Balletten om lille Clara og nøddeknækkersoldaten har altid været et julehit. Men kan en helaftensballet med indviklet handlingsgang, stort udstyr og masser af bravournumre gøres spiselig for moderne børn?
Med sin nye udgave af ’Nøddeknækkeren’ når Pantomimeteatret i Tivoli i hvert fald et godt stykke ad vejen. Især i 1. akt, hvor pantomimen står stærkere end den store danseoplevelse. Men grundig forberedelse må anbefales.
Pantomimeteatret og Dronning Margrethe som scenograf har taget klassikeren under radikal behandling og skabt en sød og sjov og meget børnevenlig forestilling med et mylder af skønne små medvirkende.
Musikken er stadig Ttjajkovskijs smægtende dansetoner. Men den russiske nøddeknækker er blevet københavnsk, og det klæder den. Historien er mere genkendelig og nærværende, selv om vi er helt tilbage i 1870'erne.
Voksne kan more sig over de historiske personer, der er sat ind i historien, med Tommy Edvardsens papirklippende H. C. Andersen som topnummer. Han klipper og fortæller eventyr som en godt tænkt introduktion til ballettens kendte figurer. Blandt andet den væmmelige Snedronning, som danses med uhyggelig iskulde og stenansigt af Sayo Shiba.
For børn er det store scoop, at ’Nøddeknækkeren’s traditionelle Slaraffenland er skiftet ud med Tivoli. Kønt og muntert sat på scenen i Dronning Margrethes gedigne scenografi, der helt i forestillingens ånd er mere julehyggelig end glamourøs. Desuden er Tivolis scene mere overskuelig end mange andre i den store størrelse.
Gys, gru og glæde
Det indledende julekalas udspiller sig i en københavnske borgerfamilie, hvor Jette Buchwald folder al sin erfaring ud som husholdersken, der ligner en komisk gokkende høne på hjul.
Midt i det gigantiske opbud af store og små julegæster får familiens datter Clara en spilledåse med det dejligste dansepar af balletmester Bournonville og en eventyrbog af H.C. Andersen.
Nøddeknækkersoldaten af træ er Claras mandelgave. Da julefesten er forbi, og Clara kommet i nattøjet, lister hun ned for at hente ham, men falder i søvn under det store juletræ, der stråler med lys og flag.
Og så går det ellers løs med gys og gru og glæde i et sprudlende eventyr, hvor de klassiske indslag er nytænkte og nogenlunde overskuelige.
Her er forrygende musekrig med et væld af rappe musebørn, hvis små ben går som trommestikker. Den uhyggelige museheks er tæt på at slå nøddeknækkeren ihjel, men får i sidste sekund kappet hovedet af med Andersens saks. Det sørger lille tætte Teele Udes smukt og yndefuldt dansende Clara for. Shausn Kelys nøddeknækker er da også så tiltrækkende, at man forstår hendes mod.
Derefter følger en herlig ballonfart med Pjerrot, Harlekin og Columbine og det obligatoriske snevejr med ponpon-klæde snefnugdansere i et smukt, snedækket København. Tilbage i ballonen når Clara og brormand Frits omsider frem til et Tivoli med lys i de massive trækroner, rutchebane, komisk-søde lygtebørn med kæmpehoveder og ballet i lange baner.
Kosakkerne springer, så det er en fornøjelse. Der er eksotisk arabisk dansk, blomstervals koreograferet over de fire årstider og fyrig spansk solodans. ’Nøddeknækkeren’s store pas de deux danses stilsikkert af et par hentet helt i Sydafrika. Men rigtig børnevenlig bliver 2. akt kun for børn, der kan lide dans, og de fleste under otte år vil nok stå af.
