Hvis du ryster lidt på kalejdoskopet, forandrer alt sig. Nye spændende mønstre opstår, smukke eller uhyggelige, farvestrålende og symmetriske.
Ligesom tilværelsen. Når du har nået tre-fire-års-alderen, begynder du at blive på det rene med, at ikke alt er stabile variationer over samme tema: Mor og far, familien, stedet hvor du bor, legetøjet, bamsen og pegebøgerne.
Hvis du eller nogen anden ryster lidt på tilværelsens kalejdoskop, vil du også opleve skiftninger, rokader, nye mønstre. Men nu er du kommet i den alder, hvor disse skift kræver en forklaring. Kausalitet – opfattelsen af årsag og virkning – har fået det første spæde lys på sig. Og du begynder så småt, så småt at indse, hvorfor og hvordan mekanismerne udløses.
Enkelhed
Teater Patrasket har sat sig for at fortælle, hvordan alting er i forandring hele tiden. Du kan aldrig være sikker på, hvad der kommer rundt om næste hjørne. Det kan være, det er spændende, udfordrende, skummelt, det kan være trist, og det kan være glædeligt. Sådan er livet og tilværelsen, og der er en tid til, at begynde at indse det – og hvorfor ikke når man er fire til seks år? – for sådan vil det blive ved med at være. Resten af livet. Til du dør. Hvis du ikke bare vil lade dig falde, bliver du nødt til at finde de konstellationer der holder dig oppe.
Alle disse intrikate tankeganger er den voksne anmelders refleksioner. Teater Patrasket har gud ske lov gjort det adskillig enklere: Et stort gulv, tre stoler, en projektionsskærm, et hyllesystem med tre tasker og tre siddepladser, og nogle enkle rekvisitter. Og tre spillere med blomster på tøjet.
Alt handler om 'Hvad er det de andre laver? Kan jeg være med i det? Gider jeg være med i det? Eller vil jeg hellere lave mit eget? Bliver jeg holdt udenfor?'
De tre spillere flytter ordløst rundt på stoler, tasker, positioner – laver noget med en blomst, en buket, et æble. Hele tiden opstår der nye konstellationer, nye mønstre, nye udfordringer, som kræver justeringer for hver og én af dem.
I Patraskets pressemateriale står et lille digt: 'At være én/at være to/at være to mod én/at være tre/at være sammen/med de andre/den anden/eller helt alene'.
Det er fuldstændig præcist. Forestillingen er en demonstration af skiftende relationer mellem de tre, med alt hvad det indebærer af sårbarhed og glæde, ensomhed, fællesskab, og vrede. Plus den gryende forståelse af, at 'hvis jeg gør sådan, så vil de andre gøre sådan, og så må jeg…'. Det er som et se spil billard, at se spillerne studse mod hinanden, mod vantet, mod tingene, og for sit indre øje ser man trehjulede cykler og løbehjul og spande og spader alle vegne. Det er ganske sjovt at se det fremstillet på denne 'abstrakte' måde, selv om musikken bliver vel bastant.
Livet er en svær opgave. Svær at leve, svær at forstå. Men det byder jo også på vidunderlige stunder!
Big Brother
Det kan være jeg overfortolker. I et hvert fald er det forvirrende for mig, med min forståelse af stykket, at store deler af impulserne til skift ikke kommer fra spillerne selv, men som lyde i højttaleren.
Lydene er i og for sig ganske sjove, de laves af instrumenter og kan lyde som prut eller protest eller formaning eller opmuntring. Jeg kan da godt genkende en mors 'kom og spis!' eller kællingen på 2. sals 'ryd op efter jer!' eller morfars 'he-he, unger!' Men hvis det, der sætter aktiviteterne på scenen i gang, er initiativer fra en udenforstående – en slags overvågende Big Brother – forstår jeg ikke helt, hvad det er Teater Patrasket vil med sin forestilling. At vi delvist er styret af kræfter udenfor os selv, helt fra barnsben og livet igennem, er en erkendelse de fire-seks-årige måske kan genkende, men indtil videre næppe bruge til noget.
Uheldigvis så jeg forestillingen, idet festivalen var i færd med at ebbe ud, med næsten udelukkende et voksent publikum. Men jeg indbilder mig, at det målgruppen, kan bruge til noget, er underholdningsværdien her og nu ved genkendelsen af at være med, eller være udenfor, at være sammen, eller alene. Så må forståelsen af hvorfor komme efterhånden.
