Hvor svært kan det være?
Ret svært, når det gælder moderne familierelationer. Med skilsmisseforældre, papsøstre, mødre, fædre, brødre – mere eller mindre pap alt sammen. Og så er der weekenderne og højtiderne. Hvem er hos hvem hvornår? Og hvad skal man lige huske i tasken fra mor, når man skal på besøg hos far. Måske de voksne kan finde ud af det, men i mange børns hoveder summer og snurrer det, mens de forsøger at holde styr på virkeligheden og hverdagen.
Fortælleteatermanden André Andersen jonglerer virtuost med alle disse relationer i forestillingen 'Den halve papdreng'. Med halve og hele fædre og mødre, lige og ulige uger, nye søskende, der pludselig ikke er der mere alligevel, fordi far og papmor har slået op igen. Den halve papdreng hedder Peter – og påstanden er, at han er en helt almindelig skilsmissedreng, lige bortset fra, at han en enkelt gang var rigtig modig. Han turde nemlig sige fra over for sin mor.
Men det kommer vi til. André Andersen fortæller om Peter og bliver til Peter, så vi er ganske stakåndede af al den fortælleglæde og energi, der strømmer os i møde. Og så fejler teksten bestemt heller ikke noget. Man mærker bidraget fra standupperen Sebastian Dorset i iscenesættelsen, tror jeg. Her er i hvert fald et skarpt blik for de præcise og komiske detaljer i hverdagens mange udfordringer.
Råb op og sig fra
Jeg tror, at beskrivelsen af Peters liv rammer målgruppen ret præcist. Med en far, der er overstyret, fordi han kun ser sin dreng hver anden weekend og derfor skal realisere al sin kærlighed i et hav af aktiviteter, hvor Peter måske hellere bare ville være sammen med ham og kunne overskue situationen. For Peters liv ér kompliceret. Alle de regler, alt det der skal huskes. Hvad kan far lide og hvad bryder mor sig bestemt ikke om? Ud over far, altså!
Peter ser sig selv som en hund, der registrerer alt omkring sig. Måske det begyndte den aften, hvor forældrene fortalte, at de skulle skilles. Peter funderer stadig over, om det mon var, fordi han spurgte dem om det, at det rent faktisk skete. Er skilsmissen i virkeligheden Peters skyld?
En dag møder Peter sin halvbror, der pudsigt nok også hedder Peter. De to drenge finder ud af, at de har mange ting til fælles. Så to halve papdrenge finder hinanden. Men må de også kunne lide hinanden? Og være sammen, når nu den ene bor hos far og den anden sammen med mor og hendes nye kæreste? Åh, hvor det er kompliceret!
Til sidst får Peter nok ad al den familiemæssige forvirring. Det er her, han er modig og råber op. Hvilket samtidig er forestillingens fine budskab. At man engang imellem kan blive nødt til at råbe op og sige fra. Først råbe op og så bagefter tage den stille og alvorlige snak med den ene eller begge sine forældre om den hverdag, der pludselig er blevet for kompliceret for et barn på 10-12 år.
En fornøjelse
Og tror man, at historien om Peter ender lykkeligt, tager man heldigvis fejl. En ny og mere ærlig begyndelse – det er, hvad vi får. Hvilket nok også er langt sandsynligt i forhold til den virkelighed, forestillingen læner sig fornemt op af.
Som fortælleteater – denne forkætrede genre – er forestillingen en fornøjelse. André Andersen bruger hele kroppen og stemmen – fra det hviskende til de høje råb – og han sprinter elegant ud og ind af rollen som Peter.
Jeg så forestillingen til Aprilfestivalen i Holstebro med lutter voksne på tilskuerbænkene – vi havde en fest! Og det tror jeg også, at ungerne vil få. En genkendelsens fest.
