SÅ SIDDER MAN dér og tænker over diverse teaterrelaterede emner til en ny klumme. Det kunne fx være tanker om, hvad teater er til for, hvorfor det er vigtigt, og hvorfor det bør modtage offentlig støtte? Altså klummen kunne handle om det hele.
Den kunne også handle om den omsiggribende tendens til, at publikum spiller sig selv på scenen for andre publikummere, som ser på publikum og piller sig selv lidt i navlen.
Den kunne også handle om, at den professionelle teaterkritik, som lupholderens alias også har gjort det i i tidernes morgen, ser ud til at være under udslettelse. Også her forsvinder de professionelle til fordel for amatørerne, eller når det går værst: det rene dilettanteri.
Og samtidig tænker man på, hvordan man kan følge op på den sidste klumme – også kaldet: Nyt fra de bonede gulve. Det var, som de tænksomme to-tre vil erindre, dér, hvor lupholderen lige i et snuptag lavede hele teaterstøttesystemet i Danmark om.
Man kunne jo i en klumme fx foreslå hans excellence kultusministeren at nedsætte en 1-mands udredning – ligesom han har gjort det vedrørende symfoniorkestrene, støtten til dem og deres udfordringer og forpligtelser – om hele teaterlandskabet, der skulle fremlægge ideer til nytænkning, fleksibilitet og styrkelse af kunstnerisk kvalitet. Og lupholderen kunne da gerne foreslå, hvem sådan en 1-mands udredning skulle bestå af. Men i lyset af, hvad der siden er sket, skal han undlade at gøre det.
FOR SÅ ER DET nemlig, at statsministeren pludselig finder ud af, at han, for at kunne blive siddende, må lave en ny regering. Det blev så til VLAK-regeringen, sig navnet: vlak, som lyder lidt for østeuropæisk, nærmest tjekkisk, hvor "vlak" er et tog, eller måske hollandsk, hvor "vlak" er flad. Så det bliver nok på dansk til: flak! Flak-regeringen!
"Jorden er flak som en Pandekage", skrev Holberg i Erasmus Montanus. Og "flak" betegner også en sandgrund i havet, og desuden kan det jo være bydemåde af verbet "at flakke", som betyder at bevæge sig uroligt eller stødvis, drage hvile- og rastløst omkring, som ordbogen forklarer det. Altså vi har fået en flak-regering med østeuropæiske overtoner, der er flad som en pandekage, og som kommer til at støde på grund, når den flakker hvileløst rundt med hektisk iver sprøjtende ud af alle knaphuller.
I VLAK-regeringen var der pludselig ikke brug for Bertel mere, som lupholderen ellers med sin sidste klumme havde søgt at smøre. Nu kunne han (altså hverken lupholderen eller hans alias, men Bertel) blive sendt som fyrtårn til Flensborg og udstede pas og passe på det danske mindretal. Det er sikkert også godt, men det var altså skønne spildte kræfter, at lupholderens alias drog til hovedstaden og snakkede løs om, hvordan teatret kunne blive bedre, mere vitalt og mindre vaneagtigt.
Men pyt nu med det. Man skal ikke jamre over spildte kræfter eller mælk.
MEN DEN HER VLAK-regering skulle jo også have sig et VLAK-program og en VLAK-kulturminister. Og det er, som om det presser sig på i lupholderens sind, at give det nogle ord med på vejen.
Programmet eller regeringsgrundlaget hedder "For et friere, rigere og mere trygt Danmark". Der er en portion Venstre ("friere"), en portion Liberal Alliance ("rigere") og en portion Konservativt Folkeparti ("mere trygt"). Og sådan er det hele vejen igennem: 2 til liberalisterne og 1 til konservatismen.
Regeringsgrundlaget er en ren fristil om et Danmark, der bliver styret af erhvervsinteresser fra top til bund. Alle ved selvfølgelig, at det kun bliver til noget i brudstykker, for det kræver ligesom et flertal i Folketinget. På den anden side er der da noget forfriskende i at få på tryk, hvad det er for et samfund, liberalisterne ønsker sig. Det er et samfund, hvor erhvervslivets – ikke at forglemme landbrugets – interesser er styrende, og hvor staten indskrænkes mere og mere, fra salg af statslige campingpladser til mere udlicitering af togdriften. Det er en plædering for den mere uregulerede kapitalisme, som liberalisterne har konkluderet som deres erfaringer ovenpå bank- og boligkrisen. Det er forbløffende, at man ikke standser op og tænker sig om, men bare trykker speederen helt i bund og fræser ind i kuglestøderens lykkerige med bind for øjnene. Hør, hvor vi trumper!
Og så rummer de 86 siders regeringsgrundlag også 2½ side om kulturpolitik – eller kulturpolitik og kulturpolitik: Det meste handler om idræt og om foreninger.
SOM SÅ MEGET andet i regeringsgrundlaget er det flovserne, der karakteriserer regeringens mening om kultur. Man vil have et mangfoldigt kulturliv (hvem vil ikke det?), som har frie og gode rammer, der fremmer kreativitet, mangfoldighed (hov, dér var den igen) og kvalitet. Og der skal være et rigt og varieret kulturudbud i hele landet (hvem er imod det?).
Vi er på festtalernes niveau. Det er da også karakteristisk, at på de 2½ side optræder "danskerne" ni gange. Mest udtalt, når man siger, at "målet er, at midlerne til kultur og kunst i videst muligt omfang kommer danskerne til gode." Enten er sådan et udsagn igen hentet fra skuffen med flovser, eller også må man spørge: Ja, hvad ellers? Hvem er det, som midlerne ikke må komme til gode?
En del nationalkonservatisme, en del lovsyngning af folkeoplysning, højskoler og foreningslivet og en del specifik støtte til nogle idrætsformål: Sådan er kapitlet om kultur bygget op, altså lidt konservativt, lidt venstre og lidt idrætsforbund (her også kaldet Liberal Alliance).
Når man kommer ud over selvfølgelighederne er der fem konkrete punkter i VLAK-regeringens kulturpolitik, og man ser tydeligt fingeraftryk på de tre af dem fra Liberal Alliances folketingsmedlem Leif Mikkelsen, der vel også sidder i Folketinget for Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger og andre idrætsorganisationer:
Den bonus, som danske medaljevindere ved Olympiske Lege og Paralympiske Lege får fra Team Danmark (fx 100.000 kr. for en guldmedalje), skal gøres skattefri. Som en konsekvens må kunstneres hædringer, fx de livsvarige ydelser fra Statens Kunstfond (som nu hedder hædersydelser), vel også gøres skattefri?
Hestevæddeløbssporten skal have bedre forhold. – Jamen, det skal den altså, og det står der! Hyp, lille Lotte!
Der skal flyttes tips- og lottomidler fra kunst og kultur til foreningslivet (læs: idrætsforeningerne). Her er vist grund til, at kulturlivet er lidt på dupperne, eller hvad man nu er på.
Danmarks Radio skal slankes. Public Service opgaverne skal præciseres, og dem skal DR i højere grad koncentrere sig om.
TV2 skal sælges. Det, synes lupholderen, at han har hørt om før. Dengang kom der ligesom ikke noget ud af det. Men denne gang har man heller ikke sat en tidsfrist på 100 dage på projektet. Privatiseringen skal ske, når medieaftalen udløber i 2018.
DER STÅR IKKE et ord om teater i regeringens kulturpolitik, heller ikke om børnekultur, derimod står der, at vi skal have en retskultur, "hvor de lovlydige æres, og forbrydere straffes"! Så det må kulturministeren se at gøre noget ved.
Og så står der gudhjælpemig, at regeringen har som mål, at 50 pct. af danskerne skal være medlem af en idrætsforening i 2025. Kunne man ikke bare tvangsindmelde os alle sammen – og så samtidig melde os ind i en teaterforening, en læsecirkel og en musikforening? Og så kunne vi som supplement til den nuværende medielicens få en foreningslicens.
Det korte af det lange er, at den nye kulturminister udover at holde skåltaler og klippe snore over, vil få nok at gøre med at føre mediepolitik og sportspolitik. Lupholderen tror ikke på, at der vil ske noget med teaterpolitik eller med børnekulturen i resten af denne regeringsperiode. Tingene skal bare køre, og slagene skal tages andetsteds.
I øvrigt har lupholderen bemærket sig, at Mette Bock, rigets kulturminister, er magister i filosofi (plus i karakterbogen) og lyder, som om hun er armslængde-fundamentalist (ligesom lupholderen), samt lyder til at ville dynamisere støtten til kunst og kultur (endnu et plus i karakterbogen). Så det skal nok gå alt sammen – på sin sædvanlige skæve facon.
Velkommen til kultur-Mette! Vi holder øje med dig – siger lupholderen og hans alter ego.
***
Lupholder Langsted refererer flere gange til sin forrige klumme, hvor han omkalfatrer hele teaterstøttesystemet i forbindelse med et møde med nu forhenværende kulturminister Bertel Haarder. Den klumme kan med stor fordel læses her.
