I gamle dage – og det er jo egentlig ikke så længe siden – var lupholderens alias medlem af det kongelige danske Teaterråd, det, der vel i dag nærmest svarer til det, han med vanlig dobbelttydighed vælger at kalde PUS, Projektstøtteudvalget for Scenekunst. Noget af det første han fik lært, da han trådte ind på de bonede gulve, var, at den kloge Vigga Bro, som også sad i Teaterrådet dengang, sagde til ham, at han skulle være meget opmærksom på, om rådet nu også brugte 25% af de midler, som man havde herredømmet over, til børneteater. I første omgang syntes lupholderens alias, at det da var noget mærkeligt noget at sige, men han skulle blive klogere.
Hvor havde hun nu det fra? At 25% af midlerne skulle anvendes på børneteater? Jo, det havde hun fra en praksis, der havde udviklet sig, og som havde sit grundlag i teaterloven fra 1990, hvor det i bemærkningerne til lovforslaget hed:
'I dag administrerer Teaterrådet en bevilling på godt 20 mio.kr., og heraf anvendes ca. 8 mio.kr. til teater for børn og unge. Det forudsættes, at rådet også fremover anvender en væsentlig del af sine midler til støtte af børneteatret og det opsøgende teater. Ved fastsættelsen af gruppeteatrenes andel bør rådet være opmærksom på, at børnene og de unge udgør omkring 25 pct. af den samlede befolkning, og at de etablerede teatre […] spiller et repertoire, som først og fremmest henvender sig til det voksne teaterpublikum'.
Teaterloven fra 1990 udgør faktisk stadig grundstammen i den scenekunstlov, vi lever med i dag. Så det vink med en vognstang, der drejer sig om, at ca. 25% af de frie midler skal gå til børneteater, kan jo ikke bare fjernes administrativt. Lovbemærkninger er immervæk den politikerautoriserede fortolkning og forklaring af lovteksten.
Når Vigga Bro tilbage i 1992 erindrede det i Teaterråds-sammenhæng grønne alias om de 25%, så hang det jo sammen med, at der både før og efter var tendenser til at pengene helt ubevidst strøg over på voksenteater. Det beror på, at broderparten af medlemmerne af den slags organer har deres erfaringer fra voksenteatret. Der var også tendenser til at argumentere med, at børneteatrene skam da fik en pænt stor andel af midlerne til biler og teknisk grej. Så det gik nok lige o-p, op!
Det korte af det lange var, at de 25% var en kampplads, som ikke bare kom af sig selv ved de årlige uddelinger af midler fra Teaterrådet. At Vigga Bro var vagthund, og at hun sørgede for, at lupholderens alias også blev vagthund var ingen selvfølge, men en nødvendighed, set fra en børneteatervinkel.
MEN HVORFOR skal vi høre den her historie fra gamle, gamle dage, tripper en utålmodig læserinde. Jo, det skal I, fordi PUS jo fra i år har valgt at slå børne- og voksenteater sammen i én stor badulje, når der uddeles penge. Og forespurgt, om børneteatret får sin retmæssige andel, svares der, at de da også får en pæn andel af rejsepengene. Det er nærmest et ekko af argumentet fra gamle dage om, at børneteatrene da også får penge til biler og teknisk grej!
PUS' argumenter for at slå det hele sammen er jo agtværdige. At ville undgå båseopdeling, at give PUS større fleksibilitet og at imødekomme tendenser på teaterområdet. Men det allervigtigste, at de famøse 25% eller mere sikrer, at børn til enhver tid får deres andel af de midler, der afsættes til den frie teaterproduktion, bliver tabt på gulvet og fejet ind under tæppet.
Nu ved lupholderen godt, at hans alias for nogle år siden forsøgte sig med juristerier og fik et smak i sylten. Det var dengang, hvor han sagde, at det var lovstridigt, at Det Kongelige Teater gav sig til at spille musicals, når det i Scenekunstloven (og før det Teaterloven og endnu før det Lov om Det Kongelige Teater) hed, at teatrets repertoire skulle befinde sig "inden for ballet, opera og skuespil". Alias blev belært om, at det da ikke skulle forstås på den måde. Selvom lovgiverne jo sagtens bare kunne have skrevet, at Det Kongelige Teater skulle vise "scenekunst" eller spille "teater", så skulle man ikke forstå "ballet, opera og skuespil" for bogstaveligt. – Det ville selvfølgelig også have gjort ondt, hvis man havde indrømmet, at nationalscenen brød Scenekunstloven!
Immervæk: Selvom lupholderens alias dengang fik et gok i nødden, så skal det ikke afholde lupholderen fra at sige, at når PUS tildækker børneteatrets andel af de bevilgede penge, så er det nok ikke lovbrud, men det ligner lovbemærkningsbrud.
UDOVER DE famøse 25% er der også grund til at være opmærksom på, at kommunalreformen i 2007 medførte at Robotten (Det Rejsende Børneteater og Opsøgende Teater) blev nedlagt og pengene blev overført til PUS' forgænger til anvendelse til "turnerende børneteater", som det hed i lovbemærkningerne i 2005. Og det vil jo sige, at vi i dag taler om 25% plus et beløb på, hvad der i 2007 var 14 mio. kr. Vagthundene har noget at holde øjne og ører åbne overfor.
Kunst til børn og unge skal sikres, ellers skrider tingene. Der er altid nogen, der vil synes, at tiltag i voksenkulturen er vigtigere.
NU ER DET jo ikke kun PUS, der er i gang med de store omkalfatringer. Også hans excellence kultusministeren kaster sig ud i at lave ny teaterpolitik. Som et led i regeringens styrkelse af den ydre provins har han besluttet at flytte penge fra københavnske små storbyteatre til storbyteatrene i Odense og Aalborg. Altså fra storbyen til store byer! I lupholderens øjne er det her stor bralren for meget lidt, bortset fra, at det altså fik Københavns Kommune til at slagte et par centralt beliggende børneteatre, og det er da alvorligt nok i sig selv.
Den manøvre, hans excellence har foretaget, har den store fordel i Bonde-Venstre regeringens perspektiv, at den er ganske gratis. Den flytter bare nogle i forvejen eksisterende penge, oven i købet på den samme finanslovskonto. Det er altså en gratis markering fra Nybrogade, København K.
Hvis vi nu antager, at kultusministeren havde et oprigtigt ønske om at gøre noget for teatret i Udkantsdanmark, så at sige på den yderste revle, og måske lidt derimellem, så ville den skrue, der skulle drejes på være egnsteaterrefusionen, som nu efterhånden er i frit fald fra de oprindelige 50% til nu knap 38%. Hvis man virkelig ville bryste sig af at gøre noget for kunsten, for teatret ude i provinsen (!!), så var det her, der burde sættes ind. Det sker selvfølgelig ikke, for det ville jo koste noget. Og man kan heller ikke rent administrativt i Nybrogade, København K flytte penge fra Det Kongelige Teaters finanslovskonto til egnsteatrenes. Det kunne ellers være interessant nok, både symbolpolitisk og reelt.
ALT I ALT er der sving i den del af teaterpolitikken, som gelejdes igennem uden de store bråvallaslag, sådan lidt hvad-kan-vi-gøre-uden-at-nogen-skriger-for-højt-op agtigt.
Hertil er kun at sige: Velbekomme!
***
Læs også artiklen om Projektstøtteudvalget og deres nye fordelingspraksis i artiklen: 'Vi holder dem i ørerne'.
