Der er fem teaterforestillinger for børn og barnlige sjæle i alle aldre, tre workshops forbeholdt skoleklasser – og så starter det hele med en 40 meter lang tigerparade, når dette års udgave af Vesterbro Teaterfestival ruller ud over den københavnske bydel fra 8.-12. marts.
Det hele er gratis, men der skal reserveres billetter til både forestillinger og workshops.
Vesterbro Teaterfestival, der blev startet i 2014 og altså nu afvikles for fjerde gang, arrangeres af Teatret Zeppelin og Vesterbro Bibliotek og Kulturhus i samarbejde med det lokale kultur- og scenekunstmiljø på Vesterbro.
Festivalsekretariatet udgøres af Kulturanstalten og Teatret Zeppelin, som står i spidsen for gruppen af aktører fra Vesterbros teaterscene og koordinerer festivalen i fællesskab med disse.
Der er forestillinger og aktiviteter på Teatret Zeppelin, Vesterbro Bibliotek og Kulturhus, Basement, Teaterbutikken, Forsøgsstationen, uKirke, Absalon og BestTellers.
Teaterforestillinger og aktiviteter på festivalen:
– Teatret Zeppelin: '1001 Nat' *
– Det Fortællende Teater: 'Lille Dessert' og 'I Guder' **
– Teater Patrasket: 'For En Sikkerheds Skyld' *
– Fortællekunsten: 'Bedre Helt Næste Gang' *
– Teater AstaBasta: 'Rengøringskonen'
– Teaterbutikken med workshoppen 'Power Play'
– Tiger Træning med 'Tiger Parade'
– Forsøgsstationen med forsøgsprojektet 'Lyden af Publikum'
(* Anmeldt her på portalen)
Se program, info om forestillinger, spillesteder, workshops, billetter m.v. på https://vesterbroteaterfestival.wordpress.com