At deltage på en af årets børneteaterfestivaler er ikke enhver forundt og heller ikke af alles interesse.
Ikke desto mindre havde jeg fået den idé at eskortere min gruppe af gymnasieelever til Festival 2012 i Ringsted og Sorø i april. Udover at teaterverdenen overordnet er ny for dem, var dette en førstegangs-oplevelse og ikke mindst en anderledes kulturoplevelse, idet de alle er af anden etnisk oprindelse.
Med en enkelt undtagelse har alle rødder tilbage i Tyrkiet. De er elever på Danmarks nyeste gymnasium, der ligger på Østerbro – Københavns Private Gymnasium – og har valgt dramatik som deres kreative fag på C-niveau.
De har valgt det ud fra en grundlæggende nysgerrighed og åbenhed til ethvert udspil fra mig om teatrets væsen, om teaterhistorie, dramaturgi, øvelser på gulv, forestillinger generelt – og nu også børneteater.
Og alt hvad faget dramatik indebærer, samt i det hele taget variationen af det sceniske udtryk, er en stor mundfuld for dem.
For mig, en garvet teaterrotte, blev festivaloplevelsen derfor ikke de konkrete forestillinger, jeg havde planlagt, for at eleverne skulle få det bredest mulige indblik i dansk børneteaters stolte tradition, men derimod elevernes tilgang til oplevelsen.
Overraskende positiv holdning…
Under uret på Hovedbanegården lørdag morgen kl. 8.30 er ikke en teenagers store drøm, men der mødte alligevel 15 trofaste, søvnige elever op, og de gennemførte en 12 timers lang dag i Ringsted, hvor vi efter fem forestillinger stak snuden hjemefter.
En af dem udtrykte på sin ellers meget pæne og ikke særlig ’teenage riot’-agtige facon, at det ikke var hans spidskompetence at stå så tidligt op i weekenden. Og om jeg vidste, hvad det krævede at få bakset sig til Hovedbanegården så tidligt?
Da selvsamme elev et halvt døgn senere måtte indrømme, at han var umådelig glad for, at han var stået op i morges, for dagen havde været fantastisk! var det lige før den gamle dramalærer kneb en bette tåre.
Og ikke nok med at eleverne over en kam konsumerede den kulturelle oplevelse med åbenhed og appetitlig tilgang til noget så anderledes, men deres generelle positive holdning til forestillingerne var forbløffende.
Mit ellers lyse sind blev overskygget af deres indfinden til elementer, der ophøjede de sceniske udtryk fra at være – for mig – en svag scenisk fremstilling, til en ’Jamen, hun spillede jo rigtig godt, selv om historien var kedelig’ eller ’Selvom hans accent ikke var særlig realistisk, så var temaet godt gennemarbejdet og det var en sjov idé at se det fra den simple mands øjenhøjde’.
Men jeg havde også gjort et grundigt forarbejde. Så de fem forestillinger, vi så, var sammensat efter alle kunstens regler om alsidighed i udtrykket og betydningsfulde parametre. Her tænker jeg monolog, fysisk/danse teater, tematisk interesse, åbenhed for ungdommen som vi voksne tror er flest, dialog, komik, fortælleteater osv…
Særligt udvalgte forestillinger
Det faktum, at vi logistisk skulle nå fra en forestilling i den ene ende af byen og til den anden ende for at se den næste, spillede selvfølgelig også ind. Det at jeg havde valgt forestillinger, der var henvendt til deres aldersklasse, fortryder jeg i dag, idet jeg gerne ville have udvidet deres oplevelsesniveau endnu et trin. Her mener jeg ophøje deres forståelse af sanselighed over for andre oplevelsesmåder. F.eks. ved at se en ordløs babyforestilling. Forestillinger som jo langt fra kun henvender sig til de allermindste, men som udtrykker sig i en sanselighed til feltet, hvor jeg fornemmer at mine elever skal udfordres.
For hver forestilling blev deres tilgang og oplevelse af teaterkunsten udvidet. De forstod helt sikkert, at teater ikke bare er flotte kostumer i et stort mørkt kulisseteater, men at dramatisk kreativitet ikke har grænser.
Forestillingerne var ’Blind vej’ (Tåstrup Teater), ’Katastrofe’ (Teater Viva), ’Ondskab’ (Randers EgnsTeater), ’Habit’ (Teatret Beagle) og ’Opsang’ (BaggårdTeatret) – forestillinger der gik til ungdommen på hver deres facon og som betragter børn og unge med en eneste fællesnævner – nemlig alderen.
For ungdommen er lige så svær at putte i kasse som alle andre alderstrin. Ej heller det unge menneske, der kommer udefra med et andet kulturelt ophav. Min elevgruppe af enkeltindivider skiller sig ud fra en gruppe af etnisk danske elever på samme alder. Men de skiller sig også markant ud fra den almene opfattelse af unge med anden etnisk baggrund. De har ikke udviklet den samme selvstændighed og individuelle modenhed som etnisk danske unge. Til gengæld er de generelt langt mere åbne, hjælpsomme, kammeratlige, ædruelige, interesserede, respekt- og ansvarsfulde…
Belgisk øjenåbner på konference
Alle forestillingerne var meget ’pæne’ i forhold til f.eks. den belgiske forestilling, festivalen præsenterede som et af de internationale tilbud tidligere på ugen. Forestillingen ’Teenage Riot’ var ud over at være forestilling på festivalprogrammet også et bud på, hvor langt man kan gå i arbejdet med gruppen af unge i en kreativ proces. En proces som alle gymnasieelever udfordres i.
Den proces var omdrejningspunkt for festivalens årligt tilbagevendende faglige konference, som henvender sig til formidlere af forskellig slags. Den handlede om arbejdsmetoder til inddragelse af børn og unge i den kreative teaterproces. Det blev en fantastisk dag. Både fordi Teatercentrums planlæggere formåede at præsentere forskellige tilgange til samarbejde mellem unge menneskers idéer og den professionelle teaterverden, som var både inspirerende og alsidige, men også fordi den afsluttende forestilling sparkede benene væk under de fleste. Kan man virkelig det med unge mennesker? Jeg ville ikke kunne det med mine elever.
Ekstremt udtryk
For lad os bare sige, at der er en bred kløft mellem de præsentable danske metoder til den belgiske fandenivoldske. De danske tilbyder de unge mennesker at udvikle selv, men generelt efter en bestemt overordnet voksen metode. Der ligger noget bag.
I det ene tilfælde f.eks. en voksenforestilling, hvor spillere researcher og indsamler materiale i form af de unge. I et andet tilfælde er de unge selv på gulvet, med og uden voksen professionelle spillere, i en teknik – styret af voksne – hvor de unge improviserer på interageren mellem de enkelte karakterer, som de udvikler over længere tid.
I det belgiske tilfælde er de unge sig selv som over heftige og langvarige, grænseoverskridende situationer når frem til et udtryk, der er ekstremt og meget deres eget. Ud over de sikkert er castet på hvor langt de tør tage den ud, så opildnes de i deres proces til at gøre lige hvad de har lyst til. De er selv på scenen med kamera og er langt hen ad vejen fysisk beskyttet mod voksendommen.
KA’ I SÅ FORSTÅ DET!!!!
Groft sagt var de danske processer et spædt og forsigtigt forsøg på lydhørhed over for den unge befolkning, hvorimod det belgiske bud var en sansemættet oplevelse af, hvor tro man kan være mod den gruppe af befolkningen. Her var tale om grundlæggende kærlighed til dem og deres udtryk. Og ikke en udnyttelse af deres kompetencer med et voksent formål for øje.
Her fik vi, altså os voksne, en på opleveren og en over nallerne. KA’ I SÅ FORSTÅ DET!!!! blev der skreget ud i fjæset på os velmenende teatertosser. Endelig var der nogle der turde spile kråsen op på didaktikken og den pæne formidling af ’vi ved bedre’ på scenen og stopfodre os i ungdommmens tjeneste.
Men i hvis interesse er det at udvikle denne kreative proces om den er belgisk eller dansk? Er det for at give de unge en ekstra dimension i livets lange læreproces? Er det for at styrke deres kreativitet og dermed deres muligheder for anderledes tilgang til et senere liv på arbejdsmarkedet? Er det for at lette kunstnernes arbejdsgang? Er det for fremtidigt at skabe kunder til de tomme stolesæder i branchen? Nogle tilskuere der tilmed har en større forståelse for det sceniske udtryk? Eller er grunden en hel anden? Hvis sag er det vi tjener? Hvem er det, vi vil rokke?
De er alle forskellige
Min sidekammerat på konferencen blev i hvert fald rokket. Hun udtrykte sin åbenbare urolighed over, hvad hendes datter snarligt skulle igennem som teenager. Men her vil jeg blot berolige den voksne befolkning: De unge mennesker er lige så forskellige som os, der er så heldige at have overlevet den periode i vores liv. Så de belgiske unge mennesker er blot en del af den unge befolkning.
Jeg var i byen med en hel anden del, hvis hverdag ikke er tvungen selvstændighed og oprør mod de gamles trang til at forblive ungdommelige. Deres forældre nyder en hel anden respekt fra den yngre generation og de vedkender sig oftest deres alder…
Nå men efter fem meget forskellige forestillinger drog vi atter mod hovedstadens himmelstrøg. Vi var trætte og mætte på oplevelser, men de unge snakkede hele vejen hjem om oplevelserne. De var glade og berigede, og de var storfortolkende samt nysgerrige på min mening.
Desværre ligger festivalen næste år i Jylland (Mors, red.), ellers ville jeg helt sikkert have gentaget succesen. Så selv om det var tidligt en lørdag morgen, så var ekskursionen klart at anbefale.
Lone Sørensen underviser i drama på Københavns Private Gymnasium. Hun er også projektkoordinator på Teater V og Kulturkongen.dk – og har også været anmelder på børneteateravisen.dk
