Der er noget skønt over den forvirring, der opstår, når man træder ind i rummet til danseforestillingen ’KropsKøn’. For Gazarts nye forestilling foregår ikke på nogen defineret scene. Der står blot et menneske midt i rummet, og ved siden af står der et andet menneske med en guitar i hånden.
De har begge maskestof for ansigterne – masker sat fast på stramme hætter, nærmest som i fægtemasker. Derfor kan man ikke se, hvem de er, eller hvilket køn de har.
Tilskuerne træder rundt mellem nogle små bunker af tøj rundt omkring på gulvet, indtil de stiller sig i en cirkel rundt om de to mænd – eller sætter sig langs kanten af rummet.
Så begynder danserkroppen at bevæge sig. Det fiffige og muntre kostume har trukket kroppens lemmer ud, så de er blevet meget lange og skæve. De gule ærmer får i hvert fald armene til at nå helt ned til jorden, og der er bundet sorte balloner for enden af dem. Midt på brystkassen bobler endnu en sort ballon ud, men kun én. Der er altså ikke to store bryster på denne krop.
Til gengæld kan man se huden gennem grunddragten, der er en slags heldragt i nylonstrømpestof – sirligt bundet bagpå med sløjfer hele vejen ned langs rygraden. Man kan også se endnu en ballon poppe ud ved knæet. Og støvlernes stofkanter viser sig at kunne folde opad og forvandle sig til luftige ærmer, som danseren fæstner helt oppe ved skuldrene.
Dette forunderligt feminine og dog maskulint proportionerede kropsoutfit af kostumedesigneren Ida Marie Ellekilde indkapsler originalt og iøjnefaldende forestillingens bærende tematik om køn. Hun har dog ladet guitaristen være iført mørk trøje og mørke bukser, så det vitterlig er den farverige danser, man stirrer på hele tiden. Betaget og forundret.
Rundt og rundt
Koreografen Tali Rázga har været tro mod sin grundidé om at skabe en umiddelbart forståelig stemningsdans. Koreografien er ikke knyttet til én bestemt slags dansetræning, for dette er hverken standarddans, ballet eller breakdance. ’KropsKøn’ er snarere drilsk eksistensdans for en hvileløs krop.
En del af udsagnet om både krop og køn ligger altså i kostumet. Herfra er det den tvetydige koreografi, der skaber forestillingens skitse af en fortælling. Dansen rummer ikke nogen indlysende historie, men mere bare nogle sindsstemninger. Vi ser blot et menneske udtrykke sig med glæde, men også med rastløshed og tvivl. Flere gange bryder dansen ud i sekvenser, hvor kroppen drejer rundt og rundt – næsten lige som svimmelturene hos de religiøse dervish-danser, der tilsyneladende kan dreje rundt for altid. Men kun næsten. For kroppen standser pludseligt undervejs, hvorefter armene giver kroppen et stort kram i en beroligende og trøstende omfavnelse. Indtil kroppen altså danser videre igen.
Skørteskift
Komponisten Rasmus Oppenhagen Krogh har komponeret en enkel og melodisk musik med tydelig melankolsk dræven. Man kan høre, hvordan musikken portrætterer dette tvivlende menneske i glæde og begejstring, men også opgivenhed og sukken. Og guitaristen spiller intenst på strengene, mens øjnene bag masken nøje følger alle danserens bevægelser.
Hvad der så sker? Danseren tager sit lange skørt af – og tager et kort skørt på. Ændrer på ballonerne. Ændrer på sine bevægelser. Og drejer igen. Men grundlæggende får vi ikke nogen forklaringer. Vi får blot stemninger og følelser, som vi kan spejle os i, hvis vi vil.
Efter applausen afsløres kønnene dog. For maskerne ryger. Derfor ser vi, at den dygtige musiker er mand, nemlig Søren Øland. Og vi får øje på, at der inde i den langlemmede og sofistikerede danserkrop med de blide og alligevel præcise bevægelser tilsyneladende også gemmer sig en mand, nemlig danseren Joel Fritzon. Med varme øjne.
Køn eller ej
Publikum griner lidt ved synet af mandetrækkene og fuldskægget under maskerne. Men kønsafsløringen får ikke nogen egentlig betydning for oplevelsen af forestillingen. Det er ret skønt, for dermed må det siges at være lykkedes for ’KropsKøn’ at fjerne kønnets betydning, akkurat det, som var forestillingens intention.
Forestillingen vil formodentlig blive tolket meget forskelligt, alt afhængig af tilskuerens alder. De seks-otte årige elever i indskolingen kan sikkert sagtens opleve dansen, uden at de overhovedet er optaget af danserens køn. For de mellemstore skolebørn kan kønsophævelsen måske opleves som et udsagn om, at man frit kan opfatte sig selv som pige eller dreng – eller ingen af delene. Og for teenagerne kan den sikkert ses som et udsagn om, at man er den, man vælger at være – og at man kan have det køn, som man selv vælger at have. Men også at man kan skifte køn visuelt, alene gennem sin påklædning og sine bevægelser.
Æstetisk set er forestillingen for kort og for åben i sin struktur til helt at overbevise som et samlet, koreografisk værk. Det bliver simpelthen for tilfældigt, hvilken dans og hvilke synsvinkler den enkelte tilskuer kommer til at opleve i det udefinerede scenerum.
Men som følelsesskabende værk er ’KropsKøn’ yderst vellykket. Forestillingen er et overflødighedshorn af overraskende scenebilleder, der rammer lige ned i tidens hotte identitetsdebat om det kønnede og det non-binære. Alt sammen med herlig fantasi og fordomsfri bevægelser – og med ballonerne som skønne og latterskabende kostumedetaljer. Unisexballoner, naturligvis.
