24. februar 2021

Uvishedens teaterliv

Landets teatre må nu atter ændre på hjemmesidernes og teaterplakaternes lakoniske meddelelse om, at alle forestillinger er aflyst – 28. februar blev som forventet ikke slutdato på den langvarige nedlukning af teaterlivet, da regeringen i dag meldte ud om den umiddelbare fremtid i pandemiens skygge.

Genåbning af små butikker, flere elever tilbage til skoler og efterskoler i udvalgte områder, forsamlingsbegrænset åbning af udendørs fritids- og idrætsinteresser og kulturliv. Samt mulighed for yderligere åbning fra 15. marts, hvis smitteudviklingen tillader det.

Det er den korte version. Og teatrene kan nu vælge at bruge 15. marts som næste afsæt for åbning – eller 6. april, hvis optimismen ikke rækker så langt. Men egentlig afklaring på teaterlivets samlede skæbne kom der ikke.

Så med nye planer for premierer og spilleperioder, der måske heller ikke bliver til noget, er frustrationerne i teaterlivet til at føle på. Mange opsætninger må skydes til en ubestemt fremtid eller helt skrottes, mens turneteatrene fortsat ligger underdrejet.

Med dagens udmelding er presset på Aprilfestival 2021, der er planlagt til afvikling 18.-25. april i Holbæk Kommune, også øget. Den så vitale festival og salgsmesse for landets mange turnerende børne- og ungdomsteatre blev som bekendt aflyst/udskudt sidste, og det er næsten ikke til at bære, hvis det gentager sig.

Arrangørerne fra Teatercentrum og værtskommunen skal snart træffe en beslutning om afvikling eller aflysning af det store arrangement – og mandag i næste uge er sat som deadline for en form for handlingsplan – hvor der stadig er tre scenarier i spil (se note).

Henrik Køhler, direktør for kompetencecentret Teatercentrum, håber stadig på en festival:

»I og med at der nu åbnes for udendørs kulturinstitutioner med test – godt nok kun for 25 – er der et lille håb om, at vi til april vil kunne åbne indendørs for et begrænset antal, og det begrænsede antal vil vi kunne leve med, men dybest set ved vi stadig intet. Men vi drøfter nu med kommunen om, hvad vi gør.«

(Billedet: Det har været teatrenes håb, at 28. februar var indgangsportalen til en tid med levende teater og tilskuere, men nu må der igen ændres på hjemmesider, billetbestillinger og produktionsplaner)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne