreografi skabt af Ida Frost danser teenagedrengen Bjørns hjerte julenisse-parat.
For en nisses hjerte skal være modent, før man er parat til at opfylde sin nissemission. En mission, der går ud på at gøre noget godt for andre og tillige hvile identitetsmæssigt i sig selv. Et tegn på, at man er i gang med at blive nisse, er, at der begynder at vokse store grå hårtotter ud af ørerne på en.
Når totterne bliver hvide, er man klar til at få nissehue med kvast på og blive nisse. Er man ikke moden (er ens hjerte ikke klar endnu), og tager man alligevel huen på, så isner man – underforstået: Man går til grunde, fordi man endnu ikke er der, hvor man virkelig vil det.
Fatter børn på seks år tankerne i alt det? Forstår de hvad, der ligger i replikker som ”Pelsens tid er nær” og ”Kvastens komme”? Muligvis – man skal bestemt ikke undervurdere børn i den alder. Men jeg vil også mene, at det kun er muligvis og ikke noget, der gælder for alle de yngste.
Er det en god ide at transformere en TV-julekalender i 24 små afsnit om til 2 timer og 15 minutters teater? Tja. Jeg er ikke overbevist. Julie Petrine Glargaards dramatisering og Line Paulsens iscenesættelse er landet på en oplevelse, der lidt er som at få en pose med blandede bolsjer, hvor nogle smager rigtigt godt, mens man godt kunne undvære andre.
Der er m.a.o. både gode takter i forestillingen og noget som er mindre vellykket.
Mager magi og overtydelighed
Vi tager det nærmest fraværende og lunkne først. Der bliver talt en del om magi i forestillingen, men paradoksalt nok er magiske øjeblikke en mangelvare. Der er glimt og sus af fortryllende stemning, når snefnuggene daler ned, og der er en kriblende atmosfære og forelskelses-elektricitet til stede, når Bjørn og Frede(rikke) finder sammen i øjeblikket efter, at Frede har danset sin identitet fri med hjælp fra Bjørn.
Men som helhed lider historien af at være alt for eksplicit. Den siger alt for tydeligt, at det som menneske (læs: barn) handler om at udvikle sig og finde mod til at være tro mod den, man er. At man – som det siges – ikke kan slås mod sig selv. Kvaliteterne ligger i at være ærlig og modig. I at holde sammen. Hjælpe andre. Og knytte venskaber.
Skævhed og spræl matters
Ind mellem disse ord, som knyttes til børnene, spindes tillige meget vakst nogle replikker og scenekunstudtryk, som kan opleves som parallelle til udsagnene om det, der gælder for børnene. Den klassiske ’Nøddeknækker’ får humoristisk et hak i tuden. I al fald den version, som blot år efter år gentager sig selv. Uden nytænkning. Det ”pussenussede” får høvl.
I stedet for skal det skæve og skøre på banen. Alt det anderledes som er ”fyldt med hemmeligheder”. Der er skøn energi og meget opmuntrende at hente i scenerne, hvor Anders Baggesen meget veloplagt i rollen som balletmester protesterer mod støvet teater, alt imens forestillingens små dygtige balletpiger fra Ballet Akademiet Aarhus skifter tåspidsdans ud med improvisatorisk ”vilddans”.
Fermt og flot skuespil
Mette Klakstein har rollen som Frede – en balletpige, som ikke rigtigt kan finde sig til rette i de klassiske balletrammer, fordi et mere personligt udtryk presser sig på. Klakstein spiller Frede med ferm naturlighed og stærk energi. Teatret har uomtvisteligt her et stort og stadigt voksende talent.
Emil Busk Jensen spiller med præcision, nærvær og timing Bjørn, hvis teenagekrop går amok og får ham til at danse helt aparte, og hvis humør ryger helt ned i kælderen hvert år til jul på grund af hans mors død og hans forgældede fars vægring mod at tale om det.
Meget af den samme vågenhed og udstråling har barnet Mille West Rasmussen som i den grad imponerer som Bjørns lillesøster Gro.
Livlig drejescene-iscenesættelse
Line Paulsen lader som iscenesætter ganske ofte drejescenen på Aarhus Teaters store scene snurre rundt. Det giver mulighed for, at vi kan være i mange rum samtidigt. Bag scenen, hvor Bjørn, Gro og deres far, Kalle, gemmer sig. I balletøvelokalet. I kantinen, hvor Kalle arbejder. Hos de to børns mormor. Samt flere andre steder.
Og det skaber humør og livfuldhed, at scenebilledet skifter i en roterende bevægelse, hvor man samtidigt stadig kan se de rum, som forsvinder væk bagude. Heldigvis står scenebilledet også stille i en del scener. Scener, som kræver ro, fordi der er ekstra meget på spil for personerne.
Aarhus Teaters ’Julefeber’ kan således noget. En pæn del på især skuespilfronten. Men forestillingen fæstner sig ikke i erindringen og går ikke over historien, som en lise i hverken teatermagi eller menneskekundskabsstimulerende kalorier.
