Af: Janken Varden

22. maj 2013

At være eller ikke at være (sammen) med

Teater Patrasket vil vise de næstmindste, at tilværelsen er en strøm af skift – til det bedre – til det værre – til det uvante – og tilbage igen.

Hvis du ryster lidt på kalejdoskopet, forandrer alt sig. Nye spændende mønstre opstår, smukke eller uhyggelige, farvestrålende og symmetriske.

Ligesom tilværelsen. Når du har nået tre-fire-års-alderen, begynder du at blive på det rene med, at ikke alt er stabile variationer over samme tema: Mor og far, familien, stedet hvor du bor, legetøjet, bamsen og pegebøgerne.

Hvis du eller nogen anden ryster lidt på tilværelsens kalejdoskop, vil du også opleve skiftninger, rokader, nye mønstre. Men nu er du kommet i den alder, hvor disse skift kræver en forklaring. Kausalitet – opfattelsen af årsag og virkning – har fået det første spæde lys på sig. Og du begynder så småt, så småt at indse, hvorfor og hvordan mekanismerne udløses.

Enkelhed

Teater Patrasket har sat sig for at fortælle, hvordan alting er i forandring hele tiden. Du kan aldrig være sikker på, hvad der kommer rundt om næste hjørne. Det kan være, det er spændende, udfordrende, skummelt, det kan være trist, og det kan være glædeligt. Sådan er livet og tilværelsen, og der er en tid til, at begynde at indse det – og hvorfor ikke når man er fire til seks år? – for sådan vil det blive ved med at være. Resten af livet. Til du dør. Hvis du ikke bare vil lade dig falde, bliver du nødt til at finde de konstellationer der holder dig oppe.

Alle disse intrikate tankeganger er den voksne anmelders refleksioner. Teater Patrasket har gud ske lov gjort det adskillig enklere: Et stort gulv, tre stoler, en projektionsskærm, et hyllesystem med tre tasker og tre siddepladser, og nogle enkle rekvisitter. Og tre spillere med blomster på tøjet.

Alt handler om 'Hvad er det de andre laver? Kan jeg være med i det? Gider jeg være med i det? Eller vil jeg hellere lave mit eget? Bliver jeg holdt udenfor?'

De tre spillere flytter ordløst rundt på stoler, tasker, positioner – laver noget med en blomst, en buket, et æble. Hele tiden opstår der nye konstellationer, nye mønstre, nye udfordringer, som kræver justeringer for hver og én af dem.

I Patraskets pressemateriale står et lille digt: 'At være én/at være to/at være to mod én/at være tre/at være sammen/med de andre/den anden/eller helt alene'.

Det er fuldstændig præcist. Forestillingen er en demonstration af skiftende relationer mellem de tre, med alt hvad det indebærer af sårbarhed og glæde, ensomhed, fællesskab, og vrede. Plus den gryende forståelse af, at 'hvis jeg gør sådan, så vil de andre gøre sådan, og så må jeg…'. Det er som et se spil billard, at se spillerne studse mod hinanden, mod vantet, mod tingene, og for sit indre øje ser man trehjulede cykler og løbehjul og spande og spader alle vegne. Det er ganske sjovt at se det fremstillet på denne 'abstrakte' måde, selv om musikken bliver vel bastant.

Livet er en svær opgave. Svær at leve, svær at forstå. Men det byder jo også på vidunderlige stunder!

Big Brother

Det kan være jeg overfortolker. I et hvert fald er det forvirrende for mig, med min forståelse af stykket, at store deler af impulserne til skift ikke kommer fra spillerne selv, men som lyde i højttaleren.

Lydene er i og for sig ganske sjove, de laves af instrumenter og kan lyde som prut eller protest eller formaning eller opmuntring. Jeg kan da godt genkende en mors 'kom og spis!' eller kællingen på 2. sals 'ryd op efter jer!' eller morfars 'he-he, unger!' Men hvis det, der sætter aktiviteterne på scenen i gang, er initiativer fra en udenforstående – en slags overvågende Big Brother – forstår jeg ikke helt, hvad det er Teater Patrasket vil med sin forestilling. At vi delvist er styret af kræfter udenfor os selv, helt fra barnsben og livet igennem, er en erkendelse de fire-seks-årige måske kan genkende, men indtil videre næppe bruge til noget.

Uheldigvis så jeg forestillingen, idet festivalen var i færd med at ebbe ud, med næsten udelukkende et voksent publikum. Men jeg indbilder mig, at det målgruppen, kan bruge til noget, er underholdningsværdien her og nu ved genkendelsen af at være med, eller være udenfor, at være sammen, eller alene. Så må forståelsen af hvorfor komme efterhånden.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.