Børnene på fortovet reagerer straks på de hurtige dansere, der løber gennem byrummet – i zigzag- løb og mærkelige spring. Børnene betragter nysgerrigt de vilde kroppe, mens mange voksne bare trasker videre med øjnene limet fast til mobilen og ørerne døve af hørebøffer.
Det er med andre ord ikke så ligetil at skabe gadeteater i dagens selvoptagede Danmark. Heller ikke for en garvet gadekoreograf som Thomas Bentin og hans dansere under danseforestillingen ’Through the Wall’.
Derfor er det også desto mere glædeligt, at Passage Festivalen i Helsingør bliver ved med at insistere på at præsentere dansende gadeteater. Heldigvis dog også gadeteater med guidet vandring og billetsalg til forhåndsnysgerrige tilskuere.
I Helsingør blev publikum bedt om at møde op ved stationen. Herfra gik ruten ned gennem byen – hen over det befærdede torv, gennem en smal gyde, langs med domkirken og rundt om Kulturværftet.
I høj fart
Det blev en pirrende oplevelse, for Thomas Bentin har blik for byrummets oversete flader. Hans koreografi virker som en strøm af kærtegn mod byen: En danser omfavner et busskilt. En anden danser kærtegner en husmurs slidte facade. En tredje danser glider ind under en busk og beskytter den sparsomme byjord. Alt sammen glidende og insisterende.
Thomas Bentins dansere har handsker på, så de kan lade hænderne stryge hen over rå mursten og rustne rækværk. Og de bevæger sig rundt i offroader sneakers, så deres fødder kan klare de mest besværlige terræn: I fart hen over væltede cykler og ujævne brosten eller togskinner i asfalten.
Koreografiens styrke er, at den er så dynamisk og organisk. Kroppene er hele tiden i bevægelse i høj fart. Kun på en lille græsplæne undervejs standser danserne op, så de to kan mødes i en kort omfavnelse. Så er det straks videre mod nye flader i byen.
Bevægelserne kræver meget smidighed af danserne, der kaster ben i alle retninger og vinkler, mens de kattemodigt klatrer rundt på byens flader. De er iklædt skødesløse kostumer i flere lag, designet af Ane Katrine Schyth Kjær, der har gjort det muligt for danserne hele tiden at forandre udtryk undervejs. Det inderste tøjlag er en skinnende kobberfarvet totaldragt med ansigtsmaske: Halvt skulptur, halvt menneske.
Uforglemmeligt cykelstativ
Danserne er charmerende. Den mørkkrøllede, italienske danser Marco Rizzi har en ubesværet blødhed i sine hurtige bevægelser – og et sprintløb, som var han med i en parkourkonkurrence. Den mand kan vitterlig løbe på væggene. Vel at mærke mens han smiler.
Den lyshårede, finske danser Anette Toiviainen har et stærkt skulpturelt udtryk, når hun pludselig stivner og spærrer den smalle gyde med udstrakte arme og bestemte skuldre, eller når hun smækker containere inde i et skur, som var det en guldskat, hun bevogtede.
Og den mørkhårede, danske danser Nikoline Due har en dramatisk udstråling i sin høje krop, når hun folder sig ind gennem metalstiverne i et cykelstativ – stivnet i et uforglemmeligt drømmebillede – eller hopper alt for langt ned fra noget højt uden varsel.
Bronzesymbiose
Koreografien i ’Through the Wall’ bliver tilpasset den enkelte bys arkitektur med en fin sans for byens dagligdag; efter Helsingør venter både Køge og København på forestillingens foreløbige turnéliste. Uanset byen vil koreografien antagelig få den vandrende tilskuer til at kunne mærke den fysisk forskel på at bevæge sig på en bred gågade i kontrast til oversete hjørner og solpletter, der måske ellers ligger temmelig ubemærkede hen. Tilskuerkroppen reagerer forskelligt.
I Helsingør peakede forestillingen nede ved Kulturværftet. For selvfølgelig kunne Thomas Bentin ikke lade være med at få danserne til at passe Værftsarbejderne op ude foran Kulturværftet, altså de fire bronzeskulpturer af værftsarbejdere skabt af billedhuggeren Hans Pauli Olsen. Særligt den bageste, oversize arbejdsmandsskulptur blev pludselig synlig og livlig på en ny måde, når danserne stillede sig foran ham i deres metalskinnende dragter. For danserne gik i bronzesymbiose med styrkeskulpturen ved at kopiere dens beslutsomhed og fremdrift i kropsudtrykket.
Danserne endte nede i tørdokken på Museet for Søfart, som nu har indtaget industrirummet med nydelige caféparasoller, som man kun kan se, hvis man går helt hen til kanten af dokken. I dybet dernede løb danserne i sprint mellem dokkens sider – og op ad siderne. Nærmest som om at var parate til at lade sig opsluge af dette rum, der engang var en stolt arbejdsplads for byens stærke værftsarbejdere.
Mange prøver kræfter med dans i byrummet. I ’Through the Wall’ lykkes det for Thomas Bentin Works at variere dansen, så den holder spændingen undervejs gennem byen. Sammen med mystikken.
