’Blækkespruttetanker’ er en sjov titel. For hvad tænker en blæksprutte egentlig? Og hvad tænker mennesker egentlig om blæksprutter?
Disse filosofiske betragtninger afsløres desværre ikke i denne dans af Boaz Barkan. Forestillingen er en såkaldt ’interaktiv danseforestilling’ for de 5-9 årige, og den skifter fint nok form, alt efter om den foregår i et klasselokale eller på en scene.
Selv oplevede jeg forestillingen under Dansehallernes festival for børn – KORAL Festival – i Valby Kulturhus. Husets rum var fint pyntet op med puder, og der lå sjove blæksprutter og snegle af modellervoks rundt omkring på vindueskarmene som resultat af festivalens aktiviteter for børnene.
Danseren Anna Lea Ourø Jensen gjorde da også, hvad hun kunne for at skabe blækspruttestemning. Hendes festivalpublikum bestod af lutter voksne, men hun gik kry i gang bevæge sig rundt i rummet, mens hun fortalte, hvad hun kunne mærke. Hun lod hænderne glide hen over væggene. Hun lagde hovedet til gulvet, og hun kravlede rundt på bænkene.
Forinden havde hun uddelt hørebøffer til os alle sammen, så vi hørte hendes stemme oven i en sjov lydverden af alt fra guitarknips til dryppende vandlyde og blæsevejr.
Hop op på bænkene
Det var ganske underholdende at følge Anna Lea Ourø Jensen rundt i rummet. Hendes fantasifulde hættetrøje og farvestrålende gamacher, designet af Seimi Nørregaard, lyste op med en spændende og barnlig energi.
Som medskabende danser var hun god til at bruge husets døre og trapper som afsæt for spontane hop og morsomme benløft – og hun udviste en opmuntrende og anerkendende pædagogisk tilgang til os som interaktivt publikum. Det var meget overbevisende.
Dramaturgisk set var der dog hverken hoved eller hale på denne såkaldte forestilling. Den israelsk-fødte koreograf og performer Boaz Barkan har måske skabt sin koreografi ud fra et ’blæksprutteprincip’, hvor nye tanker hele tiden kobles på grundidéen – og hvor ’afskårne’ idéer måske bare vokser ud igen alligevel, hvis de får lyst. Men nogen sammenhæng var der ikke.
De fleste kropsudtryk lod til at være improviseret ud fra situationen, hvilket var med til at skabe en følelse af workshop i stedet for en oplevelse af et kunstværk. Danseren var egentlig bare en inspirerende og legende pædagog, der opfordrede publikum til også at hoppe op på bænkene eller læne sig ind mod hinanden. Men det er altså ikke nok til at fremstå som professionel scenekunst.
Knogler og sugekopper
Blækspruttefortællingen blev desuden fuldstændig væk undervejs. Der var ingen indledende fortælling om blæksprutten; den dukkede kun op undervejs som ’noget sugekoppeagtigt’ på danserens ben undervejs.
Sprogligt var fortællingen også for abstrakt. ’Det er som et diskotek af en slags,’ sagde danseren, da en diskokugle lyste – uden måske at overveje, om nu også alle fem-årige ved, hvad et diskotek er.
’Alle knogler forlader rummet,’ sagde hun også muntert på et tidspunkt – uden at nogen i publikum lod til at forstå, hvordan den ordre egentlig skulle adlydes. Måske havde det været klarere, hvis hun havde bedt alle blæksprutter om at forlade rummet…
Danserens ordstrøm var bedst, når hun bare talte om sig selv. ’Jeg elsker at danse,’ sagde hun, mens hun gnubbede sig rundt på gulvet i fri leg. Men at hendes bevægelser var dans – og ikke bare nogle vilkårlige kropsvrid – var faktisk svært at se. Desuden var det underligt, at hun hele tiden talte om sig selv.
Uambitiøst
Dansehallerne har kurateret KORAL-Festival, hvor ’Blækspruttetanker’ præsenteres som en refusionsgodkendt forestilling, ikke som en workshop eller et pædagogisk forløb. Det er fint med interaktive og sociale danseaktiviteter, men det er flovt og uambitiøst, at børn kun bliver præsenteret for leg. Det ville næppe kunne ske, at en tilsvarende børneteaterforestilling med refusionsgodkendelse blev reduceret til en legetime.
Dansehallerne må skærpe kravet til kunstnerisk kvalitet i dansen for børn. Det er simpelthen ikke acceptabelt med en danseforestilling, hvor de koreografiske ambitioner ikke er højere end en opfordring til publikum om selv at strække armene i vejret.
