Egnsteatret Undergrunden er fast besluttet på at vise flaget efter at være blevet egnsteater i Furesø Kommune (se artiklen: 'Så fik Furesø sit egnsteater') – og de kvitterer bl.a. med en lille opera- og teaterfestival fra 6.-15. september 2013 i deres nye værested Galaksen i Værløse Bymidte.
Der er forestillinger og arrangementer for både små, lidt støtte og voksne, og festivalen sættes i gang fredag 6. september med Undergrundens egen store Offenbach-operette, "En fremmed i sengen er bedre end 10 på taget" – der efterfølgende spiller yderligere fem gange.
Dertil kommer syv gæstespil, herunder fire forestillinger for børn og unge/voksne:
– Sofie Krog Teater: 'The House' (unge/voksne – anmeldelse her på portalen)
https://teateravisen.dk/underholdende-horror-house.html
– SaltoMortale: 'Byen uden lyde' (for 6-10 år – netop anmeldt)
– Undergrunden: 'Blind og blindere' (unge/voksne)
– Skørping Marionetteater: 'Fyrtøjet' (3-8 år)
Egnsteatret Undergrundens Opera- & Teaterfestival indeholder i alt 13 forestillinger over festivalens ti dage.
Det er muligt at købe partoutkort med adgang til alle forestillinger. Billetter kan købes og bestilles på www.billetlugen.dk, i Galaksen samt i Fona- forretninger.
Se program m.v. på www.undergrunden.com
***
Det er fortsat Kaja og Niels Pihl, der står i spidsen for Undergrunden, men egnsteatret søger deres afløser i form af en ny teaterleder med relevant teaterdramatisk baggrund samt 'kunstneriske visioner, administrativ tæft og personlig gennemslagskraft', som der står i stillingsopslaget, der kan ses på hjemmesiden (www.undergrunden.com).
Den nye leder – med tiltrædelse snarest muligt – skal således videreudvikle Undergrundens kunstneriske profil i respekt for samarbejdsaftalen med Furesø Kommune. Ansøgningsfrist er 23. september 2013.
(caj)