Det er et dystert syn, der møder os, når vi kommer ind: Fire mennesker i hvide beskyttelsesdragter og mundbind stavrer omkring en gang i fremtiden, i en hvid scenografi fyldt med skummelt udseende plastkander med ubestemmeligt indhold. På samme tid velordnet og kaotisk.
Eneste beroligende elementer er en cello og en guitar, så snedigt anbragt blandt paller og kasser og kander, at de knapt er til at få øje på.
De fire skikkelser tager plads ved deres instrumenter, og idet musikken sætter i gang, vælter der en væmmelig røgsky ud over scenen. Kors i hytten! Dette er – hvis nogen skulle være i tvivl – et usundt sted!
En kraftfuld, disharmonisk musik introducerer Mille, en rasende og oprørsk 15-årig, i opposition til alt og alle på ægte teenager-vis. Og allermest rasende er hun på mor og far, som 'aldrig tænker på mig', som skændes hele tiden, og som er ansvarlige for det helsemæssige helvede, de lever i.
VandZin
Milles far er nemlig professor Anton Damp, opfinderen af det alternative brændstof VandZin, der nok er effektivt og billigt, men som gør, at luftforureningen pendler mellem 'Sikkerhed GUL, ORANGE og RØD' og alle må gå med maske. Og hvad gør professoren med det? HAN prøver at udvikle bedre masker! Og hvad gør mor, Stine Damp? Ja, tro det eller ej, men HUN er direktør for det foretagende, der sælger VandZin!
Ikke mærkeligt, at Mille er vred. Særlig når det viser sig, at hendes kære lillesøster, Anna, er syg og kæmper fortvivlet for overhovedet at kunne trække vejret. Og ikke nok med det: Mille har også problemer med at score store, smukke, popmusikalske Frede. Kan livet blive mere lortelort for en energisk og trodsig 15-årig?
Så viser det sig, at Anna har fundet fars lykkemønt fra gamle dage. Den sætter de tre, Mille, Frede og Anna, i stand til at rejse i tiden, tilbage til den gang hvor mor og far i blomstret tøj mødtes første gang og blev forelskede, og far sang sin sang, hvor rimene på sødeste vis hedder pop-stop, løv-røv, og vand-tissemand. Det muntrer salen op! Og en tid hvor det var/er muligt, også for Anna, at trække vejret!
Man spørger sig, hvornår vi så befinder os – 15-16 år tilbage? 50? Men peu importe! På vej tilbage i tid falder Mille af og havner i blacklight og neonlys Udenfor Tid – et ophold der giver hende indsigt og forståelse både i sig selv og verden og familien. Anna og Frede kommer til undsætning, og de vender velbjerget hjem.
Tidsrejser
Forestillingen er ikke slut med det. Forureningen derhjemme er gået fra Orange til Rød, og Anna må reddes fra den sikre død. Jeg røber intet mere end, at tidsrejser tilbage til renere luft bliver en nødvendig ingrediens.
Ina Miriam Rosenbaum har haft et velsyngende ensemble at arbejde med. Og hun har skabt klart individualiserede typer, alle med et særtegn, så de bliver menneskelige på trods af sci-fi-setuppet og den uhyggelige grundsituation. Jeg kan forestille mig, at hun har haft sit hyr med at få alle historiens/librettoens usandsynligheder til at hænge sammen, men historien bliver godt fortalt og man får take it or leave it.
Vi alle – også et teenage-publikum – kommer til at sidde tilbage med nogle – interessante – ubesvarede spørgsmål, specielt når det gælder tidsrejserne og muligheden for at ændre den (nu) pågående historie. Og når familien Damp er reddet, hvad så med resten af menneskeheden? Er den dømt til at blive der i fremtidssamfundet med VandZin og lungedød?
Teenageopera
Teater for børn og unge har i en årrække været en dansk specialdistance. Efterhånden har også dans erobret sig en sikker plads i repertoiret.
Og med Musikteatret Undergrunden som bannerfører – og temmelig alene i de førstes mange år med sine mange klassiske og nye kammeroperaer for børn og unge – har operaforestillinger også vundet indpas på området.
I mange år har Musikteatret Undergrunden – nu egnsteater i Furesø Kommune – spillet og sunget både klassiske og nye operaer, men været temmelig alene om det.
Det glæder mig, at Øresundsoperaen nu melder sig på banen med en 'teenageopera' med ny musik og et moderne formsprog og dertil en klar og relevant (om ikke ny) tematik.
Et problem med opera – ikke mindst for et ungt og operafremmed publikum – er dog, at forestillingen, eller historien, også skal præsentere sig gennem tekst. Det vil sige, at sangerne ikke udelukkende kan satse på det musikalske. De har også en historie, der skal fortælles. 'CO2opera – Dampenes rejse' honorerer dette krav langt hen af vejen.
Men der var også elementer, der gik mig rent forbi. For eksempel: Moderen har et længere soloparti i begyndelsen. Dette har åbenbart stor betydning for Frede, i et hvert fald opfører han sig underlig, med vaklende, gummiagtige bevægelser. Men da jeg, gennem en meget markant vibrato, ikke opfattet teksten, forstod jeg heller ikke, hvad det var der skete med Frede.
Hertil kommer, at Andy Papes musik til tider er meget dramatisk, noget der fører sangerne ud i tilsvarende dramatiske udtryk. Hvilket ikke gør tekstformidlingen enklere. Derfor bliver det et pustehul, når professor Anton Damp som ung mand synger sin enkle lille kærlighedssang – som også bliver et leit-motif senere i forestillingen.
Alt i alt: Med alle sine usandsynligheder er 'CO2opera – Dampenes rejse' dog et spændende initiativ. Jeg vil håbe, at Øresundsoperaen vender tilbage med mere stof for børn og unge. Og gerne at andre også ser operaens muligheder.
