Ni daginstitutioner fra Thisted Kommune bliver en del af Limfjordsteatrets huskunstner-projekt ”Vildtvoksende”, som netop har modtaget 253.000 kroner i støtte fra Statens Kunstfonds huskunstnerordning.
'Det er vi fantastisk glade for. Dels fordi vi synes, det er et godt projekt, hvor omkring 130 børn skal være med til at skabe scenekunst. Dels fordi det giver os mulighed for at åbne Limfjordsteatrets nye teaterhus i Thisted op for både børn og pædagoger, så det bliver et trygt sted at komme', siger Steen Nedergaard Haugesen, der er kunstnerisk ansvarlig for Limfjordsteatrets egnsteaterfilial i Thy (se note).
Ligesom teatrets øvrige projekter for børn og unge i de første to år i Thy arbejder 'Vildtvoksende' sig ind i et overordnet tema, der hedder ”Naturen indeni og udenfor”. De medvirkende børn i alderen fire-seks år skal således både ud i Nationalparken sammen med de involverede kunstnere og indsamle materialer, lyde og indtryk som tages med hjem til institutionerne. Derefter vil de komme rundt i forskellige workshops med de fire involverede kunstnere:
Sammen med lydkunstner Jonas Muff Jørgensen skal de skabe et ”soundscape” af stemmer og lyde, som skal udtrykke, hvordan naturen opleves i børnehøjde. Hos scenograf- og billedkunstner Klara Espersen skal de lave overdimensionerede tredimensionelle udgaver af genstande fra naturen. Sammen med performer Pernille Nedergaard Haugesen skal de finde bevægelser i naturen som kan overføres til kroppen, mens Steen Nedergaard Haugesen vil skabe historier med børnene ud fra elementer, vi både kender fra naturen og i os selv.
Alt sammen skal munde ud i sanseinstallationer, som opsættes på Limfjordsteatret, og som vil kunne opleves af forældre, søskende og andre børn fra institutionerne.
Der udvælges i alt ni børnehaver med tre fra henholdsvis Sydthy, Thisted-området og det nordlige Thy, som skal deltage i projektet, der kommer til at løbe fra februar til juni 2022.
Se mere på kunst.dk om huskunstnerordningen, der uddeler ca. 21 mio. kr. årligt til en lang række prójekter og har næste ansøgningsfrist 5. oktober 2021.
(Billedet: Limfjordsteatret har siden nytår været også været egnsteater i Thisted Kommune, hvor den gamle politistation, der har rummet det nu nedlukkede Thy Teater, bliver renoveret. Foto: Jamal Mekdad)