’Den Grimme Ælling’ er et af teaterverdenens yndlingseventyr. Men der er temmelig langt fra H.C. Andersen til Mark Philips nye danseforestilling ’Ugly Douglas’ for Uppercut Danseteater.
Her er det detaljerede eventyr om andegården og ællingen, der blev til en svane, forvandlet til en symbolsk breakdance-forestilling om at blive mobbet. Men også om at vinde selvtilliden tilbage – og selv komme til at mobbe andre i et ubetænksomt øjeblik.
Mark Philips koreografi minder umiddelbart mest om en ’battle’. Her foregår i hvert fald en dansekamp mellem ællinger i mandestørrelse, der alle sammen kan helt specielle tricks – og som nyder at skubbe de andre ud af balance undervejs. Mark Philip bruger breakdancens mange vilde kolbøttespring og armstande, og han sætter de vilde fodlege sætter dem sammen i en uforpligtende leg og konkurrence.
Uppercut Danseteaters mere garvede koreograf, Stephanie Thomasen, har derefter lagt et dramatisk lag af fortælling og sammenhæng ind over koreografien som Mark Philips ’koreografiske konsulent’. Uden at battlen har taget skade af at blive sparket lidt tættere ind på eventyret.
Jordnært lysdesign
Okay, det virker selvfølgelig temmelig utroværdigt, at disse fire Uppercut-dansere i ’Ugly Douglas’ på skift glider ind i hovedrollen som ’den grimme ælling’.
For er der noget, disse ikke er, så er det grimme eller kluntede eller grå. De er tværtimod toptrimmede dansere i topform – med bulnende armmuskler og diskrete benmuskler, der først afslører sig, når de sætter af til deres vilde spring. De har udstråling og tjekkede øjenkast til publikum, og de gør både piger og fyre bløde i knæene af beundring.
Spag scenografi
Scenografien holder desværre ikke niveau med dansen. Den er ret nødtørftig og består blot af nogle stykker tøj, der er anbragt i en cirkel uden om danserne.
Lysdesignet af Peter Bodholdt Løkke er også temmelig basalt.
Men de visuelle begrænsninger forhindrer ikke danserne i at leve sig fuldkommen ind i forestillingen. Det er tydeligt, at danserne selv ved, hvad de skal udtrykke i hver eneste trin, også selv om det ikke er altid, at budskabet når helt igennem til tilskueren.
Men når danserne flapper deres fingre dirrende mod panden på sig selv og derefter hamrer en albue og så en knytnæve i jorden, så er det tydeligt, at det er aftalt spil med mening i dette mobbeland.
Bøvs og vandpistol
Musikken af Turkman Souljah fungerer mest af alt som et spændende lydtapet – eller som den kulisse, der ikke opstår visuelt.
Den eventyrlige inspiration fra H.C. Andersen er ikke synderligt tydelig i den lækre, men også meget minimalistiske musik, hvor temaer dukker op igen og igen i mange gentagelser – tilsyneladende klavertoner spillet på tangerne og også direkte på klaverstrengene.
Men så kommer der også muntre computerspilslyde på spil – med en blippen og kurren og scratch’en, som får danserne til at virke som forudprogrammerede figurer, der kæmper mod deres indbyggede handikap.
Det hele formildes yderligere af drenget bøvseri – oven i det forjættende syn af en lydløs vandpistol. Og pistolen er ladt!
Selvtilliden vinder
Værre end vandpistol bliver voldstruslerne nemlig ikke i denne fredselskende mobbeforestilling om fire ænder, der tvivler på sig selv. Selvtilliden vinder til sidst.
Når ællingemændene først har basket med vingerne i 40 minutter og derefter tager applaus, kan man se, at budskabet fra ’Den Grimme Ælling’ også har sat sig i deres kroppe:
Det gør ikke noget, at man er danser i nordvest, når man kan battle sine benmusklerne op på internationalt niveau.
