Hvor er det dog irriterende med alle de voksne, der undrer sig over, hvor stor man nu er blevet. Eller om man har en kæreste? Eller om man er glad for at gå i skole.
Så er det let at blive en smule teenager-trodsig. Når man nu er teenager og i forvejen har svært ved at få tingene til at hænge sammen. Med kroppen, der vokser og hovedet, der er forvirret. Med kærester og hormoner, kikset udseende og mobning.
Teater Baglandets lille forestilling forsøger – i lighed med en del andre teatre i denne tid – at sætte ord og krop på teenagernes kvababbelser. Også formen er velkendt – en slags revy over forskellige fænomener, her baseret på statistik og videnskab.
Så det er to voksne i hvide kitler, der introducerer sig selv. De har også været unge for ikke så mange år siden, fortæller de.
Hun (Sofie Pallesen) var den højeste pige i klassen, han (Jesper Pedersen) var lidt sær, fordi han helst ville være alene.
God kemi
Fin lille præsentation, inden de to kaster sig over tallene, videnskabeligheden og hverdagen. Kroppens anatomi, for eksempel, efterfulgt af en lille sekvens med teenagere foran spejlet. Ingen røv, masser af bumser, fyld i bh’en og dårligt hår – ikke noget godt udgangspunkt for et i forvejen akavet møde.
Dreng møder pige, åh, hvor det er kejtet! Skulle man ty til skønhedsoperationer og kosmetiske indgreb? Eller slankekure?
Og hvordan er det lige at være den tykke dreng i klassen? Eller den tynde pige, kaldet BMV – Bræt Med Vorter!
De to vil så gerne være som alle andre – og hvem vil ikke det? Især i puberteten. Men der er jo også det med typer. Hvilken type skal man være, og hvad skal man, når skolen er overstået? Fra akrobat til åndemaner – alle alfabetets muligheder lægges frem, sammen med forelskelsens kemiske konstruktion, bataljer på hjemmefronten og den første famlende date.
En habil lille forestilling er det. Ikke mindst fordi kemien mellem Sofie Pallesen og Jesper Pedersen er god. Og fordi vi tror på deres udtryk og historier, mens de fortæller dem. Den sceniske ramme er særdeles beskeden – lidt lys og lyd, få rekvisitter og to spillere på langs i rummet, mens de selv styrer al teknikken.
Den spillemæssige form i Solveig Weinkouffs koreografiske iscenesættelse virker som en ganske elegant blanding af alvor og pjat, ord og krop. Sympatisk.
