Af: Anne Middelboe Christensen

5. juli 2021

Venter på stegte teenagere

Det unge teater Kånstkollektivet udviser stor opfindsomhed og stærk humoristisk sans i teenageforestillingen ’Venter på stegte duer’.

Nysgerrigheden bliver pirret af forestillingstitlen ’Venter på stegte duer’. For er dette mon en eventyrforestilling? Er vi på vej til gourmetkokketeater? Eller er det simpelthen en joke?

Forestillingen viser sig mest at være det sidste. De tre unge skuespillere bag det nystiftede teater Kånstkollektivet har nemlig humoren som vigtigste våben i denne teenageforestilling, der har den beske undertitel: ’En moderne teaterforestilling om at gå i stå’. 

Forestillingen handler om at vente. Ikke nødvendigvis om at vente på stegte duer, men om at vente på alt muligt andet, der kunne være spændende i livet. Festerne og forelskelserne, ikke mindst – og al den dans, som kroppen har svært ved at holde tilbage.

Forestillingens afspejlinger af rastventen forstærkes nu yderligere af teenagernes tvungne isolation under coronaen og den handlingslammelse, som breder sig i både kroppen og tankerne, når den unge afholdes fra at komme i skole og til fester – og i stedet spærres inde med sig selv og sin computer, dag ud og dag ind.

Skøn skødesløshed

Kånstkollektivet består af tre teaterbattlere: Rune Klenø, Cecilie Haugaard og Mathilde Bækmark. De er yderst diskrete omkring deres egne personer på de sociale medier – pr-konsulent søges tydeligvis – men at dømme efter deres sceneudtryk har de rødder i sceneudtryk lige fra poetry slam og rap til improteater, fysisk teater og moderne dans med strejf af breakdance. Sat sammen med charme og selvtillid.

Sofie Kallan, der både står for scenografi og musik, har skabt et indbydende, nostalgisk rum med tørreloftstemning tilsat velourlampeskærme og og dryppende elektroniske toner. Hvidt vasketøj hænger dekorativt til tørre på snore på tværs af rummet.

Tøjet bliver dermed straks et symbol for al den forandring, der sker for teenagere. Også den forandring, de selv kan skabe ved at ændre tøjstil eller musikstil eller kaste sig over nye sportsinteresser. Eller ved at blive teaterfreaks. 

Grundkostumerne er brune bukser og brune t-shirts – i afstemte, tjekkede nuancer, som om de helt tilfældigt havde fundet det helt rigtige i en genbrugsbutik et sted. Og undervejs suppleres de brune outfits af hvidt undertøj og underkjoler i bedstemorstil. Jo. Æstetikken er på plads hos Kånstkollektivet, uanset hvor skønt skødesløst det hele ellers ser ud! 

Opkast og løgne

»Har du ikke set, at man kun må have fem stykker tøj med ind i prøverummet,« lyder det syrligt fra en efterabende stemme i begyndelsen. For her får de tre skuespillere lige rablet alverdens tarveligheder og standardsurheder af i en fart, mens de stiver deres egen selvsikkerhed af ved at rakke ned på andre i klassen eller nye venner fra den sidste fest – eller ved at synes, at det er komisk, at andre kaster op. Inden de altså selv gør det.

Vi tilskuere bliver i hvert fald grundigt varmet op til teenagelivets frustrationer med masser af grin. »Jeg sætter mit smil fast med tøjklemmer,« som det lyder.

De tre performere har tydeligvis instrueret sig selv. Netop derfor er det desto mere imponerende, så afstemt de tre supplerer hinanden. Rune Klenø som den udadreagerende med fysisk energi med gode ryk i kroppen og fin præcision i replikkerne. Den lyse Cecilie Haugaard som den eftertænksomme og tilbageholdende med tilsyneladende blidhed i hentydningerne. Og den mørke Mathilde Bækmark som komikeren med punchlines og sikker timing i de skøreste ’Jeg-kunne-simpelthen-ikke-finde-mine-nøgler’-løgne. Det er en kæk trio med masser af gåpåmod.

Strejf af sms’er

Replikkerne har et sjovt strejf af sms’er over sig. Ordene snuppes af, så udtrykkene bliver endnu sjovere. »Glemmer cykelhjelm. Ikke fordi ’glemt’, men fordi frisure,« som det lyder. Forfriskende ungt – uden alle de fyldord, der stjæler tiden fra det vigtige.

Koreografisk imponerer de med en række fysiske optrin med skægge dansesekvenser, hvor de bevæger sig i samme rytme, men med forskudte bevægelser. I kantede ryk med knækkede albuer og skægge flytninger af hinanden – og som spejlinger med masser af påhit. Indtil de liiiige skal have en kop kaffe, hvorefter både de og vi på tilskuerpladserne tålmodigt venter på, at en kedel midt på scenen bliver tændt og kommer i kog. For sådan er livet jo også.

’Venter på stegte duer’ er et muntert bekendtskab. Forestillingen har allerede spillet på Momentum i Odense og flere andre steder. Det lover godt. Til næste forestilling får Kånstkollektivet så forhåbentlig også mulighed for at få sig en instruktør, så trioens mange iltre idéer kan samles yderligere af et blik udefra. Med eller uden stegte duer.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse