I DAG VIL lupholderen vende sig bort fra den positive tone, han forsøgte sig med i den sidste klumme, og igen være mopset. Han vil skrive noget, der med garanti udstøder ham helt og aldeles fra det gode selskab. Spørgsmålet er selvfølgelig, om han nogensinde har været i det? Men immervæk, det vil han ikke være og ikke kunne komme, når denne klumme er læst.
I dag skal vi diskutere mangfoldighed. Jamen, det er der da ingen, der kan have noget imod, siger de to trofaste læserinder. Så lad os præcisere: Det er en bestemt forståelse af mangfoldighed, der kører i disse år, og som giver lupholderen knopper og idiosynkrasi. "Mangfoldighed" som dæknavn for, at teaterbranchen da må gøre noget mere for at få flygtninge/indvandrere ind på plyssessæderne, og at branchen bør have rigtig dårlig samvittighed, hvis den ikke gør nok. Det er altså tvangs-mangfoldighed eller dårlig-samvittigheds-mangfoldighed, som lupholderen har svært ved at kapere.
DET, DER HAR UDLØST idiosynkrasien, altså følelsen af fysisk ubehag, i denne omgang er programmet for det nye fænomen Scenekunstens Årsmøde, der skal afholdes 6. juni i Skuespilhuset i København. Bag det i øvrigt hæderværdige arrangement står bl.a. PUS (Projektstøtteudvalget for Scenekunst i Statens Kunstfond). Temaet for årsmødet er – ja, sig navnet – OMA Margarine, nej for pokker! Temaet er Mangfoldighed.
22 gange optræder ordet "mangfoldighed" eller sammensætninger med det i det fire sider lange program. Dertil kommer "diversitet/diversity" med fem gange. Her hamres sandelig med forhammeren. Så skulle selv de mere tungnemme – fx lupholderen – vist kunne være med og forstå, hvad det her handler om. Men lupholderen skal ikke være med. Han ligger – reverenter talt – med brækfornemmelser!
Jamen, hvorfor er der nu noget galt med mangfoldighed? Vil lupholderen ikke have et mangfoldigt teaterliv? – spørger de to trofaste. Jo! Men han synes, at der går for meget propaganda og politisk, humanistisk veldædighed i al den snak om mangfoldighed, der kører i tiden. Vi må sandelig gøre noget for at hjælpe dem, der ikke gider teater, er tankegangen. Vi må opfinde ting, der måske er interessante som sociale fænomener, men ikke som kunst. At sætte publikum på scenen for at "spille" sig selv for så at få naboer og familie ind på sæderne som publikum er én af disse ting.
Har I en strategi for revolutionen? Sådan kunne man militant afkræve teatre svar engang tilbage i 1970'erne. I dag kan man tilsvarende med krævende stemmeføring og skrævende ben spørge: Har I en mangfoldighedsstrategi? Hvordan ser den ud? Er den mangfoldig nok? Ellers så holder vi et seminar om det, hvor folk fra det store udland kan komme og belære jer om, hvad I bør gøre.
FOR ET ÅRS TID siden (11.6.2016) havde PUS en kronik i Politiken, der meget smagfuldt hed "En lukket fest for den hvide middelklasse". Den burde måske retteligen have heddet "En lukket fest for hvide middelklassekvinder på 50+". (Der fik I den, I to trofaste. Stik den!) Og det ville så heller ikke have været rigtigt. Nye tal fra Danmarks Statistik viser jo, at godt en fjerdedel af sæsonens publikum er børn og unge under 25 år. Det er faktisk noget af det mest positive, man i årevis har beregnet i teaterstatistikken. Det betyder jo, at teatret – ikke bare børneteatret – har et ungt og vitalt(?) publikum. Nogle teatre selvfølgelig mere end andre. På små storbyteatre er det næsten 60 procent af publikum, der er børn og unge under 25.
I kronikken gør PUS sig store anstrengelser for at undgå platheder om mangfoldighed, som at det skulle være synd for nogen, og at vi er dårlige mennesker, hvis vi ikke arbejder for mangfoldighed. Eller at arbejdet med mangfoldighed bare skal gøres for at skaffe sig et større publikum og få flere penge i kassen. Og det er alt sammen meget godt. PUS lader også skinne igennem, at mangfoldighed kan handle om sociale klasser, om at de fattige ikke går meget i teatret. En passant nævner man, at andre socialgrupper end middelklassen måske går til revy, shows og musicals, altså at publikum til optrædende kunst ikke er ét publikum, men er to – eller måske flere. En konsekvens af det kunne måske være, at de her genrer, fx revyen, blev betragtet som en del af teaterpolitikken, der også kunne modtage offentlig støtte.
MEN NÅR DET KOMMER til bundlinjen, så handler den her tænkning om "danskere med minoritetsbaggrund". Dem er der for få af, både på, bagved og foran scenen i følge PUS. Så det må vi gøre noget ved! Og det kan vi gøre ved at hente erfaringer fra England, Sverige og Norge. – Og det er det, man gør på det kommende Scenekunstens Årsmøde.
Og her er det, at lupholderen står af, fordi det, PUS – og tilsyneladende også årsmødet – opererer med, er et indsnævret mangfoldigheds-begreb, en lukket verden, hvor de mennesker (fx lupholderens to kære læserinder), der rent faktisk går i teatret, bør føle sig forkerte, fordi der skulle have siddet nogle andre på de pladser, hvor de sidder.
Lad os alle bede – om at få rekapituleret: Lupholderen har ikke noget imod teater for, om og med brune, hvide, røde, sorte, lilla og grønne danskere. Ej heller mod teater for unge og gamle danskere og dem midt imellem. Og slet ikke mod teater for dannede og udannede, for teaterkendere og teateruvante. Tværtimod! Det går han ind for. Men så: LAV DET!! GØR DET!! Vær mangfoldige. I stedet for at propagandere for det. Og lav det som professionel kunst og ikke som en eller anden form for veldædig social aktivitet.
Det, der pikerer lupholderen så meget, at han får knopper, er, når statslige organer giver sig til at propagandere for det ene eller andet lille hjørne af mangfoldigheden. Når mangfoldighed bliver til et krav, der ligger i luften, et krav til det enkelte teater, et krav til den enkelte teaterarbejder, som det hed i gamle dage.
*
MÅSKE VILLE TIDEN være inde til at erkende, at teatret selvfølgelig bør gøre en indsats for at udvide sit publikum. Men at det ikke er alle mennesker i det danske samfund, der er interesseret i at gå i teater, ligesom det heller ikke er alle, der går til professionel fodbold eller løser billet til 'X-Factor'-finalen. Altså at vi er mangfoldige og har mangfoldige, forskelligartede interesser, at vi vil bruge vores fri tid forskelligt. Der er ingen grund til, at offentlige instanser vil skubbe os i retning af, at det ene er mere rigtigt end det andet. Man kan synes, at 'X-Factor' er noget lort, og man kan sige det offentligt, men at nogen er mere interesseret i det end i højpandet teater, skal man da ikke partout lave om på. Missionering for teater kan være godt nok, men tvangsomvendelse skal man holde sig fra.
Interessernes og behovenes mangfoldighed kunne det være værd at holde fast i.
Og så burde det kommende årsmøde for teatret (undskyld: scenekunsten) nok hellere have haft som tema: Hvordan øges kvaliteten i dansk teater – og hvordan kan vi snakke om kvalitet på en professionel og udviklende måde?
———-
Se kommentaren fra Projektstøtteudvalget for Scenekunst
