‘Nul fantasterier’ står der manende på skoletavlen. Et sundt samfund bygger på fakta, viden og kendsgerninger, doceres det sammenbidt og formynderisk af de voksne magthavere for de stakkels børn i byen Sodborg. Men den morale er jo helt forkert; det ved vi så udmærket, alle os gode mennesker, der har set masser af børneteater. Derfor er det ikke noget let udgangspunkt, at pointen – moralen, om man vil – er slået fast i løbet af det første minut, mens forestillingens resterende 79 minutter så skal bruges på at demonstrere samme morales evige sandhed. Man kan sige, at historien i Fair Plays og Odsherred Teaters version grundlæggende mangler noget modstand og nogle overraskelser. I stedet må den bruge hele sin sceniske veloplagthed til at overrumple og fastholde vores interesse.
Derfor er denne frie bearbejdelse af Dickens-klassikeren ’Strenge tider’ fra 1854 da også tekstmæssigt svagest, når den forsøger at være politisk aktuel, og stærkest, når den fortæller en almengyldig historie om menneskelige følelser. Dels fordi forsøget på at trække paralleller til den siddende borgerlige regering virker anstrengt og mangler begavet snert, dels fordi historien dybest set er et klassisk, person-orienteret opgør med den fædrene trang til at kue børn og påtvinge dem egne værdier og normsæt. Præcis samme brillante komedie- og oprørsmodel, som vi finder hos Molière og Holberg.
Det er også her, opsætningens spillestil fungerer sikrest og mest underholdende. I opgøret med stivnakkerne. Når portrætterne af de fæle kapitalister og udbyttere skal tegnes, tager indignationen nemlig over, og derfor havner vi alt for let i det politiske teaters banale og overkarikerede spillestil, som den kom værst til udfoldelse på Fiolteatret i 1970’erne.
Men heldigvis handler historien mestendels om de to børn, Louisa og Tom, der skal afrettes og oplæres i den rette tro, så de kan indtage deres plads i samfundsordenen. Tom som bankmand, Louisa som hustru til faderens bedsteven. Som i øvrigt også er ham med banken. At de stakkels børn gør oprør, er næppe nogen overraskelse. At farmand kommer til besindelse til slut, vel heller ikke. Alligevel er det trods alt ikke fantasien alene, der sejrer, men en blanding af fornuft og fantasi. Begge dele må til, hvis vi skal blive hele og lykkelige mennesker. Parallellen til den klassiske komedie fra 1700-tallet synes slående.
Præcisionskomik og skægge påfund
Så vidt moralen. Det forfriskende ved forestillingen er dens energi, dens spillestil og dens opfindsomhed. På et kridtgult gulv, foran et gullighvidt bagtæppe, fortælles og spilles historien i gøgler-, cirkus og commedia dell’arte-stil ved hjælp af en masse stiger og et mobilt harmonium, der undervejs skaber fornøjelig underlægningsmusik. Instruktøren Alex Byrne bruger desuden sin herligt fabulerende fantasi, barokke figurer med buskede overskæg og store næser, lydeffekter og en mængde bevidste og morsomme stil- og illusionsbrud undervejs. Som når figurerne begynder at skændes om, hvordan historien fortsætter.
Ikke mindst Christiane Bjørg Nielsen og Henrik Ipsen er leveringsdygtige i skønne grimasser og grandiose følelsesudbrud. Hun som lærerinde Kværkerbørn og stramtandet husholderske, han i den klassiske faderrolle med det fastlåste verdensbillede og fakta-fikseringen. Modsætningen finder vi hos Lotte Bergstrøm, der tegner pigen Louise med stille styrke og renfærdig inderlighed. Henrik Steen Larsen er fin som sønnen Tom, der ender i cirkus, Robert Parr giver gavtyvecharme til både cirkusdirektøren og den mystiske, mørkhårede mand, der dukker op og vækker Louisas følelser, og Mei Oulund bruger masser af tempofyldt energi på den fæle og følelsesafstumpede skurk, der styrer byen med hård hånd, uden at det dog i opsætningen bliver ganske klart, hvorfor denne rolle lige akkurat skal spilles af en kvinde.
Det er især på sin præcisionskomik, sine sceniske detaljer og sine skægge påfund, at forestillingen kommer frelst i land. På sin fantasi, med andre ord. Og dermed bekræfter den på det nydeligste sin egen morale. At uden fantasi går det ikke. Hverken på teatret eller i virkeligheden.
