4. juni 2015

Unge skuespillerspirer nurses af børneteatre

I december 2014 stiftede en række talentskoler for unge teaterinteressede en paraplyorganisation, Landsforeningen for SGK (Scenekunstneriske Grundkurser), hvori flere af de professionelle børneteaterproducenters tilbud til unge med fokus på scenekunst er medlem, bl.a. Teater Nordkraft (Aalborg Talentakademi) og Holbæk Teater og Teatret Fair Play (Holbæk Drama College).

Og netop i disse dage er det sidste frist for at søge optagelse på den nye talentskole på Randers Egnsteater, der byder på en helt nybygget teaterskole med to sale (takket være en donation på 7,9 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc Kinney Møllers Fond til almene Formaal).

Det et-årige undervisningsforløb starter først til oktober, men 10. juni skal ansøgninger fra de 17-25-årige til de ti pladser være teatret i hænde (se mere på www.randersegnsteater.dk under 'Ny talentskole på vej').

Og mens Randers lægger an til den nye talentskole, har Holbæk Drama Colleges talentudviklingsprogram for gymnasieelever netop gjort status over SIT første år med et kuld skuespillerspirer i gymnasieklasse-regi

Der er tale om et samarbejde mellem Teatret Fair Play, Holbæk Teater, Stenhus Gymnasium og Holbæk Kommune, som var undervejs i fire år, inden det blev realiseret ved skolestarten sidste år.

Ambitionen var at skabe en scenekunstbaseret pendant til Team Danmark-uddannelsen ved at give unge skuespillerspirer mulighed for at udvikle deres talenter på de skrå brædder og samtidig få en gymnasiel uddannelse, og der er lykkedes til fulde, mener Fair Plays kunstneriske leder, Robert Parr, der også underviser på uddannelsen:

'Ved slutningen af det første år kan vi sige, at ideen mere end holder: rammen, vi har etableret, er unik og bæredygtig. Med en kombination af det bedste inden for dramatik-undervisning på gymnasiet og de mest aktuelle, relevante og udfordrende projekt-forløb hos teatrene har vi skabt et varieret og spændende læringsrum for vores unge elever. En åben plads, hvor deres scenekunst-drømme kan blomstre og deres talent udvikle sig og vokse', hedder det i en pressemeddelse.

Når Stenhus Gymnasium går igang efter sommerferien, vil Holbæk Drama College åbne dørene for otte nye elever, der de næste tre år vil blive udfordret med dramaturgi, teaterproduktion, skuespil og formidling sammen med  kursusforløbets 2. årgang.

Læs mere om Holbæk Drama Collega på www.dramacollege.holbaek.dk

Læs mere om talentskolernes paraplyorganisation i noten 'Talentskoler samler sig'.

(Billede: Holbæk Drama Colleges første kuld – foto: Sjællandske Medier)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne