Armslængde!
– Åh nej, kan lupholderen høre sin lille, men trofaste læserkreds ymte. – Skal han nu til at kloge sig og holde forelæsning om det igen?
Og den mest vidende læserinde tilføjer: – Jeg ved jo godt, at lupholderens alias tror, at han er ekspert i armslængde, men det er vel ikke en grund til at fylde teateravisen.dk med det teoretiske sludder? Er det så vigtigt?
Dertil er blot at sige: Ja!
For nu har hans excellence, den højtærede kulturminister, offentligt sagt, at han har været med til at snuppe en bid af armslængden, og at det kan han da godt leve med. Det lyder mystisk og ikke rart. Hvordan mon en bid armslængde smager? Og skal den sættes til livs før eller efter ministerens fra TV landskendte risengrød? Men hvad handler sagen egentlig om?
Jo, for at nå frem til det, kan vi starte et helt andet sted. Da lupholderens alias skrev på bogen 'Spændvidder' til det, der dengang hed Statens Kunstråd (glimrende organisation – og ja, også glimrende bog), havde han brug for et eksempel på, at armslængdeprincippet blev tilsidesat og rendt over ende af rendyrket politisk styring. Han fandt et tydeligt og sigende eksempel i Norge i starten af 00-erne, hvor sceneudvalget under Norsk Kulturråd havde afslået støtte til et bestemt danseteater. Her gjorde kulturministeren så det, at han fjernede midler fra Norsk Kulturråd og tildelte dem til det pågældende danseteater. Når armslængdeorganet ikke leverer den politisk ønskelige vare, så har det politiske system 'andere Methoden'! Efterfølgende trak flertallet i scenekunstudvalget sig i protest mod indgrebet.
LAD OS SÅ vende blikket mod Danmark og de nys overståede finanslovsforhandlinger. Her lykkedes det Dansk Folkeparti, der altid er parat til at støtte Inges kattehjem, fregatten Jylland og andre specialiteter, at få afsat 9 mio.kr. om året i 2016-19 til forskellige kulturformidlings- og kulturbevaringsformål. Der var en sjat til runesten m.v. (gad vist, hvad "m.v." dækker over?), en sjat til markering af vor stolte kolonifortid, en sjat til at bevare skibe, en sjat til at drive ordnet.dk, som er ordbøger over dansk på nettet, en sjat til at digitalisere dansk film, og så er sjat til Sigurd Barrett til at formidle danmarkshistorie til børn og unge. Alt i alt en pose blandede bolsjer, hvis eneste fællesnævner er, at det er formidling og bevaring. I forliget tales der godt nok om "at styrke dansk kultur", men det er selvfølgelig det rene vrøvl og nysprog, når man ser på, hvor pengene så kommer fra.
For hvor finder man 9 mio.kr. om året. Her har de kreative forligsmagere ikke gjort sig de store overvejelser eller den store umage. Man tager ikke lidt her og lidt der. Nix! De 9 mio.kr. snupper man fra bevillingen til Statens Kunstfond. Så er det problem løst, og man har styrket dansk kultur! Vel har man ej. Man har flyttet penge fra kunstnerisk nutidig skaben, fra kunstproduktion til bevaring og formidling.
Vi skal have gamle dage tilbage! Det er Venstres, Dansk Folkepartis, Liberal Alliances og Det Konservative Folkepartis kulturpolitik, som den kommer til udtryk i årets finanslovsforlig. Uanset hvor ædle de forskellige pengesjatmodtagere er, så kan man ikke beskylde dem for at være del i et levende, udfordrende kunstliv.
Og så er der nogen, der er kommet til at sige, at det her er et brud med armslængdeprincippet. Og det har fået hans excellence, ministeren til nærmest at have dårlig samvittighed. Han ved, at han har gjort noget forkert, men det er ikke så stort, det, han er med i, så han har kun lidt dårlig samvittighed. Efter lupholderens og hans alias' ringe mening er det her finanslovsforlig godt nok bagudrettet og detailstyrende næsten ned på krone-niveau, men det har ikke rigtig noget med armslængde at gøre. At flytte penge fra kunstnerisk produktion til kulturformidling og kulturarv ligger inden for det, som Folketinget selvfølgelig kan beslutte. Man kan godt mene, at det er dumt og perspektivløst, men det er der jo så meget, der er i årets finanslov. At udpege en række detaljerede formål, der skal tilgodeses, er heller ikke noget, der er nyt for det politiske system. Man kan bare kikke i Kulturministeriets finanslovsparagraf og se på den mængde af spøjse støttemodtagere, som med navns nævnelse får en klat penge under den ene eller anden særordning og tradition, og som Folketinget under finanslovsarbejdet dermed i princippet tager stilling til.
DER KAN være mange gode – eller rettere: elendige – grunde til, at kulturministeren har dårlig samvittighed, fx at han ikke er i stand til at forsvare sit område mod grønthøsterens hærgen, men lige i den her sag om omprioritering fra kunst til formidling og bevaring, er lupholderen i den meget underlige situation, at han må sige: Slap af, Bertel!
Helt alment kunne ministerens lille undskyldning måske være endnu et tegn på, at Folketingets kulturpolitikere burde have haft den studiekreds, som Marianne Jelved inviterede til, da hun var minister og klamprede rundt i armslængdeprincippet i forhold til styringen af Danmarks Radio for et års tid siden. Men den studiekreds kom der ifølge pålidelige kilder på Christiansborg ikke en fløjtende fis ud af. Og så udskrev statsministeren valg, og det hele starter forfra.
Generelt skal man nok vogte sig for at lade armslængdeprincippet i kulturpolitikken gælde og dække over det meste. Det vil faktisk være klogere at forstå, at der er forskellige styringsprincipper på spil forskellige steder i kulturpolitikken. Og man bør i hvert fald ikke bruge armslængden til at slå politiske modstandere i hovedet med (hvordan gør man i øvrigt det?), sådan som Jelved gjorde det i forbindelse med Danmarks Radios fyring af Underholdningsorkestret. Og heller ikke, når man finder, at det aktuelle kulturpolitiske finanslovsforlig er helt gakke-lak og langt ude i hampen.
Så et godt råd til Bertel: Lav den studiekreds for kulturpolitikere om armslængde og omliggende øer.
Og indtil da: Godt nytår!
