Har en kat vinger? Har en hund? Og kan nogen af dem flyve?
Sagtens – i al fald i forestillingen 'Der Var Engang…', sådan som den tog sig ud torsdag i efterårsferien i Kedelhallen på Nordkraft.
Næste gang forestillingen spiller er der med garanti noget helt andet på spil. At der overhovedet indgår en kat og en hund, og at begge dyrene kan flyve, var nemlig noget børn blandt publikum den 21. oktober 2021 bestemte.
Det skuespiller-børnepublikum-interaktive og det improvisatoriske er to helt essentielle kendetegn ved forestillingen. Grundpillerne er, at indholdet bestemmes af børnepublikummet og at formen – udførelsen – sker spontant og uden forberedelse. Alle forestillinger er forskellige.
Venskabstema
Lidt fast er der dog. Kostumerne, som både skuespillerne og børnene bliver inspireret af og bruger nogle af undervejs: I en regnbuefarvet bue rundt på gulvet i det lille spilleareal er bredt en bræmme af rekvisitter: sko, tøj og alverdens ting og sager – fx et par paraplyer, en telefon, et sæt boksehandsker, en vandkande, nogle pastelfarvede vinger. En række båndede musiknumre, som skaber forskellige stemninger og ad den vej er med til at styre aktørernes valg og handlemåder.
Og ikke mindst det, at et bestemt tema, Venskab, er igangsættende og styrende i alle opførelser. Venskab er sågar som en lille fin og sjov detalje tilstede i form af to cigarkassesmå skabe, som står i hver side af scenen. På det ene er der malet teksten ”Mias venskab”, på det andet ”Wilmas venskab”.
Tillid og legelyst
Mia Møller og Wilma Walther-Hansen supplerer hinanden rigtigt godt. De har mod, og de har rigtigt godt styr på at varme publikum op og på at inddrage børnene. Wilma Walther-Hansen har en tillidsvækkende mildhed i sit møde med børnene, mens Mia Møllers hurtighed og undertiden festfyrværkeri-lignende attitude appellerer til løssluppenhed og 'gang i gaden'.
Børnene synes åbenlyst, at det er sjovt at se på alt det, de to performere kan finde på, og de bliver selv animerede til at slippe fantasien løs og overskride grænser for deres egen generthed.
Indledningsvist småsnakker Møller og Walther-Hansen med børnepublikummet. De spørger dem også, om de har set teater før. Og giver en kort introduktion til, på hvilken vis denne forestilling er anderledes.
Iført græsgrøn trikot og pink strømper går de så direkte ”i kødet på” publikum med spørgsmål som: ”Hvad hedder I?”, ”Hvor gamle er I? De beder os svare i kor, og har en pointe med det, da de fluks efter vores samtidige svar fortæller os, hvor glade de er for at have fået så mange nye venner – og så på én gang.
De får også både børn og voksne med på fx at sige som forskellige dyr i kor. Og på forskellige mimer, fx at mine en dør, og bagefter fortælle, hvad der er bag døren.
Mime, udklædning og fortælling
Humor er der masser af. Forestillingen sprutter nærmest af sjov og ballade. Men også af lytten til børnene, som bliver taget seriøst. Deres bud bliver brugt. Deres ideer er grundstammen i den fiktion, som bliver skabt i de godt 30 minutter, forestillingen varer.
Det er ret skønt at være vidne til, og børnene har en fest sammen med Møller og Walther-Hansen. Nej, lad os kalde dem Mia og Wilma, for det er de navne, de selv bruger, når de taler sammen, og det er de navne, der står på de cigarkassesmå skabe, de viser børnene, mens de fortæller om deres indbyrdes venskab.
Mens de på skift fortæller, hvad det er, der gør, at den anden er blevet deres ven, åbner de deres lille (ven)skab, som indeni er dekoreret med tegninger af det, som netop kendetegner deres relation til den anden.
Venskabsintroduktionen og visningen af venskabs-kassens indhold fører videre til, at de spørger publikum: ”Hvor mange har en god ven?” Fingrene – især børnenes – ryger op, og snart er en af børnene inviteret op at fortælle om sit venskab: ”Vi kan godt lide at tegne sammen”, siger pigen, der også fortæller, at det foregår der, hvor hun bor med sin mor og far i et regnbuehus med skorsten.
Med replikken ”Der var engang en mor og en far der boede i et regnbuehus…” sætter Mia og Wilma blus under en fortælling, hvor børn på skift kommer op med konkrete svar på det helt og aldeles åbne spørgsmål, de to performeres stiller: ”og hvad skete der så?”. De mimer med og får kostumer på.
Forløbet rundes af med en venskabsdans mellem de figurer der mod slutningen er på scenen, samt en invitation til børnene om at komme op at danse med og klæde sig ud. En invitation som blev taget godt imod.
Mere end leg
'Der Var Engang…' er ikke et dramapædagogisk legeeksperiment. En øvelse, hvor to voksne sætter sig for at få det bedst mulige for børnene ud af at engagere og interaktivt involvere en gruppe børn i alderen 3-6 år i et teaterprojekt. Det er heller ikke en kunstteaterforestilling, da formudtrykket er anderledes forenklet.
'Der Var Engang…' er en vellykket krydsning mellem de to ting, hvor børnene bliver del i en fiktion, de selv har være en central medskaber af. De oplever at være del af en helhed, hvor leg og løssluppenhed er både sjovt og legalt. De får nærvær. De oplever deres egne grænser (hvor meget lyst og hvor megen generthed de indgår med). Nogle vil opleve at overvinde nogle grænser. De vil opleve diversitet – hvor forskelligt de forskellige børn reagerer og agerer. Og de vil få en fornyet oplevelse af hvordan venskab kan udfolde sig.
