Teaterværkstedet Madam Bach har godt fat i vejret. Tidligere har det været regnen, der har fået sin egen forestilling, og nu er turen kommet til blæsten.
Forestillingerne rammer præcist ind i børnehavebørnenes undren. For hvad er vind i det hele taget for noget? Man kan jo ikke se den. Men man kan mærke den i kroppen – og høre den…
’blÆst’ er blevet en sympatisk og fantasifuld oplevelsesrejse. Pernille Bach står selv i centrum som en Smilets Kvinde – hele tiden imødekommende, opmuntrende og nysgerrig. Hun indfanger ungerne og deres voksne med charme og blidhed. Og ved sin side har hun Christian Schrøder – støttende, rar og jordnær.
De to småsnakker og fabulerer sammen, mens de tager fat i det utalt af påhitsomme rekvisitter, som hænger rundt om dem i det halvbuetelt, som udgør Luise Midtgaards sporadiske scenografi: Vindmøller, snore, balloner…
Men man får stærke ben
’Den dag, jeg blev født, var det blæsevejr,’ siger Pernille Bachs kvindepige stolt. Og ungernes opmærksomhed er vakt; de fleste af de 3-6-årige ser dog ikke ud til at have tænkt over vejret, den dag de blev født. Men de kan tydeligvis godt se, at blæst er et godt tegn…
Herfra tager replikkerne form af nogle monologer med fine og fiffige enderim, når det passer sig. ’Når sejlskibene sejler afsted, så er det vinden, der tager dem med,’ lyder ordene. Men der er ikke noget rigtigt sejlskib i hånden på kvinden. Bare nogle håndbevægelser med andre ting. Det gør det ret krævende for børnehaveungerne – og ret abstrakt.
Så går det bedre, når ordene bliver illustreret. Som f.eks. når en lillebitte minicykel bevæger sig op af en lillebitte bakke, mens ordene matcher sådan her: ’Det er godt nok hårdt at cykle op ad bakke. Men man får stærke ben.’ Den slags kan man jo forholde sig til, når man selv fræser rundt på trehjulet cykel i børnehaven hver dag.
Derefter bliver forestillingen eksistentialistisk. ’Hvor er vinden henne, når der er vindstille?’ spørger kvinden. Og så bliver der også temmelig vindstille blandt børnene.
Søm på et bræt
Men uanset hvor skarpt spørgsmålet og de efterfølgende refleksioner er, så fortaber handlingen sig. Dramaturgien slækkes, og de mange, løsthængende rekvisitter bliver til en endeløs række af enkeltting. Historien mangler også en vedvarende fortællervinkel. Måske pigekvinden bare skulle have været hovedpersonen? Det var trods alt hende, der var blevet født en dag med blæsevejr…
Undervejs kommer forestillingen til at virke som ophobede påfund. Plastik er smukt, når man blafrer det. Vasketøjssnore er sjove, når man leger fange mellem dem. Og silhuetbilleder af en elefant og nogle kameler er fine, hvis man vil fortælle noget om ørkenen. Men hvis man ikke har nogen konkrete historier, så bliver rekvisitterne altså uinteressante i længden.
Musikalsk dukker der lige så mange forskellige lyde op – fra stormvejr til lirekasseglid. Christian Schrøder optræder som musikentusiast, der gerne vil vise børnene, at man kan lave musik på de fleste ting – og at man ikke behøver rigtige ’vokseninstrumenter’ for at lave sjov lyd. Det er da også en glimrende pointe. Problemet er bare, at hans hjemmesnedkererede søm-på-et-bræt-instrumenter vitterlig ikke lyder som andet end elastikker-mellem-søm-på-et-bræt. Så snup dog en guitar, tænker man. Eller en blokfløjte, der kræver vindpust.
Sætningen blæser væk
Hen mod slutningen kommer en skøn lille scene. Nu er emnet den hurtige blæst, altså orkanen. Her er en fortælling om en onkel, der ville flyve med luftballon til Skanderborg, men som blæste helt ned til Kina – og som måtte tage toget hjem igen. Vidunderligt! Her er faktisk ansatsen til en forunderlig historie, som både voksne og børn ville elske at høre mere til. Men også den er blot en enkelt sætning, der får lov til at blæse væk igen.
Flere teatre er i øjeblikket optaget af at skabe musikdramatiske forestillinger, hvor musikken er mere væsentlig end det dramatiske. Som f.eks. den balinesisk inspirerede ’I svalens fodspor’ på Anemone Teatret og den jazzede ’Forvandling’ med Teatret Om.
Fælles for dem er problemet med at holde intensiteten i forestillingen hele vejen hen mod slutningen. Men også med visuelt at holde fokus; instrumenter fragmenterer lynhurtigt en scene.
I ’blÆst’ får instruktøren Lisa Becker forhåbentlig en chance for at stramme op på historien – og indføre mørkelægning – så forestillingen kan komme til at samle sig, sådan som tekstens gode rim fortjener det.
Som det lyder, når de vindglade, hvide rosenblade hvirvler rundt på scenen: ’Når det blæser, så er det vinden, der holder fest.’
