Hvor meget kærlighed kan et venskab bære? Det er måske dét, der er det primære spørgsmål i Pia Marcussens nye forestilling, ’TO’, fra Opgang2 Turnéteater.
De to venner Bo (Henrik Blauner Clausen) og Nadim (Mo Chara) er på fisketur ved en skovsø. De er er ude efter en gedde, som de har forsøgt at få på krogen igennem hele deres venskab, og gedden har blot vokset sig større og større.
Selvom de er vokset op sammen og nu er blevet omtrent 20-25 år, så snakker de stadig sammen, som da de var små drenge. Emnerne kredser vel nok væsentligt mere omkring sex nu, end de gjorde tidligere, men jargonen og tonen er den samme.
Den barnagtighed skal man altså lige vænne sig til i Pia Marcussens forestilling. Luften er tyk af ”bro” og ”habibi”, og når de leger, at deres fiskestænger er maskingeværer, så bliver det nærmest plat. For vi ved jo, at de er voksne mænd – Bo er sågar sergent i militæret og er i fuld gang med sin karriere dér.
Venskabets forandring (OBS: Slutning afsløres!)
Men det understreger jo pointen om, at der er noget imellem dem, som ikke har fået lov at vokse op sammen med dem. Og samtidigt har kæmpegedden i det mørke dyb en konstant faretruende tilstedeværelse. Hvad er det med den gedde?
Det viser sig med et ’plot twist’ i slutningen af forestillingen. Sikkert overraskende for nogle, mens lærergruppen ved siden af mig i teatret udbrød: ”Jeg vidste det!”
For da Bo endelig fortæller Nadim, at han skal udstationeres, og det går op for dem, at der er en risiko for, at de aldrig skal ses igen, kysser Bo pludseligt Nadim. Forestillingen kulminerer i bruddet imellem dem, da Nadim skælder ham ud, og Bo pakker sammen og forlader stedet.
Deres venskab er definitivt forandret. Og selvom det ikke umiddelbart er til at sige ud fra Nadims reaktion, hvordan han vil forholde sig til sin vens kærlighedserklæring, så kan de ikke fortsætte, som om intet er hændt. Venskabet har altså taget et alvorligt skridt ud i mørket.
Gedden fik de på krogen denne dag, men den smuttede fra dem igen. Den svømmer stadig rundt derude, men nu ved de, at den er der, og hvad det kræver af dem begge at få den halet i land.
Kæmpegedden og de fjollede drenge
Det er altså guf for enhver dansk- eller dramalærer, der skal lære sin klasse om symbolik og værkanalyse. Pia Marcussens gedde kan vel nærmest skubbe Helle Helles fasaner ud af det obligatoriske pensum, for så meget opmærksomhed har aldrig før været en fisk forundt.
Forestillingen skifter ganske aggressivt imellem den mere eller mindre idylliske fiskeplads på søens bred og det dybe vand, hvor gedden hersker. I disse mørke scener er det operasanger Jesper Brun-Jensen, der med sin dybe basstemme agerer fortæller og varierer med sekvenser af kraftfuld sang.
Brun-Jensen spiller på alle tangenter, når han skal skabe uhygge, og det er hamrende udtryksfuldt. Hans grufulde latter, hans langsomme bevægelser og hans søgende blik i skæret fra en lommelygte er ikke til at tage fejl af.
Men det gør kontrasten til de legende scener imellem Bo og Nadim endnu mere absurd. Og selvom det er tiltænkt, og selvom det giver mening dramaturgisk, så bliver det altså enerverende at betragte.
For sikke langt fra virkeligheden, det er. Der er jo ingen, der reelt opfører sig sådan sammen. De er således karikaturer af et venskab, der ikke er baseret på andet, end at være sjove og platte og fjollede sammen. Og de mørke scener udstiller blot, hvor udtryksløse de øvrige scener er.
En gennemtænkt forestilling om venskab
Men det er nogle gange en øjenåbner at se børne- og ungdomsteater sammen med den målgruppe, den er tiltænkt – et privilegie, der sjældent gives det ellers privilegerede premierepublikum. Men denne aften efter premieren er salen fuld af unge hoveder.
Og selvom de fnisende og prikkende til hinanden mister fokus, når samtalen imellem Bo og Nadim drejer sig ind på kønsorganer og længden af pigers bryster, og når legene bliver for barnlige og slangudtrykkene bliver for passé, så gribes de igen af forestillingens genkendelige tema om venskab.
Måske skyldes det også den dramaturgiske enkelthed og forestillingens tilgængelighed, der pirrer eleverne til selv at starte analyseapparatet op. Eller måske er det netop vekselvirkningen imellem det mørke og det lyse, der gør forestillingen nem at interessere sig for.
I hvert fald er det visuelle udtryk i Ingeline Lautrup Holsteen Jessens minimalistiske scenografi velfungerende sammen med Anders Kjems’ stilsikre og dog diskrete lysdesign, hvor både den mørke søbund og den lyse søbred er godt illustreret.
Men trætheden og utålmodigheden lurer på rækkerne, når dialogerne i de første 45 minutter ser ud til at køre i ring. Med en gedigen opstramning kunne forestillingen have virket mindre nølende.
Hvis man derudover accepterer, at drengenes jargon ikke repræsenterer et realistisk venskab, men er et dramaturgisk greb, så er ’TO’ faktisk en ganske gennemtænkt forestilling om et venskab, der går ud over det rent venskabelige.
