Med stramme daskende fletninger, nobel blå skoleuniformsagtig kravekjole, ankelstrømper og et tøjdyr tæt knuget ind til sig er Merete Mærkedahl prototypen på lillepige-barnet. Hun er væver og let til bens. Og hun smiler troskyldigt og glad eller anlægger en lynende trodsig mine, alt efter hvordan verden arter sig i mod hende.
Men Mærkedal er mere end det. Hun har også den voksnes faste beslutsomhed over sig. I kroppen og i stemmen. En spændvidde som gør rollen interessant. Som den centrale figur, pigen Dorothy, i Aalborg Teaters musicalopsætning af ’Troldmanden fra Oz’, er Merete Mærkedal et rigtigt godt cast.
Mærkedal er 100 procent nærværende tilstede på scenen, og hun har en fin blanding af blidhed og noget mere striks over sig. Akkurat det, der skal til for at både de små piger og de større knægte blandt publikum fatter sympati for Dorothy.
Og sympati, det har man. Ikke kun for Dorothy. Lige så meget for Fugleskræmslet, Blikmanden og Løven, de tre skikkelser Dorothy møder, den dag hun i trods forlader sin hjemmelandsby Kansas. De tre figurer, som mangler – men agerer sig til – de tre kvaliteter, som stykket viser, at livet kræver: forstand, hjerte og mod.
Nikolaj Bjørn-Andersen har fuldstændig styr på de gummielastiske bevægelser, der skal til, når en halmudstoppet krop løsnes fra sin stolpe og på egen hånd skal stavre videre. Med ‘luftig’ gestik får han Fugleskræmslet til at virke halmholdig let. Og med et naivt smil i hele kroppen fastholder han et billede af en person, der handler helt igennem umiddelbart. En charme, Bjørn-Andersen ikke afklæder sig i takt med at Fugleskræmslet vinder forstand.
Søren Bang Jensens grå metaltøjsskinnende Blikmand er mere maskulin i udtrykket. Men Jensen har også en blødhed i krop og bevægelser der gør, at man undervejs glemmer, at Blikmanden savner et hjerte. På samme vis med Steffen Eriksens Løve. Adskillige gange leverer Eriksen en replik, der minder os om, at Løven helst vil stikke halen mellem benene, men samtidig er han bestemt ikke ueffen ud i rovdyrbrøl.
Transportbånd, faldlemme og laserlys
Vibeke Wrede har med fast instruktørstav suppleret af Esa Alannes koreografi arrangeret spillet, så vi med lethed forstår hvert et trin på de fire figurers rejse til Troldmanden fra Oz.
Vi bevæger os gennem tre universer for tilslut at vende tilbage til det første. Fra Dorothys kedeligt brune barndomslandsby, illuderet ved hård bondearbejde, tykke telefonmaster og en vrissen børnefjendsk nabofrøken. Over lokaliteter i de fantasilandskaber på den anden side af regnbuen som bl.a. gemmer på et transportbånd i baggrunden, hvorpå den onde heks som en henslængt, gnækkende diva glider ud og ind af scenebilledet, og lemme i gulvet, hvor skikkelser fires op og sænkes ned.
Og som en speciel effekt, der nok skal tage kegler, bades hele teaterrummet i et grønt laserlys-røghav, der illuderer den skypumpe, som sætter rejsen og al ravagen i gang.
Historien er som nævnt uden de store forståelsesmæssige benspænd. Meget ligetil i sit budskab. Med mange små replikmorsomheder undervejs. Men samtidig også med en lidt ‘tygget’ tekst. Kvaliteterne ligger her i fremdrevet. I spændingsforløbet. I de opgaveløsningsprøvelser de fire rejsende venner bliver stillet overfor, fordi den onde heks fra vest (morbidt ladylike spillet af Pia Mourier) vil have magt.
Og prøvelser er der masser af. Man følger uvægerligt med i firkløverets strabadser, selvom det også undervejs går lige let nok at overvinde nogle af vanskelighederne. Det gode glid fremad bliver smurt med musicalsange i udmærkede, men ikke særligt overraskende, akkompagnementer. Scenografien er forholdsvis enkel. I stedet for en masse udstyr har forestillingen valgt ofte at skifte bagvæggens belysningsfarve ud men en ny kulør på en måde, der virker lidt umotiveret.
Sammenlagt placerer ’Troldmanden fra Oz’ sig derfor på en pæn midterbane som en klar og god dannelseshistorie, som dygtige skuespillere formidler i en iscenesættelse og en koreografi, der er håndværksmæssig er helt i orden, men som også har noget lidt uoverraskende og for musicalglat over sig.
