Hans Nørregaard, instruktør på og medforfatter til forestillingen ‘Mit skatkammer’, der er en samproduktion mellem AbstraXteater og Nørregaards Teater, skriver om reaktionen på anmeldelsen af forestillingen, som Janken Varden gav en enkelt stjerne i børneteateravisen.dk:
Kære Janken,
Allerførst vil jeg gerne sige dig tak for anmeldelsen af ‘Mit skatkammer’, som du anmeldte i børneteateravisen. Når jeg gerne vil takke dig, er det fordi jeg (for en sjælden gangs skyld) respekterer en anmeldelse. Nogle anmeldere refererer ofte bare, hvad de har set, og slutter med om de kan lide det de har set, eller ej.
Det, du har gjort, er – efter at du har givet luft for din skuffelse/ærgrelse – at du er gået ind i forestillingen og først resumerer og dernæst ræsonnerer. Du har givet Bo (Stendell Larsen, forestillingens medvirkende, red.) og mig et værktøj i hænderne, som vi har taget med sammen med arbejdstøjet, og vi har været på gulvet igen og arbejde med forestillingen. Og efter min mening fået en skarp og præcis forestilling ud af det, som du måske kunne have lyst til at se ved lejlighed, også for at du kan se, at vi virkelig har taget din anmeldelse seriøst.
Mødet mellem AbstraXteaters abstrakte univers og Nørregaards Teaters, i dette tilfælde undertegnede, håbede vi ville give forestillingen en klarhed og abstraktion på samme tid, men den forestilling, du så – og som jeg også selv overværede – var ikke god. Der var nogle praktiske omstændigheder, stress osv. og nogle forkerte valg fra vores side, der for mig at se gjorde lige netop den forestilling rodet.
Og så lidt mere konkret: Kustoden er nu stram og ren i udtrykket, ingen la-la, men en kustode der passer sit arbejde, og han ved at skulpturerne skal stå snorlige på piedestalerne, og derfor retter han respektfuld på en, og stemmen (Chefen) taler til ham. Resten af forestillingen berører han skulpturerne respektfuldt, som man skal med kunst.
Vi er vendt tilbage til vores oprindelige ide med, at kustoden har en taske med på arbejde (ingen pakke fra posten), hvori der ligger et bind af ‘Mit skatkammer’, som han læser i, hver gang der er en pause. Han læser de fantastiske rim og remser op, for børnene, skulpturerne og sig selv. En skulptur taler til en – uden at sige noget, men den siger en noget. Derfor taler skulpturerne, måske inde i kustodens hoved, men vi hører det.
Det viser sig så at kustoden gennem tiden ind imellem har medbragt et nyt bind, så samtlige bind (10 styk) af ‘Mit skatkammer’ er tilstede. De resterende ni dukker op under den piedestal, som kustoden sidder på, og med glæde anbringer han helt åbent bøgerne – lige så respektfuldt som den øvrige kunst – på en piedestal. De skal også udstilles.
Rent scenografisk har vi gjort det meget simplere. Væk med bagtæppet, fast lys og ikke det spøgelsesagtige lys, der var, når skulpturerne talte til kustoden. Og arealmæssigt er museet blevet mindre og publikum sidder nu på tre sider. Dette gør det hele mere intimt og nærværende.
Jeg vil slutte med at glæde mig over de rosende ord sidst i din anmeldelse om, at du kan se vores ide med det hele. Museet nu har fået en troværdig kustode, der klæder det lille kunstmuseum, og jeg er sikker på, at vores ‘reparation’ – med vores værktøj fra dig – vil være til glæde for vores publikum.
Tusind tak for hjælpen
Hans Nørregaard er freelanceinstruktør og tidligere leder og stifter af Nørregaards Teater
