'Far, Mor og Børn – hver dag!' havde premiere for ti år siden, og jeg er uvidende om, hvordan den så ud dengang, men min gode kollega Anne Middelbo Christensen gav den fem hjertelige stjerner – og sikkert med god grund. For når den nu dukker op igen – i omarbejdet udgave og med én ny spiller – fremstår den med dugfrisk energi som en af de sjoveste børneforestillinger, jeg har set.
Dette er udgangspunktet:
Allerede scenografien er sjov. En stor hane i en majsmark med det makedoniske flag som baggrund er det åbenbart ikke meningen, at jeg skal fordybe mig i, men der er andre langt mere realistiske ting at forholde sig til. i Som forestillingen skrider frem, bliver den overdimensionerede mælkekarton til et skab og – ligeså selvfølgelig – til et TV. Bordet er en pakke smør med to store og en lille stol omkring, og en hullet sveitserost bliver til det naturligste hylle-papirkurv-opvaskemaskine-køkkenskab.
Atså et komplet morgenmads-interiør for far, mor og et barn. Alle i publikum kender det – børn og voksne – far skal på arbejde, mor skal på arbejde, og barnet skal i skole. I nogle sekunder er der fred, Politiken læses, maden spises. Så, med ét: I radioen annonceres det, at klokken er 7:23, og dermed er fanden løs i Laksegade.
Kaos er det rene vand i forhold til det, der opstår i den lille familie: Hvem skal have hvilken taske, huer og jakker, sko og støvler, hvirvler omkring den paniske familie – ikke komme for sent! ikke komme for sent! ikke komme for sent!!
Og hvis 7:23 er ilde, så forestil jer bare den dag, hvor radioen siger 7:50!
Og publikums latter er så spontan – vi ser os selv på scenen – vi ser vore egne morgener, vor egen panik og travlhedens babyloniske forvirring, voksne ligesåvel som børn, parodien rammer plet.
Og det er forestillingens udgangspunkt.
Et antropologisk forskningsprojekt
Med afsæt i den lille families morgen-kvababbelser tager de tre skuespillere os med til en talerstol, hvor en række påstande om De Voksne bliver lagt frem. Og specielt om De Voksnes relation til Børn. Sandheden i disse påstande skal så efterprøves med praktiske eksempler. Empirisk videnskab, simpelthen!
De Voksne Taler I Telefonen Hele Tiden: Anne Dalsgaard er uforlignelig som en Mor, der taler i fire forskellige telefoner mere eller mindre simultant. Man kan ikke andet end at beundre denne Mors sociale kompetence i røret, men når Barnet sendes ind i situationen, ja, så bliver det usynligt. Mor har et Øre for alt og alle i mobiler og fasttelefoner, men intet Øje for barnet, der er kommet hjem fra skole.
Det er en fabelagtig situation, og parodien er spot on! Og den bliver aldrig ondsindet eller bedrevidende, dertil er Dalsgaard simpelthen for hylende morsom. Ja! tænker man, det er præccis sådan det er, og man griner, så skjorteknapperne springer.
De Voksne Bestemmer Alt For Meget: (Ja! Råber børnene i publikum) Hvor vi skal hen på biltur, hvornår vi skal tisse og tanke, om man kan få lidt slik, hvad man skal have på, hvad vi spiser til aften og så videre og så videre.
Alle påstande bliver demonstreret, undersøgt, udforsket i form af den ene sketch sjovere end en anden. Troels Malling er den altbestemmende, forvirrede far som 'lige skal' et eller andet, samtidig med at han skælder ud på barnet: Der er ikke noget der hedder 'jeg skal lige', vi skal spise!
Henrik Holmen er så afgjort på børnenes parti, men tålmodigt overbærende med sine stressede forældre, med et indforstået smil til ungerne i salen. De elsker ham!
Revy og realitet
Sketch efter sketch, situation efter situation, i denne undersøgelse af De Voksne og deres mærkværdige univers er fremstillet med så megen forståelse, så megen genkendelighed, og først og fremmest med så megen humor, at man griner så snørebåndene går op.
Spillestilen er langt ude på overdrevet, og det er fuldstændig rigtigt. På vidunderlig vis tager det aldrig overhånd – problematikken bliver hverken bagatelliseret eller tilsidesat.
Tværtimod – vi mærker hele tiden, at denne forestilling og de tre veloplagte skuespillere er ude på at fortælle os nogle sandheder – uden at moralisere, uden at indsmigre sig, uden at undskylde.
Jeg gik hjem med en forestilling i hovedet, som så absolut tager børns parti, men som også taler til os forældre – på festligt, underfundigt og oprørsk vis.
