Scenografien til ‘Mig Dig Os’ kunne sagtens nomineres til Danmarks bedste legeplads for de allermindste. Her er alt, hvad hjertet og øjnene og fingrene begærer: Klokker i snore. Lyspletter på gulvet. Lyde inde i træstammer. Vand i en søjle. En dims bag en luge. Vattotter ned fra loftet. Et papir, der folder. En spiral, der snor sig. En lampe på en pind. Og en fjer, der måske begynder at dale nedad…
‘Mig Dig Os’ er et sandt sansemekka for børn i mindste nissestørrelse. Rolf Søborg Hansens magiske scenografi er nænsomt afgrænset af nogle lave strandstole rundt om et blødt tæppe; lige et sted for dem, der netop har lært at kravle – eller som drømmer om at komme til det. Og koreografen Thomas Eisenhardt har flettet dansen med med ind i forestillingens generelle undren over verden. For hvad hvis en fjer lige så godt kunne hænge i en snor som på en fugl? Hvad hvis mennesker lige så godt kunne hvirvle sig ind under hinandens arme som at sætte sig på skødet af hinanden? Og hvad hvis storetåen var lige så god til at pege med som pegefingeren?
Børnesamhørighed
Danserne bevæger sig nede i babyhøjde. Den to meter høje Ole Birger Hansen knækker sig sammen, så han kan vugge rundt helt nede på gulvet, og lille Patricia Seron Pawlik bøjer sig fremover, så hendes mave laver sjove bølger i den lyse kjole. Ved premieren var hun endda temmelig gravid, hvilket gav hende en ganske særlig, symbolsk samhørighed med børnetilskuerne – som om ungerne kunne mærke, at noget af hende var meget tæt på dem. Og hendes gule badehætte sikrede resten af smilet. Hvis børnene var nået til alderen med de karakteriserende tillægsord, ville de nok have kaldt badehætten for ’solgul’. Eller måske ’blomstergul’. Eller ’gladgul’.
Maveskindsmøde
Koreografien er en blid strøm af overraskende bevægelser. Flere steder refererer Eisenhardt til sit sidste værk, forestillingen ‘Arme og Ben’ for de 9-12 årige, ikke mindst til dens forundring over kroppens overraskende led, der kan dreje hænder og fødder i temmelig mange retninger. Dansen opstår stille og upretentiøst. Sådan ud fra en vuggende gyng og nogle sommerfugleflaksende fingre. Ud fra legende løb og pjattede sving – og pludselige maveskindsmøder med gulvet.
De to dansere kilder også hinanden, ganske som børnene gør det. Og kvinden sætter sig på ryggen af manden, mens han ligger på alle fire. Ganske som børnene gør det, når de leger hund – eller hest.
For det er en barneleg, dette her. Og samtidig er det et kunstnerisk vokseneksperiment – og et flot respekthilsen til børnene. Catherine Pohers iscenesættelser holder fintfølende et flow og en intensitet, så sansepåvirkningerne akkurat går til grænsen for, hvad disse små mennesker kan kapere. Mærkeligt nok er talereplikkerne forestillingens svageste led. Det virker, som om ordene alligevel forstyrrer og banaliserer mere, end de giver. Til gengæld er musikken af Ivan Perard og Markus von Platen herligt meddigtende uden at være konkretiserende – med lige dele minimalismeklaver og violinstrejf og glade suk.
Pusteplot
For de voksne tilskuere er ‘Mig Dig Os’ et interessant møde med børn og deres fordomsfri abstraktionsevne. De allermindste børn er jo både debutanter udi livet og scenekunsten: De er befriet for forventninger, men også for faste billeddannelser og sammenligninger. Blebørn synes jo ikke, at det er mærkeligt, at der er lyspletter på gulvet. Eller at der er vand i en søjle – eller vattotter ned fra loftet. Der er vel så meget uforklarligt i deres nye verden.
Netop denne abstrakte sans forsøger Eisenhardt at udfordre. Og måske er det netop, fordi projektet er så tilsyneladende umuligt, at det lykkes så overbevisende. Koreografien undgår da også ethvert tilløb til en historie undervejs. Der er blot en mand og en kvinde, som smiler til hinanden. Derudover er der ingen ’handling’. Hver enkelt bevægelse udgør dansen.
Men hov! Pust! Så forsvinder den eller ændrer retning. Nu – og nu igen. Akkurat som den fjer, der måske daler ned lige om lidt.
