Olsen er en stilig herre i elegant sort outfit. 'Sikken sæk!' er nærmest det stik modsatte. Med sine tunge solide trædukker og grove pælestammer er forestillingen visuelt lige så jordbunden, som den natur det hele handler om.
Det fine er, at modsætningerne langt hen ad vejen går fint i spænd. De holder hinanden i balance så biodynamikken ikke overtager teateroplevelsen, og den medspillende dukkefører og fortæller ikke bliver for voksenfornem fjern i forhold til publikum.
Trods de blanke sko er der noget umiddelbart tiltrækkende og nærværende over det økologiske barfodskoncept, som gør lykke. 'Sikken sæk!' er så langt fra digitalt visuelt pling-plang på storskærm eller tablets – med de kvaliteter, det har – som tænkes kan. Men de små tilskuere er ikke et øjeblik i tvivl om, at det lange hoved og de kosteskaftslignende ben er Lillehesten.
Skulle de komme i tvivl, så sætter Olsens pantomimiske skubberi og højlydte vrinsken tingene på plads.
Det er måske tvivlsomt om små børn ved, hvad et skovbryn eller en snerle er. Opskrifter på svampestuvning og hybenmarmelade tager også klart sigte på voksne ledsagere, der godt kan være dem foruden. Men de dyr og planter, der dukker frem fra skoven, myldrer op af jorden og kommer ud af sækken, genkender alle børn.
Solid inspiration
Toppen er fugleungen med sin mor. Den skal lære at flyve, og det er svært når man er lille og oven i købet gjort af træ og i øvrigt har mere travlt med komisk at skrige på MA-A-D, MA-A-D!!! af sine lungers fulde kraft.
Ungen basker og basker i hånden på sin erfarne og eminente dukkefører. Det kan kun gå galt, og det gør det under stor jubel. Til sidst lærer den gumpetunge lille fugleunge faktisk at flyve, og den frække Lillehesten, der har været borte, kommer hjem igen.
Ind i mellem følger det ene søde og muntre situationsspil efter det andet med pudsige indfald og halløj. Hvert dyr har sin egen tydelige karakter og karakteristiske stemme, så det er nemt at følge med, når de taler sammen. En stor fed gulerod spiller også en rolle og pynter i forsamlingen og i forestillingen.
Det hele bindes fermt sammen undervejs af musik med smæld i klaveret og vokalen. Erik Olsen synger glimrende, og så er han prisværdig god til at gøre sangteksterne lette at forstå, så de glider naturligt ind i forestillingen om sækken, der rummer en hel naturhistorie.
Dog kun i pixi-udgave forstås. Resten må man selv gå ud og opleve i en rigtig skov med blade på træerne, men med solid inspiration fra 'Sikken sæk!'.
