Før forestillingen forsikrede en mor sit barn om, at det ville blive sjovt. Det er nu ikke den mest oplagte beskrivelse af Meridianos 'Microsomos', der ikke appellerer til det helt store grin, men som til gengæld byder på meget andet godt.
Først og fremmest en stor visuel oplevelse af det store i det små eller snarere omvendt, for forestillingens katalysator er en lillebitte pige i en seng. Hun hedder Olivia og er syg, ikke alvorligt, men nok til, at hun skal blive hjemme fra skole.
I sengen har hun selskab af sin elefantbamse, der er lige så kær at se på som Olivia selv. Alligevel er det møgkedeligt at være hjemme, hvis man er videbegærlig og nysgerrig og undrer sig over alt det mærkværdige, der foregår i verden.
Og det gør Olivia, hvis fantasifulde appetit på livet breder sig til tilskuerne, efterhånden som historien og forestillingen foldes ud. For pludselig er den lille pige blevet en meget større Olivia, og vupti er vi på en smuk savanne under stjernerne med en lille rød måne i baggrunden og eksotisk strengespil i ørerne.
Poetiske kvaliteter
Sådan fortsætter det. Elefanter dukker op bag hinanden i en lang række med den mindste og ganske lille forrest, og så forsvinder det hele uden varsel igen i det uendelige univers’ kulsorte mørke. Spændt venter vi på den næste visuelle overraskelse, der hurtigt viser sig den ene mere betagende end den anden.
Det hele bliver ledsaget af musik, der følger og bidrager til stemningen i Giacomo Ravicchios ustyrligt opfindsomme og detaljerige billeder, der giver den enkle historie i 'Microcosmos' liv og nuancer.
Neutrale dukkeførere
Det er også nødvendigt, for der er ingen særlig ydre handling eller medspil fra de kompetente dukkeførere til at drive forestillingen frem. Elise Müller er fuldt synlig som Olivias dukkefører, men hverken hun eller Lars Begtrup, der stort set optræder i mørke, udbygger dukkernes udtryk med skuespil.
Det ligner et klart valg, at de optræder meget neutralt. Heldigvis er Elise Müller en god fortæller, som nøgternt sætter ord på den brogede strøm af ultrakorte historier. De handler om Jordens mangfoldighed af dyr og mennesker og om tyngdekraft og rumfart, der glider forbi i den lille scenes mørke.
Blandt meget andet dukker der som det første en cykel op. Den viser sig igen senere, men i større størrelse. Der kommer også et rumfartøj forbi og senere en astronaut frit i luften svævende. Desværre møder man ikke nogen dinosaurer. Men dem kan man jo bare forestille sig er til stede ligesom i computerspil, og Olivia er ikke bange af sig. Hun har – får vi flere gange understreget – næsten det gule bælte i karate, og så er man sej! Så selvfølgelig besejrer hun alle de farlige – og meget sultne – dinoer i kamp.
Filosofisk indhold
Da Olivia er ved at være rask igen, vil hun ikke i seng om aftenen. Det kommer hun alligevel og overraskende nok uden videre vrøvl. Olivia falder i søvn, og mens hun drømmer glider en stor smuk måne gennem mørket.
Den lyser som et poetisk billede på vore tankers og følelsers microcosmos, men er samtidig udtryk for den store verdens konkrete fysiske virkelighed. Det er måske mere, end børn uden videre begriber. Men forestillingens visuelle kvaliteter hjælper det filosofiske indhold godt på vej.
