Fortællinger om at være ung flygtning i Danmark bliver ofte formidlet enten i form af en slags iscenesatte bearbejdninger af dokumentariske fortællinger nøgternt og ærligt fortalt direkte fra scenen af virkelighedens unge (som fx i mange af C:NTACTs forestillinger). Eller via en teaterdramatiseret version af emnet med professionelle skuespillere i scenekunstneriske arrangementer.
Den første type forestilling kan, når den lykkes, bringe en særlig følelsesmæssig nærhed til akkurat de unge, der står foran én, samtidig med at man bliver klogere på forhold, som også gælder andre end lige dem.
Som publikum til den anden type forestilling kan man være heldig at blive såvel følelsesmæssigt berørt som tankemæssigt beriget via en kunstnerisk æstetisk oplevelse, der spænder over mange nuancer og facetter af tematikken.
Klang og papir
I ’Stemmer i skabet’ er formatet anderledes. Den spiller i højere grad på musikalitet og visualitet. Og på stemninger og essens.
Nina Kareis har fuldstændig ret, når hun inden forestillingen går i gang, stiller sig frem og karakteriserer det, vi nu skal opleve, med ord som ”en skitse, et lille værk eller en vignet”. Helt konkret er den lille 20 minutters scene-sag en lille fysisk dekoration. En dekoration med et blankt gråt skuffedarium-arkivskab i den ene side, et brunt skab med frontlåger i midten og nok en skabsindretning i scenens anden side. Og i overført forstand præsenterer den publikum for en flig af stemninger i den mangefacetterede tematik.
Kareis fortæller også indledningsvis, at forestillingen er blevet til i et samarbejde mellem flere parter: Mellem C:NTACT, hvorfra tre unge flygtninge har lagt stemmer til de fortællebrikker, vi kommer til at lytte til. Den Danske Scenekunstskole (DDSKS), hvor fire unge fra realiseringslinjen og fire fra ledelseslinjen har bidraget. Og Livingstones Kabinet, hvor Pete Livingstone har skabt musikken og Nina Kareis iscenesat i samarbejde med scenekunstskolens elever.
En kondenseret montage
’Stemmer i skabet’ bygger på tre unge flygtninges autentiske historier – Anas, Maleks og Samis. Vi hører dem fortælle over voice. Ikke sådan, at en af dem fortæller sin historie færdig og så følger den næstes. Livsberetningerne er bearbejdede og bliver monteret sammen.
Det skaber overblik og koncentration på essenser, at C:ONTACT har klippet og udvalgt centrale øjeblikke og afgørende tanker i de unges liv – i perioden før de flygtede, under deres flugt, og nu hvor de er i Danmark – måske på lånt tid.
I de tre unges nu er det fremtiden og det at være bange for den, da den er så usikker, som gentagne gange bliver trukket frem. En anden ting, der lægges vægt på, er det, at de som udefrakommende og ”fremmede” fortæller, at de i Danmark hele tiden skal ”bevise os selv, at vi fortjener det, og at vi er gode nok”.
Og endelig betoner forestillingen, hvor de unge finder styrke, og hvad der kan gøre dem glade. For Anas vedkommende er det at synge og spille.
Fra tiden før ankomstens til Danmark er det afgørende barske øjeblikke, som når Sami – en aften familien i hjemlandet skulle grille – hører og ser himmelen blive formørket af militærfly i aktion. Og endnu mere voldsomt og rædselsvækkende, når vi bliver bekendt med den tortur, som Malek og to af hans kammerater blev udsat for.
En tortur, hvor grænsen for overlevelse beror på ens forældres finanser: Har du penge overlever du – som Malek, ellers dør du – som hans to venner fra mindrebemidlede hjem.
Papirfly og dinglende skikkelser
Især de sidste to begivenheder – oplevelsen af, at nu flyver der dødsmaskiner over hovedet på Sami og hans familie, og Maleks tortur, der er så umenneskelig, at det er vanskeligt at forestille sig den, vinder ved at blive fremstillet som her.
I skabet i den ene side ser vi dukkehusagtigt ind i Samis hyggelige udendørs festlandskab af små pynteflag, stole og en grill, der står og gløder. Men så kommer militærflyene til syne. Grå stangholdte papirflyvere med lave flyvninger invaderer luftrummet over familiehyggesituationen. Enkelt, fint og uhyggeligt.
Siden gengives Maleks tortursituation i det midterste skabsrum. Nu ved at tre lyse lidt uformelige skikkelser hænger og dingler ned fra loftet. Specielt og i den grad skræmmende.
Skilte med udsagn
’Stemmer i skabet’ tilbyder ikke et mere uddybet og sammenhængende forløb og en højere grad af psykologisk indlevelse i forhold til tematikken. I stedet er transformationerne af flygtningefortællingerne til et mere kunstgjort sprog og det meget lille format med til at skabe nogle stemninger omkring fortællingerne, som gør dem rummelige, som løsner dem fra det snævert personlige.
Brugen af mange små skilte med ord og korte tekster, som fæstnes til arkivskuffer og på skabsfronter, er også med til at skabe fokus. Som nøgleord i en notesbog, fæstner ord og udtryk som ”Stress”, ”3½ års fuldtidsjob”, ”Opholdstilladelse”, m.fl. sig i publikums bevidsthed, fordi de fremstår så klart.
Nina Kareis har med fin fornemmelse for enkelhed og musikalitet iscenesat alle de små ting, som kommer til syne og udspiller sig i og omkring de tre kasser. Og Pete Livingstones nykomponerede, lidt skæve og interessante musikkompositioner forstærker og bidrager selvstændigt som medfortællende brik til den lille barske flygtninge-frise.
Som en lille krølle på det hele kan man jo fundere over, hvorfor forestillingen hedder ’Stemmer i skabet’ og ikke ’Stemmer i skabene’, når nu der er tre skabsindretninger – fordi stemmerne sidder ’lige i skabet’ som man siger, når man mener at noget rammer plet.
