Det behøver ikke at være selvmordsbombere, miltbrand og flykatastrofer alt sammen, når vi taler om terror. Den kan såmænd også udøves i skolegården. Ligheden mellem de to terror-typer vil denne forestilling gerne gribe fat i, og forklare os noget om de årsagssammenhænge, der kan føre til terror af alle slags. Kærligheds-løshed og manglende tilhørsforhold er tydeligvis en af dem.
I to små historier fortælles først om 14-årige forældreløse Julias betagelse af den unge Marco, som tilhører en gruppe af unge, der forføres til at ofre sig som selvmordsbombere. I sin forelskelse følger Julia bare med – og finder pludselig sig selv stående på en markedsplads med sprængstof bundet om maven. Sprænger hun sig selv i luften – det får vi ikke noget svar på.
I den anden historie gælder det den hjemlige skolegård. En pige mobbes og hånes på den særligt direkte-infame måde, som børn mestrer så godt. Du lugter, du ser åndssvag ud – der bliver ikke stukket noget under stolen her.
Historien kulminerer, da den dreng, pigen er lidt forelsket i, lader som om han også er forelsket i hende, blot for at ydmyge hende ultimativt foran alle de andre lige efter et kys. Til sidst griber pigen en kniv og stikker den i ham.
Historiens resultat kender vi fra en begivenhed i virkelighedens verden, uden at vi dog ved, om denne pige har kæmpet med de samme indre dæmoner som pigen i forestillingen.
Desværre fungerer denne spejling eller fordobling af pigen ikke specielt tydeligt og kommer dermed let til at virke forvirrende på publikum.
Alligevel kunne der være kommet en fortættet og perspektiverende historie ud af for de 14-årige og opefter. Om mobningens, terrorismens og afmagtens mekanismer. Men de to historier er rodet fortalt, uden den konsekvens i fortælle- og spillestilen, der for alvor kunne gøre det relevant for de 14-18-årige.
Tilmed virker det i lange passager, som om målgruppen i virkeligheden er langt yngre. Der er noget ’pattet’ over pigens måde at tale og gebærde sig på, lige som skildringen af pigens relation til en afdød farmor, som hun var tæt knyttet til, mere virker som noget, der er beregnet for de 8-11-årige.
Heller ikke skildringen af ’Uglen’, som er navnet på den religiøse fanatiker, der indoktrinerer Julia og Marco, og som vi kun hører som lydspor, virker overbevisende. Han lyder mere gammeldags radioteater-melodramatisk end nutidigt skrækindjagende. Som om forestillingen ikke helt tager ham alvorligt.
Savner fokus
De to historier udspilles på en næsten tom scene, hvor en maler står i baggrunden og maler på lærreder under hele forestillingen. Selv om der kan anes en sammenhæng i billedernes symbolik – træer, hvori gemmer sig dødningehoveder, voldsomme begivenheder etc. – bliver hans funktion aldrig rigtig klar.
Samtidig betyder hans tilstedeværelse på en ellers tom scene, at forestillingens fokus har svært ved at samle sig. Bedre bliver det ikke af, at teksten virker, som om den er improviseret frem på gulvet, uden noget samlende greb eller overordnet struktur.
Ligeledes savner iscenesættelsen en langt strammere koreografi af de to spillere, Anne Kathrine Andersen og Line Hampen Olsen, hvis vi virkelig skal fornemme gruen og alvoren. I stedet kommer de to historier til at virke sært ufarlige og diffuse i det sceniske udtryk.
Derimod fungerer den omfattende lydside aldeles glimrende som stemningsskaber, om end det ikke virker specielt logisk, at farmor skulle lytte til danske popnumre, hvis hun og Julia befinder sig i et fremmed, krigshærget land.
Skuespilleren Stephan Pollner har tidligere, sammen med kollegaen Nils P. Munk, skabt en stribe originale ungdomsforestillinger. Dette er desværre ikke en af dem.
