Nu er der så endelig blevet udskrevet valg til Folketinget, efter at det længe har boblet og sydet i de politiske vandrør. Og efter at de mange kommentatorer, som nogle gange ynder at blive kaldt analytikere, men som i realiteten er vor tids politiske kandestøbere, har bralret op om det i mindst et års tid. Men nu er det altså slut med alskens plattenslager- og spåmands-ævl.
Lupholderen, der jo ikke har en disse forstand på politik, har længe på grundlag af sin dybtgående analyse af tegn i sol, måne og stjerner ment, at det enten ville blive nu eller senere – men helt sikkert i 2015 – at der blev udskrevet valg til Folketinget. Her har han været lige så skråsikker som de afdankede spindoktorer, der går under dæknavnet politiske kommentatorer. Så er der vist ikke sagt for meget, ejheller for lidt?
Op til det nys udskrevne valg har Socialdemokraterne udsendt en 57 sider stor pamflet, et såkaldt idékatalog om partiets kulturpolitik. Der er vist ikke andre partier, der på samme måde har forsøgt at sætte ord på alle afkroge af kulturpolitikken, så alene af den grund kan lupholderen ikke holde nallerne fra Socialdemokraternes katalog.
Idékataloget, der bærer titlen 'Kultur er stadig velfærd', er en opdatering af en tilsvarende sag fra 2007. Dengang hed det ikke et idékatalog, men et program, og bar titlen: 'Kultur er velfærd'. Og når der kommer en revidering om syv-otte år, vil det nok hverken være et program eller et idékatalog, men måske strøtanker under titlen 'Kultur er nok engang velfærd'.
I 2007 ville Socialdemokraterne udarbejde en kulturel helhedsplan for Danmark, der skulle styrke den kunstneriske produktion og sætte ind over for geografisk og social skæv adgang til kunst og kultur. Og man ville styrke kunstnerisk produktion og kulturel udvikling med 500 mio. kr. over to valgperioder.
Nu er det – som den vidende læser, og ikke mindst de tre kernelæserinder, straks har fattet – ikke sådan, at Socialdemokraterne har gennemført eller forsøgt at gennemføre det her. Helhedsplan og ekstra penge er blevet til dødelig ro på bagsmækken, mens Socialdemokraterne de sidste fire år har ledet regeringen. Og lupholderen vil ganske afholde sig fra det trælse omkvæd om løftebrud, som man kan anklage samtlige partier i overgangen fra opposition til regering for, men som i denne regerings tid er blevet et omkvæd, orkestreret af Venstre og en altid lydhør og velvillig presse, fx det Venstreprægede (og absolut ikke venstreorienterede) TV 2.
Næh, det, lupholderen er interesseret i, er forholdet mellem ideer, planer og visioner på det kulturpolitiske område og så viljen og evnen til at forsøge at realisere dem, når mulighed byder sig. Og den sammenhæng kniber det jo med. Det er nærmest sådan, at kulturpolitiske programmer eller kataloger ikke er det papir værd, de er skrevet på. Ikke engang som signalgiver eller retningsviser. Det er i virkeligheden aldeles deprimerende, for det gør det umuligt at føre en forpligtende kulturpolitisk debat – i hvert fald med dem, der har midler til at føre politik ud i livet.
Ser man på ligheder og forskelle mellem 2007-publikationen og den aktuelle, så er det første, man observerer, omslaget. I 2007 var det et foto af et kunstværk af Jeppe Hein, et springvand midt i gaderummet med folk omkring. I år er der på omslaget et portrætbillede af et barn, der skælmsk med hovedet på sned kikker på læseren, og som har en stor rød hat på med en fjer i. Fra kunst i det offentlige rum til børnekultur. Måske er det det, man vil signalere? Vi vender tilbage til børn og unge.
I 2007 ville Socialdemokraterne lave en kulturlov. Det er helt pist-væk nu. Lupholderen vil ikke begræde det, men undres over, at det bare var en fiks idé, som skrottes igen uden yderligere forklaringer. Ikke mindst den daværende kulturpolitiske ordfører, Mogens Jensen, må da have en underlig tom smag i munden.
I 2007 ville Socialdemokraterne satse på en "ambitiøs og offensiv kulturpolitik". I dag vil man foretage "en fokuseret indsats". Det er som om gassen er gået af ballonen, og nysproget bærer én på sine vinger. Hvem f… vil ikke gøre en fokuseret indsats?
Som sagt ville Socialdemokraterne i 2007 tilføre kunst og kultur 500 ekstra mio. kr. Nu vil man "prioritere penge, der allerede er afsat, anderledes". Altså omprioritering. Men det kan enhver jo komme og sige. Det interessante er: fra hvad til hvad? Klogeligt afholder Socialdemokraterne sig fra at antyde et svar, så slipper de da for råben og skrigen og kan bevare ro på bagsmækken og tilsyneladende idyl.
I 2007 ville Socialdemokraterne genindføre 50 procent refusion for egnsteatrene. I dag vil man bare understøtte egnsteatrene. Goddaw do – og tak for kaffe!
Men så vil man genetablere Kulturministeriets Udviklingsfond. Det var den, der i starten gik under kælenavnet Højlunds Kulturfond, efter formanden Niels Højlund, og som fluks blev lukket af den borgerlige regering i 2002. Hvor pengene til genetableringen skal komme fra, svæver i tågerne.
Og man vil lave et Analyseinstitut for kultur eller et Kulturpolitisk forskningscenter for, at kulturpolitikken i højere grad kan komme til at hvile på viden og ikke så meget på syns'er. Det kan lupholderen kun bifalde. Han har en bekendt – måske er det hans alias – der i årtier har arbejdet i den branche og ikke har vundet ørenlyd for sådan en idé.
Når man læser 'Kultur er stadig velfærd', er det iøjnefaldende, at ét område bærer et særligt socialdemokratisk engagement. Hvor man ellers kan læse publikationen som et undertiden lidt træt skriveri, der forsøger at få det hele med uden at sige for meget, så er afsnittet om idræt båret af entusiasme og ambitiøse mål. Man vil gøre Danmark til "et globalt centrum for innovation, inspiration og viden inden for breddeidræt, rekreativ motion og fysisk aktivitet." Intet mindre. Her er højt til loftet og perspektiver og ønsker, der rækker lidt op over hverdagen. Om det er realistisk, og om det lige var dér det socialdemokratiske kulturengagement skulle stråle, er i lupholderens lup mere tvivlsomt. Men det er meget sigende, at man som læser retter sig i stolen, når man på de 57 socialdemokratiske sider støder på et engagement.
Efter nu at have fået læsset det almindelig og specifikke brok af sig, er tiden inde til at se på det mere positive, herunder det særlige fokus der lægges på børns og unges adgang til kunst og kultur.
Den overordnede indgangsbøn til 'Kultur er stadig velfærd' har tre gode pointer:
For det første ses kunst og kultur som et åndehul, et sted for nysgerrighed, refleksion, fordybelse og utopi. Men også som det kit, der binder Danmark sammen som nation i et fællesskab. Dobbeltheden er efter lupholderens mening god at tænke i.
For det andet ses kunst og kultur som et område frit for markedsøkonomiens udbuds-efterspørgselstænkning, regneark og vækstkurver. Man er lige ved at kunne ane en opfattelse af, at kunst og kultur bl.a. skal modvirke kommercialismens og markedsøkonomiens negative virkning på samfund og menneskelige relationer. Men uha! Det er nok at gå for langt.
For det tredje lægger Socialdemokraterne vægt på at bekæmpe den kulturelle ulighed. Lige muligheder er et must for partiet.
Disse her tre elementer i indgangsbønnen er gode at tænke kulturpolitik i, og man kan kun opfordre Socialdemokraterne til så også at gøre det, når de skal tænke og handle konkret på det ene kultur- og kunstområde efter det andet.
Børn og unge er et hovedtema i 'Kultur er stadig velfærd'. Kampen mod den kulturelle ulighed starter i klasseværelset, skriver man, og det betyder så, at det ene afsnit efter det andet, det ene kunst- og kulturområde efter det andet rummer et afsnit om børn. Det er jo rigtig godt. Men når man kikker nærmere efter, så hænger Socialdemokraterne i stort omfang denne tydeliggørelse af kunst og kultur for børn og unge op på folkeskolereformen og dens muligheder. Det er såmænd også rigtig godt, men kunne måske have været suppleret med lidt fremadrettet tænkning? Det hele skal vel ikke være i folkeskolen? Eller er det sådan, at der med reformen ikke længere er et liv uden for skolen?
På teaterområdet tager det sig sådan ud, at det, Socialdemokraterne primært vil arbejde for under overskriften "Børneteater og folkeskolen", er:
– "At sikre eleverne i folkeskolen bedre muligheder for professionelle scenekunstoplevelser blandt andet gennem tilbud om samlede kulturpakker til kommunerne og fortsat understøttelse af huskunstnerordningen under Statens Kunstfond."
Og som punkt 2:
– "At dansk børneteater fortsat får støtte og mulighed for at udvikle sig."
Her kan man måske forsigtigt tænke: Hvorfor tænker Socialdemokraterne ikke omvendt? Altså tager udgangspunkt i det eksisterende børneteater og skitserer forbedrede muligheder for det, for at man i anden omgang kan indgå i de nye samarbejder med folkeskolen? Altså: der er en kunstnerisk virkelighed derude, som man faktisk kan bygge en kulturpolitik, der vil bekæmpe kulturel ulighed, på. Måske ikke så let som ingenting, men en virkelighed, der fortjener bedre handlemuligheder, også i forhold til folkeskolen.
*
Tom Ahlberg har i sit nettidsskrift, Søndag Aften, sagt, at 'Kultur er stadig velfærd' er udtryk for, at kulturpolitik er blevet til kulturadministration, fordi Socialdemokraterne er helt veltilfredse med det hele: Med rammerne og med institutionerne, med lovgivning og økonomi.
Det kan der være noget om. Man kunne måske også sige, at kulturpolitikken er ved at blive afviklet. Viljen til forandring er blevet erstattet af lysten til bevaring.
I den nu allerede hektiske valgkamp vil kulturpolitikken givetvis heller ikke komme til at spille nogen rolle. Hvorfor skulle den også det, hvis alt er godt, som det er?
