I sync med tidsånden. Det må man erkende, at Det Olske Orkester har været med forestillingstrilogien 'En nations selvhad', hvor kolonikritik, identitetspolitik og global ulighed/hykleri er iscene- og italesat som bærende temaer i henholdsvis 'Sukker', 'Salt' og 'Hvem er det der banker', der er blevet produceret i tidsrummet 2015-20.
Omkring disse forestillinger er indgået et større researcharbejde og en kunstnerisk proces, der udover medvirken af en lang række teaterfagfolk også har involveret bl.a. forskere, ngo'er, museumsfolk, lærere og personer fra de lokalsamfund, som hver især har tilført produktionerne viden, indsigt, følelser og refleksioner.
Det er nogle af disse elementer, der nu er blevet aflejret i et digert værk i coffee-table-format med titlen 'Rundt om ilden' – fulgt af den mere beskrivende undertitel: 'Teatret som kunstnerisk, politisk og socialt mødested'.
Men ilden som begreb beskriver meget godt både teatrets ildhu og udfordrende kunstneriske livtag med begreber som nationalisme, racisme og global uretfærdighed – beskrevet i bogens forord som vreden 'over at leve i en tid, hvor det danske nationale selvbillede gang på gang bliver støbt i beton, kun med eksklusion for øje'.
Tre forestillinger
Trilogien, hvis fulde titel er 'En nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering', består af:
– 'SUKKER' (premiere 2018 på Teater Republique) med fokus på den danske slavehandel, der skaffede arbejdskraft til sukkerproduktionen på De Vestindiske Øer fra 1660'erne til begyndelsen af 1800-tallet; set gennem en ung dansk skibsdrengs oplevelse af transportens uhyrligheder og korruptionen på øerne.
– 'SALT' (premiere 2019 på Aalborg Teater) om de voldsomme sociale kontraster i 1800-tallets såkaldte guldalderkultur og med en lokal skibskatastrofe ved Jyllands vestkyst i 1983 som fokus for en fortælling om en grundtvigiansk og fordomsfuld københavner-journalists møde med det indremissionske fiskersamfund i Harboøre.
– 'HVEM ER DET DER BANKER' (premiere 2020 på Forsøgsstationen), der med udgangspunkt i migrantkrisen i 2015 og den såkaldte Danmarksindsamling sætter fokus på hykleriet og kynismen omkring den globale ulighed, hvor hjælpen til Den Tredje Verden ofte ender som udnyttelse og økonomisk vinding.
22 artikler
'Rundt om ilden' kredser om disse emner gennem 22 artikler fra teaterkunstnere, arrangører, studerende, forskere og dramaturger, som har været involveret i eller tæt på processer og produktioner, og giver indblik i forberedelser, form og de konkrete forestillinger m.v. Suppleret med en gavmild billedflade, der understøtter teksten eller fortæller sine egne historier.
Men selvom det er en bog, hvis ærinde primært er den aktuelle trilogi, tegner der sig selvfølgelig også et billede af Det Olske Orkester som teater, stiftet af Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff i 2008, begge med erfaringer som skuespillere og instruktører m.v. Og begge stiftere og ledere af Forsøgsstationen for scenekunstnerisk forskning, der blev etableret året efter i en gammel biograf på Vesterbro i København.
Dette centers virke og indhold afspejles også tydeligt i Det Olske Orkesters ønske om at skabe eksperimenterende teaterformer med fokus på godt håndværk og tematiske udfordringer.
300 års danmarkshistorie
Det Olske Orkesters kunstneriske ledere, Lotte Faarup og Øyvind Kirchhoff, har med de tre forestillinger brugt deres teater som et kritisk våben mod 300 års danmarkshistorie – med risikoen for, at de får rettet pistolen mod sig selv som følge af det kunstnerisk selektive udvalg af situationer og kritikområder og en i hvert fald i bogen uforbeholden vrede mod historiens uretfærdigheder.
Men skal man tage forestillingernes modtagelse fra publikum og (de fleste) anmeldere for pålydende, er teatret absolut lykkedes med det ambitiøse projekt. Og temaerne i alle tre forestillinger er som nævnt indledningsvis særdeles levende i aktuelle og generelle diskussioner om kolonistyre, udskamningskampagner og identitetspolitiske bråvallaslag mod hidtil eksisterende menneskesyn.
Eksempelvis kører der verden over kampagner mod den historiske kolonisme og dens selvforherligelse, som har ført til aktioner mod statuer af alt fra rige slavehandlere i Storbritannien, Columbus-statuer i USA og Hans Egede i Grønland, mens studerende på Kunstakademiet har opnået stor opmærksomhed ved at smide en buste af den danske kong Frederik V i havnen – angiveligt i solidaritet med alle dem, der har måttet leve med efterdønningerne af dansk kolonialisme.
Det kunstneriske arbejde
For trilogiens dramatiker og instruktør, Lotte Faarup, er der ingen tvivl om, at Danmark har historiske traumer at bearbejde, både relateret til slavehandel og de afledte strukturer op gennem de følgende århundreder, der danner grundlag for danske firmaers frihandelsaftaler, gældsspiraler og skatteunddragelse i Den Tredje Verden – og det er væsentlige indholdsmæssige omdrejningspunkter for ikke mindst forestillingerne 'Sukker' og 'Hvem er det der banker'.
Og det følges til dørs af bl.a. indlæg om 'Teatret som historieskrivning' (teaterforsker Annelis Kuhlmann og 'Historiekritik fra scenen' (lektor Lars Jensen), mens selve udøvelsen af de aktuelle forestillinger beskrives af bl.a. skuespillerne Sofie Ebbesen Nielsen ('Når fiktion møder virkelighed') og Mireia Serra ('Hengivelse og handling'), mens også publikum (Stevns Teaterforening) får ordet.
Den sidste del af bogen – med overskriften 'Det kunstneriske arbejde' – er rent teaterfagligt mest stringent. Her kan man bl.a. læse om Iben Nagel Rasmussens erfaringer fra Odin Teatret (en stor inspirationskilde for Det Olske Orkesters kunstneriske profil); Øyvind Kirchhoff om skabelse af karakterer; Angelina Kirchhoffs refleksioner over stemmearbejdet ('Hvis øjnene er sjælens spejl, er stemmen dens lyd…') m.fl. – afsluttet med Lotte Faarups 'Optegnelser fra maskinrummet' om kunstnerisk forskning med en teatergruppe.
Man kan også studere de mange fine illustrationer, hvor de fleste fotos er taget af Øyvind Kirchhoff. På side 159 findes en opremsning over tre tætpakkede spalter, indledt med: 'Følgende information nævner, i bogens rækkefølge startende fra forsiden, navne og personer der optræder på de enkelte fotografier'.
DET er ikke særligt brugervenligt og synd for de ekstra oplevelser, man kunne få ved at have anbragt en kort billedtekst eller identifikation ved hvert enkelt foto.
En god ide
Samlet set har 'Rundt om ilden' delvist antologiens karakter – man kan vælge at slå ned på enkelte indlæg uden at skulle læse alt på én gang, selvom det nok hjælper at starte fra begyndelsen – og at have set forestillingerne…
Det er under alle omstændigheder en god ide, Det Olske Orkester har ført ud i livet med denne bog, for der alt for få publikationer af kunst- og selvundersøgende art fra danske producenter af børne- og ungdomsteater.
Stærkest i erindringen står fortsat de to bøger om Teatret Møllen: Claus Reiches 'En fjer i hatten' fra 2000, der beskriver de første 25 år i teatrets historie og sættes i relation til tidens teater, og Marit Wergelands 'Teatret Møllens mange rum' fra 2011 om perioden 1999-2009, hvor teatrets kunstneriske stil og forestillinger behandles indgående (se omtalen, 'Flirten med publikum').
Mens også Carte Blanches jubilæumsbog om de første ti år som egnsteater, 'Den Hvide Bog' går et interessant stik dybere omkring selve det at producere eksperimenterende teaterkunst (se omtalen, 'Fuldmagt til at lave teater') for børn, unge og andre mennesker.
Der findes enkelte andre værker inden for området, hvoraf nogle er selvbiografier, mens flere teatre har lavet mindre publikationer i forbindelse med jubilæer m.v., hvor historie, opremsninger af repertoire og priser m.v. fylder mest.
DEN slags får man dog også til allersidst i 'Rundt om ilden' – dog blot over knap tre sider, inkl. plakater af de seks forestillinger, der er produceret forud for trilogien (se faktaboks).
Men det er da bestemt også værd at nævne, at forestillingen 'Dengang vi blev væk' fra 2012 fik Reumert-prisen 2013 for Årets Børne-/Ungdomsforestilling (se artikel) – og at Faarup og Kirchhoffs andet vellykkede projekt udover teatret, nemlig Forsøgsstationen, i 2012 modtog Initiativprisen, der uddeles af Foreningen Danske Teaterjournalister (se artikel), og i 2014 fik SpringPrisen for sin scenekunstneriske forskning.
Bag navnet Det Olske Orkester
Og så må det vist være nok med henvisninger til diverse bedrifter – og slutte af med noget, der ikke er sådan lige at finde oplysninger på hverken på teatrets hjemmeside eller andetsteds, nemlig forklaringen på det finurlige navn, Det Olske Orkester.
Om det fortæller Lotte Faarup til Teateravisen:
»I 2007 lavede jeg forestillingen 'Kong Ubu' i Statsensemble-regi, bl.a. med Øyvind Kirchhoff. Franske Alfred Jarry, som skrev 'Ubu', yndede i sin absurde skrivning bl.a. at tage første bogstav fra stednavne. Således blev f.eks. Rusland til Usland, Frankrig til Rankrig og Polen til Olen. Og fordi meget af stykket udspillede sig i Polen, talte vi meget om Olen og i den forbindelse, fordi vi havde et orkester med fire musikere, begyndte vi at kalde musikerne for Det Olske Orkester -og i øvrigt alle andre medarbejdere for olakker.
Flere år efter, da vi skulle stifte teatret, dukkede navnet op – og blev valgt, fordi vi syntes, at det repræsenterede noget absurd og teatralsk, og fordi det (med orkester-benævnelsen) henviste til samspil og kollektivitet.«
