I Kina, ved du jo nok, går kineserne med spidse hatte. Og i Teatret Fyren og Flammens ’Nattergalen’ efter H.C. Andersen er der virkelig skruet op for kineseriet. Kostumerne er storladne, scenografien er prydelig, og baggrundsmusikken er traditionelt kinesisk.
Indimellem de egentlige spillescener i forestillingen får vi endda en række intermezzi, hvor de to medvirkende danser kinesiske, ceremonielle festdanse. Det bliver selvfølgelig i en light-version, da de kun er to, og dragefiguren og vifterne blev nok alligevel for meget for dem.
Det kinesiske tager næsten overhånd. Vi mangler sådan set kun den gule maling i ansigtet, før opsætningen skrider over grænsen for, hvad vi i vore dage kan acceptere af kulturklichéer.
Men som forestillingen fremstår her, gør ’Nattergalen’ det gamle, kejserlige Kina lige så eventyrligt, som H.C. Andersens indledning om kineserkejseren og alle kineserne omkring ham. Det var jo lang tid før både Sun Yat-sen og Mao Zedong.
Når man træder ind i kejseren nedefra
De to medvirkende, Birger Bovin og Christian Rossil, spiller både kejseren og tjenerne ved hoffet. Det gør de med fint iscenesatte karakterskift, som får lov at fylde lidt mere i forestillingen, end vi normalt ser. Særligt er iklædningen af kejseren, når han skal på scenen, lidt af et udstyrsstykke.
Kostumet er næsten lige så bredt som scenen og lige så langt som fra loft til gulv. Når kejseren ikke er i spil, hænger kostumet som en hel dekoration på bagvæggen, og når Birger Bovin skal påtage sig rollen, må han så at sige træde ind i kejseren nedefra. Det ser løjerligt ud, men det fungerer forunderligt nok ganske fint.
Tjenernes kostumer er identiske, og nogle gange har Christian Rossil desuden en spids kineserhat på hovedet. Vi skal desværre ret langt hen i forestillingen, før det går op for os, at denne ene spidse hat (vistnok) repræsenterer en hovedkarakter i forestillingen – nemlig drengen, der kender til nattergalen.
Og så kan det da nok være, at det bare er denne anmelder, der er lidt sløv i optrækket. Men ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at der tilsyneladende ikke er nogen skuespilteknisk forskel imellem tjenerne.
Det var jo ellers oplagt, når man nu har skuespillere på scenen, at de spillede de forskellige roller forskelligt. I hvert fald således, at vi ikke forveksler karaktererne med hinanden, fordi vi ikke lige havde fanget dén med hatten.
En rimeligt én-til-én nattergalefortælling
Kan et teater være for lille til en drejescene? Vist ikke, hvis vi spørger Teatret Fyren og Flammen. For de har taget en drejescene med, som de bruger dels til sceneskift og dels som udstillingspodie for kejseren. Den er manuel, så den skal drejes af de medvirkende selv, men det bliver også ganske velintegreret i forestillingens iscenesættelse.
I løbet af forestillingen – dér, hvor hele hoffet skal ud at lede efter nattergalen – kommer der nogle frivillige publikummer op på scenen. De skal være statister og spille en del af hoffet. De går og sidder på drejescenen og bliver med få effekter en fin lille del af forestillingen.
I det hele taget er forestillingen ganske inddragende, og det overkineserede udtryk virker da også dragende på os. Og den udødelige fortælling om nattergalen og den kunstige guldfugl bliver genfortalt rimeligt én-til-én, så vi får en ikke alt for kunstig H.C. Andersen-oplevelse.
Derfor lader vi os ikke slå ud af en (forhåbentligt kun på denne dag på Aprilfestival 2019) uheldig lydjustering, som gør baggrundsmusikken for høj og replikkerne for lavmælte, så vi langt hen ad vejen bøvler med at høre. Der er nemlig kinastemning og nattergalesang nok til, at vi alligevel får en Andersen-eventyrlig teateroplevelse med ’Nattergalen’.
