Teater Refleksions dukker har et ganske særligt betuttet udtryk. Mariann Aagaard kan forme disse dukker, så deres øjne tilsyneladende har hundredvis af udtryk – og så vi som tilskuere umiddelbart holder af dem.
Men det er det betuttede, der giver dem sådan en tiltrækningskraft. For de stirrer nysgerrigt på verden, men samtidig er de lidt generte og nervøse. De tvivler gerne på deres egen handlekraft, og dermed minder de jo om alle os på tilskuerpladserne.
I hvert fald indtil de tager mod til sig og alligevel kaster sig ud i livet og alt det svære. Og så er det, at dramaet begynder…
Væld af detaljer
I ’Vejen Hjem’ er det netop sådan en drengedukke, der fascinerer. Forestillingen er en co-produktion mellem Teater Refleksion og det irske dukketeater Branar, og samarbejdet er resulteret i det mest raffinerede dukkeudtryk.
Bjarne Sandborg har instrueret forestillingen sammen med den irske Marc Mac Lochlainn, og det har tydeligvis ført til et utal af detaljer og nuancer i den avancerede dukkeføring.
De to dukkeførere er ekstremt præcise, både den finske Aapo Juhanna Repo og den irske Neasa Ni Chuanaigh – og den musikalske ramme med musik af Henrik Andersen er med til at skabe en medrivende forestilling.
Det er dukketeater på højeste niveau.
Kild din seng!
Historiens udgangspunkt er nærmest Palle-alene-i-verden-agtigt. En dreng føler sig nemlig så alene, at han begynder at lege med sin seng og sin båd. Hans bluse er rød med hvide striber, akkurat som hans båd er rød med hvid ræling – sådan som han også ser ud i den bagvedliggende billedbog af den australske forfatter Oliver Jeffers.
Sengen hopper rundt om drengen og laver lyde som en hund, så drengen kilder da bare sengen ’på bunden’, akkurat som om han kildede maven på en hund. Det er kært og kærligt – og sjovt .
Asen og masen
Men herfra tager astronautdrømmen over. For sengen forvandler sig først til en bil og så til en flyver – en rød flyver med lys.
Og her bliver drømmen så lyslevende, at alle sidder på kanten af stolene, mens guitarmusik forsøger at dulme de blussende barnesind. For kan drengen nu også finde ud af at styre en flyver? Og hvad gør han, hvis han rammer skyen? Kan han så komme fri af den? Og kan man egentlig lande på Månen, når den er er halv som en citronskive?
Det lykkes alt sammen for drengen – om end der går meget asen og masen i historien. Det tekniske og mekanikerfikserede er i hvert fald lige ved at skygge for, at drengen faktisk møder et mærkeligt væsen med en antenne på hovedet – stående oppe på toppen af månen med hjælpsomme fagter og venlige øjne.
Dramatisk og psykologisk set er det i hvert fald her, at der endelig kommer noget på spil i historien. For det er jo her, at drengen skal finde ud af, om hans længsel efter at få venner også vil få ham selv til at opføre sig som en god ven.
Men her bliver historien uklar.
Pludselig handler alt mere om, at drengen skal ende trygt tilbage i sin seng hjemme på jorden end om, at han skal opføre sig ordentligt over for det godhjertede rumvæsen.
Og så ender historien så underligt tamt og uafklaret. Og kedelig.
Perfektion og svigt
Som dukketeater betragtet er ’Vejen Hjem’ ekstremt vellykket i sin vilde perfektion. Enhver detalje er på plads. Teknikken er så nørdet, som den kan blive, for alt fungerer i miniature – fra faldskærme til tv.
Det er vitterlig perfekt.
Men det psykologiske drama forsvinder. Sammen med drengens efterladte rumven, hvis svigtede øjne formodentlig stadig lyser derude i universet.
