En unik oplevelse, lover han. Et talkshow med os som deltagere. Vi sidder foran en stor hvid kasse – og stort set alt foregår inde i den. Vi kan så kigge med ind i kassen, fordi væggen foran os også fungerer som videoskærm.
Han har altid drømt om at være studievært, fortæller han, og rammer formentlig lige ned i mange unge tilskueres længsel efter at blive berømte. Ikke fordi de nødvendigvis kan noget specielt – det var jo i gamle dage, at talent og faglig kunnen var moderne – men fordi de drømmer om at være kendte med de kendte.
Selv kan han heller ikke noget specielt, han vil bare være studievært, og har derfor indhentet viden fra erfarne folk – det ser vi på skærmen, hvor mediefolk giver eksempler på kloge strategier, når det gælder spørgeteknik og udvælgelse af gæster til et talkshow.
Et logo må han også have, og indstuderet applaus fra publikum er absolut nødvendig. Og så nogle gode gæster, naturligvis, selv om kernen i de fleste af tidens talkshows jo er værten, mens gæsterne ofte bare føles som et nødvendigt onde.
Det er heldigvis ikke tilfældet her. Der bliver taget kærligt hånd om det par tilskuere, han får lokket ind i kassen, hvilket bestemt også er nødvendigt. For det skaber unægtelig en vis uro på rækkerne, når han opfordrer os til at træde frem og komme med ind i boxen. Det betyder også, at forestillingen vil være forskellig fra gang til gang, afhængig af de gæster, der er med.
Og ikke blot forskellig, men også svingende i interesse – risikoen for tomgang truede i hvert fald et par gange undervejs i den forestilling, jeg så.
Uforløst
Som en del af showet bliver gæsten sendt ud på en reportagerejse, hvilket klares ved, at gæsten projiceres ind i en række levende billeder – badestrand, jungle, isflager – hvor gæsten skal beskrive lokaliteterne.
Ganske sjov ide, men tænker man efter, skal den jo ikke rigtig nogen steder hen, hverken som billede på et talkshow eller som kritisk vinkel på fjernsynsmediet og fænomenet.
Det samme gælder de interviews, værten laver med sine gæster. De er naturligt nok en anelse forfjamskede, og de spørgsmål, de får stillet, er på et meget beskedent plan, hvilket er sympatisk, men ikke rigtig gør os klogere på noget som helst.
Så er der lidt mere kød på spekulationerne over drømmen om at blive kendt, om at skulle spille en rolle foran kameraet, og om reality-fjernsyns virkemidler og funktion. Der er bare ikke nok af det.
Erik Pold, der er både sympatisk og sød – som en stor og glad dreng i hvid jakke, der har fået lov at lege med det stykke teknik, han allerhelst vil – kunne sagtens være gået langt mere til vaflerne, når han nu rosværdigt vælger at gribe fat i et aktuelt og vigtigt emne i en sjov form.
Resultatet virker en smule uforløst og unødigt tandløst – her er helt klart plads til forbedringer, hvis forestillingen skal løfte sig op over det alment underholdende.
