17. januar 2015

Wikke & Rasmussen på Riddersalen

Riddersalen på Frederiksberg har siden 1914 været spillested for kabaretter, revyer og teaterforestillinger, og det har de nuværende kunstneriske lejere af stedet benyttet lejligheden at fejre med bl.a. en kabaret, 'Som var det i går', der i efteråret gik for fulde huse.

Nu bliver 100-års-jubilæet også udbredt til børnene, og det sker med familieforestillingen 'Antons højre hånd', der lancereres som 'en næsten sandfærdig historie om Riddersalens tilblivelse' – og det sker i form af en fortælling om maleren Anton Hansen og hans lille hjælper drengen Giuseppes forunderlige dage på Frederiksberg tilbage i 1914.

Forestillingen er naturligvis skrevet af Riddersalens ordekvilibristiske leder, Signe Birkbøll, der har været teaterleder siden 2009, hvor hun tog over efter Jytte Abildstrøm, der med skiftende ensembler har spillet teater for både børn og voksne og turneret med base på Riddersalen siden 1970.

Men lige nu gælder det altså 'Antons højre hånd', der har urpremiere på teatret Riddersalen 18. februar – og samtidig giver instruktør- og scenedebut til en særdeles kendt og legesyg duo, idet Wikke & Rasmussen skal omplante deres skæve univers – kendt fra 30 års film og tv – til de gamle skrå brædder på Frederiksberg.

'Der er stor forskel på at lave film og teater. Det er helt andre teknikker der anvendes. Teater foregår jo i øjeblikket, og en scene kan ikke ’bare’ ændres. Det er både en skræmmende og en spændende udfordring, og vi glæder os til at arbejde med de erfarne teaterskuespillere på Antons højre hånd', lyder det fra Wikke & Rasmussen (foto: Kenneth Havgaard) i teatrets pressemeddelelse.

Michael Wikke spiller maleren Anton Hansen, mens Steen Rasmussen har rollen som Frederik Laurentius (Lorry) Feilberg, Riddersalens grundlægger. Med sig på scenen har de Daimi Gentle, Ole Håndsbæk Christensen, Signe Birkbøll og musikerne Henrik Silver og Hans Find Møller, så der bliver fyldt godt op på Riddersalens lille scene.

Familieforestillingen 'Antons højre hånd' varer halvanden time uden pause og er alderssat for de 6-årige og op. Der spilles fra 18. februar til 1. april 2015.

Se mere på www.riddersalen.dk

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne