Alle kender det: Man sidder i sofaen. Man er alene hjemme. Alt er egentlig fint. Men så hører man pludselig en mærkelig lyd. Og så er man ikke længere helt så sikker på, at man er alene…
Det er denne underlige og skræmmende følelse, som Hr. Teater har skabt en forestilling om – med høj puls og nervøse blikke. Titlen på denne lille soloforestilling er ’Pudemin’, og teatret kalder den muntert nok for ’et sofastykke’, eftersom det handler om en pige og en pude, der på magisk vis bliver levende.
Instruktøren Ida Kenskov har fint ladet alt udgå fra sofaen: En hvid sofa med to turkis puder. Her sidder skuespilleren Louise Marie Skaaning iført hvid nederdel og skjorte. Hun er aldeles alene. Men hun småsludrer og ordner sine puder og taler nærmest til dem, som om de var veninder – eller katte. Indtil altså pludselig en af puderne vælter, og sofaen viser sig at have hemmelige nødudgange. Og så bliver den helt særlige pude levende…
Sjov energi
Skuespilleren Louise Marie Skaaning har en sjov energi på scenen. Hun er dejligt autentisk i rollen som den modige alene-hjemme-men-det-gør-ikke-noget-pige, og hun skaber en fin og umiddelbar kontakt til de store børnehavebørn og skolestarterne.
Det samme kan man selvfølgelig ikke sige om skuespilleren Camilla Maike Juul, eftersom hun i rollen som ’puden’ spiller hele forestillingen uden øjenkontakt – gemt inde i et sært forstørret pudevår af turkist strækstof.
Men Camilla Maike Juul har en fin fysisk spillestil, der skaber en god besjæling af den ensomme pude, der egentlig bare gerne vil i kontakt.
De to skuespillere udkæmper i hvert fald en skæg styrkekamp. Selvfølgelig viser det sig, at pigen og puden har brug for hinanden. Alene af den grund, at det er sjovest at have nogen at lege med.
Hundefarce
Ungerne hviner af fryd, når pigen spurter rundt efter puden – ikke mindst når hun efterhånden glemmer, at hun er bange, fordi hendes nysgerrighed er stærkere end hendes frygt. Det er komisk, og det bliver i sig selv et billede på, at frygten kun findes, så længe man er handlingslammet. Så snart man går i aktion, bliver frygten til at tackle – og faktisk viser den sig endda ofte at være ubegrundet.
Da pigen kommer ovenpå og ikke længere er ved at dø af skræk, begynder hun endda at behandle den levende pude som en hund, der skal adlyde hendes ordrer.
Her udvikler forestillingen sig decideret til en farce – og det er sjovt.
For spinkel idé
Problemet er, at forestillingen bliver alt for langstrakt, og at gentagelserne bliver for mange.
Dramatisk set er selve idéen bag forestillingen for spinkel. Der er ikke stof nok til hele forestillingen, og det bliver for ensomt og tavst for pigen i sofaen. Under Aprilfestival i Syddjurs begyndte børnene simpelthen at byde ind med replikker til pigen.
’Ved du godt, at det er et menneske?’ spurgte en dreng hende, da puden havde rejst sig på i fuld højde. ’Spørg nogen, om de kan hjælpe dig!’ anbefalede en pige, som om hun var en voksen – og pigen vitterlig en lille pige. ’Man skal lære at være venner,’ lød et gammelklogt råd fra en lille dreng.
Den slags reaktioner viste, at moralen fra forestillingen blev grebet og forstået direkte af børnene – og det var jo glimrende. Men de viste også, at børnene for længst havde fanget pointen, og at de derfor ville ’hjælpe’ skuespilleren. Dette brød selvfølgelig fiktionen og drejede forholdet mellem skuespillere og tilskuere 180 grader…
Feel-good musik
Essensen er, at iscenesættelsen af ’Pudemin’ virker for ensformig, og at historien mangler udvikling. Egentlig virker det, som om scenen ville have været et forrygende revynummer på 10 minutter – også for voksne – men at den ikke rummer tilstrækkelig med nuancer til at bære en hel forestilling på 35 minutter.
Musikken af Christian Balvig har dog noget dejligt ubekymret og legende over sig. Den udnyttes også glimrende og nærmest koreografisk, når skuespillerne bruger musikkens toner og rytmer direkte i deres spil, næsten som om både pigen og puden var dansere. Musikken rummer samtidig en smittende feel-good-stemning.
Det er formodentlig netop denne stemning, som de fleste tilskuere mærker – og som velsagtens er det vigtigste ved forestillingen: Sofastemningen af både frygt og tryghed.
