En stumfilm knitrer på et lærred på scenen. Et par danser tango. Det er vist i 1930’erne. Parret danser stolt rundt, igen og igen.
’Det er min oldefar,’ siger skuespilleren Lars Dammark stolt. ’Han var en af Argentinas bedste tangodansere.’
I et hyggeligt, lille rum med filmapparatet og lærredet sammen med et skrivebord og et par gamle bunker aviser i Carsten Wittrocks scenografi får vi fortællingen om en dansker, der emigrerede til Argentina. Manden havde udlængsel i sin sjæl og danserytmer i sine fødder – og derfor lokker tangoen ham med uimodståelig kraft.
Forestillingen hedder da også ganske enkelt ’Tango’ – skabt af Teater O sammen med Nørregaards Teater og Black Box Theatre. Om dette virkelig er en autentisk historie om Lars Dammarks oldefar, eller om det hele er pure opspind, er egentlig ligegyldigt. Om det er dokumentarteater eller troværdig fiktion betyder ingenting. For der skabes en bjergtagende historie om denne tangodanser – lige for øjnene af os.
En særlig balance
Sammen med den debuterende teaterinstruktør Asta Kamma August er det lykkedes Lars Dammark som både dramatiker og skuespiller at finde en ganske særlig balance mellem skuespillerens fortælling om oldefaderen og hans eget skuespil som oldebarnet – en balance, der får en overraskende og medrivende forestilling til at opstå.
Denne forestilling er nemlig ikke blot en beretning om en fattig, dansk udvandrer. Det er i lige så høj grad en beretning om en mand, som ikke passer ind i normerne. Ikke mindst ind i familiens forventninger om, at han gifter sig med sin forlovede, som han har gjort gravid, inden han rejste af sted til Sydamerika…
Men som Lars Dammarks oldebarn forklarer oldefaderens svigt: ’Men han havde en drøm!’
Det mørke hårs kraft
Lars Dammark spiller fuldstændig fænomenalt i denne dobbeltrolle som både sig selv og sin oldefar. Han taler lavmælt om sin stolthed over at have arvet oldefaderens mørke udseende og hans vilde temperament.
Samtidig spiller han på hele sit eget udtryksregister, når han forklarer om sin oldefars lidenskabelige forhold til tangoen: begejstringen, ironien, stædigheden, distancen…
Og han fortæller om oldefars første par tangosko med oprigtig ærefrygt: Skoene bliver symbolet på længslen efter tangoen, men allermest symbolet på længslen efter at finde sig selv.
Bredt grin
Undervejs griner Lars Dammark sit brede grin, sådan som han så ofte ført har gjort det; senest i sidste års stærke flygtningeforestilling ’Hvis det var her’.
I ’Tango’ gør Lars Dammark også kærligt nar ad sin oldefar, når han viser, hvor kejtet hans oldefar følte sig de første gange, han lod sig lokke af musikken til at danse sammen med de andre, mandlige lagerarbejdere på havnen i Buenos Aires. Men i ’Tango’ viser han også andre og nye, imponerende sider af sit store skuespillertalent.
Han spiller både ’sig selv’ og sin oldefar, men han indgår også parallelt i en fuldstændig naturlig øjenkontakt med os som tilskuere. Han undskylder sin oldefar, og han bærer over med ham – og det er netop i disse øjeblikke, at han giver denne fortælling en ny dimension. For gennem sin medfølelse sætter han også tilskueren fri af alverdens fordomme og moralske principper.
Han giver tilskueren lov til at mærke oldefars livsnødvendige beslutning om at strunte i familiens begrænsende krav og i stedet hengive sig betingelsesløst til tangoen. Og han bygger frihedstrangen op med så ægte undren, at man ikke kan gøre andet end at følge hans beretning i ét langt sus.
Drømmen om en Maria Rosita
Ved siden af Lars Dammark sidder guitaristen Alejandro Sancho. Han klimprer stilfærdigt og underdrevent på sin guitar, charmerende og kommenterende.
Langsomt får hans tangotoner fremmanet billedet af et pulserende Sydamerika i gamle dage – varmt, fattigt, svedigt. Lige indtil hans musik ændrer sig, da den spændstige oldefar en dag endelig møder sin Maria Rosita.
Den lysende kvinde er overvældende smuk på det gamle diasbillede. Faktisk så smuk, at manden kommer til at flå lysbilledskærmens sarte papir ned og kramme det i en omfavnelse af lutter begær…!
Slidte sko
Hvad der videre sker, skal ikke røbes her. Blot at alle vi tilskuere sad tryllebundet og slugte hvert eneste ord og hver eneste dansebevægelse – og at flere af os fik travlt med lommetørklæderne bagefter. For ’Tango’ er virkelig en overrumplende smuk sjælerejse. Sammenflettet i den fineste dramaturgi af Anne Majgaard Basse.
Jovist, oldefars tangosko blev slidt med årene. Men da forestillingen er forbi, sidder tilskuerne og forstår, at disse tangosko ikke bare var et par nydelige lædersko med glatte såler. Disse sko har været adgangsbilletten til den personlige frihed for en mand, der kun kunne føle sig som sig selv ved at danse. Så det gjorde han. Gudskelov.
