Hvad er det, dukketeater kan, som mennesketeater ikke kan? For teater er vel teater, og forudsætningerne for en god forestilling må være de samme uanset, om skuespillerne er lavet af pap og akryl eller kød og blod.
Der må først og fremmest være noget at fortælle – eller noget at ville. Og så må der være en evne til at fortælle netop dét på en klar og stringent måde, men samtidig give plads for fantasien til at digte videre.
Og så er der selvfølgelig teatermagien, der opsluger vores opmærksomhed, lader barriererne falde og får os til at glemme virkeligheden. Alt dette skal være til stede, og blot fordi dukkerne er en tiendedel af menneskestørrelse, så er kravet til teatermagi ikke på samme måde skalérbar.
I 'David og Goliath' fra Svanen – Dansk-tjekkisk dukketeater har vi faktisk en del af det hele. På kludetæpper sidder børnene og ser op på det flytbare teater, der er bygget op som et næsten kubisk hus. På forsiden af huset er der et proscenium, hvor tæppet går op, og historien udspiller sig.
Nedenunder proscenium er der nogle små låger, som dukkerne indimellem stikker deres kunstige kroppe ud ad. Og foran huset står nogle krukker, hvorfra der indimellem springer et par musiker-dukker frem og spiller mellemøstligt inspireret musik.
Forestillingen bevæger sig på den måde uden for sine egne rammer, og det gør det nemt for os at lade vores opmærksomhed indsnævre til miniature-scenografien og lade os omfavne af fortællingen. Som om vi sidder inde inden i teatret og ikke foran det.
Stemningsfuldt bibelteater
Bibelhistorien om David og Goliat er relevant for børnene i både et kulturelt og et pædagogisk perspektiv. Pædagogisk, fordi historien mest af alt handler drengen David, som med barnlig kløgt og selvtillid, foran hele Israels hær og ikke mindst sine egne brødre, dræber den – ifølge Bibelen – 3,5 meter høje og uomskårne kriger Goliat. Og kulturelt, fordi ’Tvekampen mellem David og Goliat’ (Første Samuelsbog, kap. 17) er en klassisk fortælling, som er en del af både kristnes, jøders og muslimers religiøse forlæg.
Desuden er netop ’David og Goliath’ velegnet til dukketeater – for når Goliat kommer ind, er det i form af dukkefører Kim Westi i egen person, og ved siden af den lille David-dukke er han en skræmmende stor Goliat. Hans ansigtsmimik er lige så karikeret som sine dukkers malede ansigter, og han virker derfor lige så kunstig, som dukkerne virker ægte. Den effekt fungerer overraskende godt.
Komponist Nikolaj Westi har skabt nogle stemningsfulde musikværker til forestillingen, og lysdesignet (Jonas Krogager Thompson) såvel som scenografien og dukkerne (lavet af Patricie Homolová) synes gennemført og professionelt produceret. Det er næsten, som om vi befinder os i Israel for over 3000 år siden.
Børnevenligt manuskript
Selvom David i Bibelen er beskrevet som en dreng, der som fårehyrde har nedlagt både løver og bjørne med sine bare næver, så er han i denne teaterversion skrevet mere splejset.
Som en anden Gummi-Tarzan bliver han drillet og overset af sine nærmeste, men overrasker dem alle ved at besejre Goliat og blive konge af Israel. Historien er således versioneret til børneteater, hvilket er et klogt valgt, og det gør historien og dramatikken tydeligere for de mindste.
Men, og der er et men. Både manuskriptet og instruktionen af forfatter Josefine Ottesen, som Svanen har indgået samarbejde med i denne produktion, savner en del. Historieforløbet synes ustruktureret og dramaturgisk forvirret, og replikkerne – især i dialogerne – er usmidige og til tider platte.
Platheden bliver ikke mindre af, at de to dukkeførere, Kim Westi og Patricie Homolová, med deres stemmer og dukkernes bevægelser gør udtrykket mere ekspressivt, end godt er. Det går ofte sådan, både i dukketeater og mennesketeater, at hvis de store følelsesudladninger kommer på scenen, så går de tabt hos publikum. Det gælder både for de 4-årige og de 40-årige.
Om en del af uskarphederne i replikkerne skyldes, at dukkeførerne springer mere rundt i manuskriptet, end hvad der er tiltænkt, er for denne anmelder ikke til at gennemskue. Ikke desto mindre kunne manuskriptet og replikkerne, både fra Ottesens, Westis og Homolovás side, godt bruge nogle flere timer i prøvesalen.
