20. august 2013

Vagtskifte hos ASSITEJ

ASSITEJ Danmark, der har kontorfællesskab med Teatercentrum i Farvergade i København, har nye folk til at styre organisationens praktiske del.

Peter Manscher, mangeårig medarbejder, sekretariatsleder og nærmest synonym med ASSITEJ Danmark, stoppede nemlig 1. juli for at lade nye kræfter komme til.

Da en af disse, Sophie Villsen, også stoppede 1. august, idet hun har fået nyt job andetsteds i teatermiljøet, stod ASSITEJ Danmark pludselig uden ansatte.

Derfor har Dirck Backer (Teater Patrasket) påtaget sig en deltidsstilling som sekretariatsleder indtil årsskiftet, hvor jobbet som ASSITEJ-sekretær så vil blive opslået. Samtidig er Louis Sørensen ansat i løntilskudsordning pr. 1.august. Han har uddannelse fra RUC i Kulturmødestudier og lavede sit speciale over ASSITEJs Afrika- platform på festivalen sidste år.

Peter Manscher vil i øvrigt via en konsulentfunktion fortsat være til rådighed for ASSITEJ.

ASSITEJ Danmark, der har omkring 60 medlemmer i form af teatre, organisationer og enkeltpersoner, afholder i øvrigt generalforsamling 29. august 2013 hos Asterions Hus.

Mere om organisationen og dens arbejde på www.assitej.dk

Læs også portrætartiklen 'Ambassadør for dansk børneteater'- om Peter Manscher og hans arbejde for organisationen.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne