Lupholderen må her og nu straks gøre en indrømmelse. Hans alias har været på de bonede gulve i hovedstaden.
Det er ikke noget, der sker hver dag. Derfor er der selvfølgelig grund til, at de to (eller er det tre?) trofaste læsere (nok -inder) bliver indviet i, at lupholderens alias har haft pænt tøj på, drukket kaffe og spist kage ved hans excellence kultusministerens bord.
Hvad er nu det for noget? Er lupholderens alias blevet en logrende hund, der er til fals for blødt brød og venlige ord?
Næh, men kultusministeren havde inviteret ni mennesker med tilknytning til dansk teater til en uformel drøftelse om perspektiver og udvikling på scenekunstområdet med henblik på, om støtten, reguleringen og organiseringen var blevet utidssvarende som det patchwork, det nu engang er i teaterloven.
En sådan brain storm – eller som receptionisten i Kulturministeriet kaldte det: Et hulemøde – stiller såvel lupholder som alias gerne op til. Ni teatermennesker mødtes altså en tirsdag i september med kultusministeren og hele hans kleresi af embedsfolk fra top til bund, fra departementschef til fuldmægtig.
Og der kan så også være grund til, at de tre trofaste læserinder ikke bliver foreholdt lupholderens alias' guldkorn, som de blev lukket ud i Nybrogade, København K.
HAN TOG udgangspunkt i to ting. Dels den automatik og institutionalisering, der er over dansk teater og teaterpolitik, i modsætning til udvikling og kvalitet. Og dels, at teaterloven er et underligt mix af erhvervsstøttelov og kunstlov. Erhvervsstøtten er tydeligst at se i afsætningsstøtten, dvs. formidlingsstøtten til at nedbringe billetpriserne.
Der er behov for fra top til bund at gøre op med automatikker og "plejer".
Og Lars Seeberg-udvalgets rapport, 'Veje til udvikling', fra 2010 er der faktisk grund til at vende tilbage til. Den var ikke så skeløjet, og den rummede blandt meget andet godt som noget helt særegent i danske offentlige publikationer om teater nogle tanker om, hvad teater egentlig er for en størrelse, og hvorfor det er vigtigt.
Lupholderens alias mente ved kaffemødet med kultusministeren helt overordnet, at automatiske penge skulle gøres til mobile penge i teaterpolitikken.
Støtten til formidling og billetrabat burde afskaffes, og pengene burde sendes ind ad fordøren på teatrene. Så kunne de selvfølgelig lave alle de rabatordninger, som de måtte have behov for. Den eneste rabatordning, der burde bevares ensartet over hele landet er rabat for unge mennesker. Det burde kunne indrettes helt ubureaukratisk. Unge mennesker burde med sygesikringskortet som legitimation kunne købe teaterbilletter for 75 kroner.
Al teaterstøtte fra staten burde uddeles efter kvalitetskriterier. Dvs. den nuværende støtte til egnsteatre, små storbyteatre, landsdelsscener, store turnerende teatre og de store københavnske teatre burde samles i én pulje sammen med Projektstøtteudvalget for Scenekunsts (PUS') nuværende penge plus de sparede penge fra formidlingsordningen. Disse penge burde uddeles af et udvidet PUS til projekter og til en- eller flerårig drift efter kvalitetskriterier, kriterier om aldersspredning i målgrupperne (sikring af børneteater) og kriterier om geografisk spredning. Man kunne måske skele til Det Danske Filminstitut og lave et Det Danske Teaterinstitut.
Altså: Lad kvalitetskriterier omfatte alle teatre! Se det samlede felt under et, ikke som adskilte båse! Bevægelighed og fleksibilitet, samarbejde og mangfoldighed kunne være kærneord.
Endelig: Ophæv organisationen, bureaukratiet Det Københavnske Teatersamarbejde, og opdel Det Kongelige Teater i to teatre. Motto: Pas på med for store institutioner eller bureaukrati. Nærhed mellem dem, der skaber kunsten, og dem, der administrerer den, gør kunsten mere vedkommende og aktualitetsrettet. Det er en lære fra 40-50 år med gruppeteatre, egnsteatre og små storbyteatre, en lære, som man kan bygge videre på, og som man bør bygge videre på, fordi den giver stærkere kunst.
SOM DEN opmærksomme læser kan se, lades ingen sten urørt her. Aliaset er virkelig gået i flæsket på det hele. Han har ikke nøjedes med at tænke småjusteringer eller kommaknepperi. Tanken er: Lad os indrette et teatersystem, der fra top til bund giver mere interessant, mere vedkommende teater. Et kæmpende, ikke-selvfølgeligt teater bliver bedre end et automatisk teater!
Lupholderen kan jo godt høre, at aliaset har fløjet højt her i Kulturministeriet, når han simpelthen ville lave det hele om. Han har også været mere radikal end Seeberg-udvalget, der ville opdele støtten i to ordninger: én for teatre med mange mursten, kaldet teatre af national interesse, og én for teatre med færre mursten, kaldet teatre af regional/lokal interesse. I stedet for de her kunstige båse, der ikke har noget med kunstnerisk kvalitet at gøre, ej heller med national interesse, opererede aliaset med ét støttesystem for alle teatre. – Og der er selvfølgelig detaljer, han ikke kom ind i omkring kultusministerens kaffebord, fordi det her drejede sig om ideer og pejlemærker til et helt nyt system, en helt ny tænkning om teaterpolitik. Og fordi de andre otte kaffedrikkere jo også skulle have mulighed for at komme til orde.
Aliasets vilde ideer lægger sig ud med samtlige betydende parthavere i dansk teater: Danmarks Teaterforeninger, Det Kongelige Teater, Kommunernes Landsforening, Landsdelsscenernes Samarbejdsudvalg, Det Københavnske Teatersamarbejde, Skuespillerforbundet, TIO, Danske Teatres Fællesorganisation etc. etc. Og de lægger sig ud med en lang række kulturpolitikere, ikke mindst Socialdemokraternes.
Det er faktisk de her ideers styrke, må lupholderen give aliaset ret i: At de roder så meget rundt i gryden, at den holdes spilkogende i stedet for at stå og småputre.
BLIVER DET her så til noget? Det er rimeligt, at de tre trofaste spørger om det.
Næh, med al sandsynlighed ikke. Men derfor kan man godt tænke vildt og i de store sammenhænge. For: Hvorfor har vi teater? Og hvorfor skal det offentlige støtte det?
