Kongeriget har fået ny kulturminister for nogle uger siden. Og der står i avisen, at stort set alle kulturpersonligheder har budt Per Stig Møller varmt velkommen. Derfor må lupholderen også skynde sig med at få sig snøvlet sammen til at være med i koret og ønske kongeriget til lykke med, at det for første gang i mands minde er lykkedes en regeringschef at udnævne en kulturminister, der ved noget om kunst og kultur. Det er epokegørende og ganske fantastisk.
Her er nu en kulturminister, der hverken behøver at få lavet sig en kanon som en krykke at støtte sig til, eller som møder op i Kulturministeriet med en kommode-plagiatsag slæbende efter sig, som man må se at få forligt og bilagt og tiet ihjel for ikke at bringe uorden i det kulturministerielle hjerteblod i ophavsretsafdelingen. Her er – som nogen af kulturpersonlighederne bemærkede – en kulturminister, som ikke alene kan læse bøger og gør det, men som også har skrevet bøger. Godt nok ikke romaner, men bøger om samfund, kunst og kultur. Her er en kulturminister, som man tror på føler sig hjemme i kunsten og kulturen.
Pia Kjærsgaard, der jo selv har indviet avislæserne i, at hun går og drømmer om at blive kulturminister, affyrede godt nok en syrlig bemærkning, som sikkert tager kegler hos hendes bodegapublikum, om at Per Stig Møller da vist nok var lidt ’fessor’-agtig. Her bliver lupholderen nødt til at melde pas. Han kan overhovedet ikke se, hvad der er galt i at være ’fessor’-agtig. Tværtimod, det er noget af det fornemste, man kan være. Det borger for en vis kvalitet. En omtanke, en lydhørhed og en argumentation, der består af mere end korte hovedsætninger. Så i lupholderens ører er det nærmest en ros, fru Kjærsgaard har uddelt, selvom han da godt er klar over, at det ikke var sådan ment.
I et af de første interviews, den nye kulturminister deltog i i tossekassen, havde han godt nok også travlt med at markere, at han da også er til fodbold. Lars Løkke blev sammenlignet med Morten Olsen, og ministerrokaden blev til ændringer i opstillingen på fodboldlandsholdet. Folkelighed i det her land handler tilsyneladende om at snakke om sport, om at agere som i sport (‘på den korte eller lange bane’, som det hedder med et af de mere uklædelige modeudtryk) og om at spejle sig selv i sportsidoler.
Lupholderen må indrømme, at han er glad for aldrig at være blevet kulturminister. Noget af det første, han ville have gjort, var at fjerne den eksorbitante støtte til sport af tips- og lottomidler og at flytte al sport og idræt fra de almindelige tv-kanaler (DR og TV 2) til en specialkanal for særligt interesserede. Og det ville lupholderen så umiddelbart have knækket nakken på. Tilskuersport og bøvet sportsjournalistik er fredhellige i det her land. Jo mere fladpandet, jo bedre.
Derfor smerter det selvfølgelig også den – indrømmet – ’fessor’-agtige lupholder, at Per Stig Møller følte, at han var nødt til at gøre dette knæfald i bedste sendetid for fru Kjærsgaards bodega-venner.
Til gengæld kan lupholderen fuldt ud anerkende, at den nye kulturminister har meninger om kunst og kultur og tør give udtryk for dem. At der for ham er forskel på skidt og kanel. I samme TV-udsendelse fik Per Stig Møller forelagt et billede af Manzonis Kunstnerlort på dåse, som bl.a. opbevares på kunstmuseer i Randers og Herning.
Forespurgt om det var kunst, svarede ministeren med et grin: Nej, det er lort! Og tilføjede så, at det ikke var ham, der skulle bestemme, hvad der skulle stå på danske museer, eller hvad de skulle købe ind. Det har man fagfolk til. Og der er noget, der hedder armslængdeprincippet. Lupholderen ville nok have kaldt det kulturinstitutionernes selvstyre, men immervæk. Pointen er, at det ikke er partipolitikerne, der bør blande sig i kunstneriske afgørelser. Fint nok.
For lupholderen er det ganske befriende, at der er nogen, der i den offentlige debat tør markere, at der er forskel på lort og lagkage. At det ikke er alt, der kalder sig selv kunst, der er kunst, og at det hele ikke kan være lige godt, lige meget og lige gyldigt. Det er en rigtig god ting, at vi har en kulturminister, der offentligt tør gå op mod de korrekte meninger og det relativistiske kunstsyn.
Og lupholderen kan da godt se, at nogen kan føle sig krænket over, at de ikke bliver rygklappet, som de er vant til. Han kan også godt se, at kulturministeren bevæger sig i et minefelt ved at forbeholde sig retten til at have en mening og ytre den. Men hellere det end ingen mening og hellere det end at have meninger i hobetal for lukkede døre og hjemme i privaten.
Det vil være yderligere en god ting, hvis ministeren får markeret, at kunstnerisk kvalitet ikke er institutionsbundet. I første omgang har han markeret, at han vil gå efter det kvalitativt bedste. Det er et godt første skridt, og det har mange kulturministre i tidens løb sagt. Det næste er at erkende, at kvalitet ikke er sådan noget traditionsbundet noget, der garanteres af bestemte institutioner. Kunstnerisk kvalitet kan dukke op alle mulige steder i det kunstneriske landskab, ofte endda hos dem, der ikke er så meget i salveten i den nuværende offentlige kunststøtte.
Der er altså standpunkter, der skal tages, meninger, der skal ytres, og veje, der skal gås. Velkommen til kulturminister Per Stig Møller.
